Det må være et mareridt for enhver forældre at få at vide, at de..." />

drama min søns familie Soshite chichi ni naru Like father, like son

Published on 30 May, 2014 | af Karen Sandal Fothergill

0

Filmanmeldelse: Min søns familie

Det må være et mareridt for enhver forældre at få at vide, at det barn, som man har elsket og opdraget i seks år, i virkeligheden er en andens søn. Men hvis du fik valget, ville du så vælge det barn, som du troede var dit eget, eller ville du vælge din biologiske søn, som du ikke kender? Det er netop det spørgsmål, som Hirokazu Kore-eda ser nærmere på med det karakterdrevne drama ’Min søns familie’ (org. titel: Soshite chichi ni naru). Steven Spielberg roste filmen for dens portræt af en meget menneskelig historie med meget power, da den vandt Jury-prisen i Cannes 2013. Store ord fra en stor instruktør og filmen skuffer heller ikke.

Historie

Den karriereorienterede arkitekt Ryota Nonomiya og hans hjemmegående hustru Midori bor i et højhus med deres seksårige søn Keita. Keita er netop blevet accepteret af en eliteskole, men et uventet opkald fra et hospital vender op og ned på deres tilværelse. Keita blev forbyttet ved fødslen og ikke er deres biologiske barn. Nyheden rammer dem hårdt, og Ryota, som aldrig rigtig har følt sig forbundet til sin søn, står pludselig over for et valg. Skal han beholde den dreng, som han har opdraget eller benytte sig af muligheden for at få hans biologiske søn? Keitas biologiske forældre, Yukari og Yudai Saiki, virker som Nonomiyas modsætninger – både klassemæssigt og opdragelsesmæssigt. Faren ejer en alt-mulig butik, mens konen arbejder i en ramen-butik, og de bor i et lille hus, hvor deres tre børn larmer og roder. Familierne bliver enige om en delt forældremyndighed over de to børn i et år, hvorefter de vil beslutte sig for om de skal bytte tilbage.

min søns familie 3

Hirokazu Kore-eda mestrer familiedramaer (I Wish, Nobody Knows), og lige som hans andre film begynder ‘Min søns familie’ med et stort drama, i denne film er det ombyttede babyer (som vist var noget der skete tilbage i 60erne og 70erne), og derefter falder vi langsomt ind i en mere jordnær og afdæmpet karakterdreven fortælling, som Kore-eda lader udfolde helt naturligt.

Selve præmissen om at bytte børn tilbage, blot fordi man ikke er blodrelaterede, kan måske virke en smule fremmede for os her i Vesten, hvor adoptioner og stjernefamilier er hverdagskost. Men Japan er stadig, for nogle i hvert fald, et land bundet i traditioner og hvor blodslægt betyder meget. Hvis du ikke kan forstå og acceptere disse værdier, så vil du nok have et par fjer at plukke med Kore-edas historie og karakterer.
For mig var det svært at forstå, hvordan forældrene kunne være så nonchalante omkring at skulle ”omveksle” børnene. Det virker til tider som om, at det hele foregår ud fra Ryotas ønsker uden indvendinger fra de tre andre voksne, hvilket gjorde det lidt svært at sælge historien fuldt ud til mig. Jeg har også lidt svært ved at forestille mig, at børnene ville acceptere en sådan omstilling uden mere skrig og gråd – også selvom de er opdraget til at respektere og gøre hvad deres ældre fortæller dem.

min søns familie ryota 2

Men når først vi er ude over de kritikpunkter, så er ‘Min søns familie’ en hjerteskærende fortælling om børns kærlighed, forældres kærlighed, og frem for alt en fars kærlighed og hvor den kærlighed stammer fra. Filmen er lidt over 2 timer, hvilket kan virke som lang tid, men det giver os muligheden for at komme tæt på de to familier. Et af de elementer der virkelig fungerer godt i denne historie er, at Kore-eda giver alle karakterer dybde og bevæggrunde for deres handlinger, hvilket gør dem mere troværdige og menneskelige. Han lader os få én opfattelse af dem for så blot at vende tallerkenen og tage os med i en anden retning.

Skuespil

Masaharu Fukuyama skal have stor ros for sit skuespil. Han starter ud som en meget kold, traditionel, konservativ og ambitiøs far. Han bliver nok bedst beskrevet af sin kollega tidligt i filmen: ”Du gør det så godt, at jeg får tid til et familieliv.” Han har også allerede planlagt sin seksårige søns karriere, og han har svært ved at forstå, hvorfor hans søn ikke kan være lige så ambitiøs, som han selv er. Men langsomt i løbet af filmen kommer vi tættere på Ryota og hvad der gør ham til den mand, han er i dag. Kore-eda har selv sagt, at filmen udsprang fra et øjeblik han havde med hans datter, hvor han arbejdede på ‘I Wish’ og hvor det gik op for ham, at børn ikke betragter en som far, blot fordi man er det, men at det kommer af den tid man bruger sammen med børnene. ’Min søns familie’ følger også mest Ryotas udvikling og det er også Fukuyamas optræden, der virkelig rammer til sidst.

min søns familie ryota

Filmen ville helt klart ikke kunne fungere uden børn, som vi kan holde af og heppe på. Kore-eda bliver ofte rost for hans evne til at få børneskuespillerne til at skinne igennem, og det her er heller ikke nogen undtagelse. Det er to vidt forskellige drenge med vidt forskellige temperamenter, som man bare får lyst til at kramme for den ubærlige situation, de er havnet i. De to drenge formår også at skinne igennem ved hver især at sætte deres naturlige præg på, hvordan de tackler og indpasser sig til situationen.

min søns familie børn

Visuelt

Ligesom Kore-edas enkle fortælleteknik bliver der brugt klare og simple lysopsætning til at fortælle historien, og forskellige vinkler. For det meste ser vi filmen gennem forældrenes, og i høj grad Ryotas øjne, men så skifter scenen og alt virker stort, som set gennem øjnene på et barn. Keiko Mitsumatsus indretning af de to familiers hjem hamrer pointen om forskellene mellem de to familier fast. Flere gange bliver familien Nonomiyas hjem beskrevet som et hotel, mens familien Saikis hjem er rodet og proppet, men hvor der også er masser af liv og varme.

Musik og lydbillede

Klaverspil er en stor del af Nonomiya familien, hvor Ryota går meget op i at Keita mestrer klaveret. Det er Glenn Glouds klaverudgave af Bachs ‘Goldberg Variation’, der bliver brugt som underlægningsmusik – og den passer rigtig godt til temaet og er med til at underbygge stemningen i scenerne med den enkle og simple lyd af et klaver.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Min søns familie Karen Sandal Fothergill

Min søns familie – premiere d. 29. Maj 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: 'Min søns familie' er en rørende og flot karakterdreven fortælling om, hvad det betyder at være en familie. Det er en film, der får dig til at reflekterer længe efter, den er slut.

4


Tags: , ,


About the Author

er filmentusiast med en meget bred filmsmag, men har en særlig svaghed for gys og animationsfilm.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑