For første gang i ’Mission: Impossible’-filmserien vender en tidligere instruktør tilbage til endnu en omgang adrenalinfyldt action! Det er nemlig Christopher McQuarrie – instruktøren fra sidste film, ’Rogue Nation’ – står også bag i denne omgang. Sammen med Tom Cruise, som er kendt for at lave alle sine egne stunts, er deres mission som følger (skulle de vælge at acceptere den) – at lave den hidtil vildeste, mest intense og actionfyldte film i serien hidtil. Men lykkedes det? Især med en franchise, der er over tyve år gammel og kører på sin sjette film, kan man begynde at undres, om lunten mon er ved at brænde ud?
Historie
Efter en mission går galt, må Ethan Hunt og hans hold improvisere, hvis de ønsker at slippe derfra med livet i behold. Dette bliver dog sværere end først antaget, da flere af fortidens spøgelser kommer væltende ud af skabet for vores hovedperson, i takt med at hans ellers altid gode intentioner bliver sat på den ultimative prøve…
Med ’Mission: Impossible – Fallout’ står instruktør, Christopher McQuarrie, atter bag de livsfarlige løjer og denne gang betydelig mere vellykket end tidligere… ’Rogue Nation’ var en underholdende omend lidt ujævn film i den sejlivede filmserie om umulige missioner gjort mulige. Den femte film syntes at følge seriens struktur og varemærke lidt for nøje, hvori den også brugte tid på at hylde tidligere film i franchisen og samtidig bibeholde meget af humoren fra ’Ghost Protocol’. McQuarrie bragte dog også meget godt til universet, men jeg følte ikke, at hans vision kom ordentlig til sin ret. ’Fallout’ virker mere personlig – både produktionsmæssigt for instruktøren og plotmæssigt for karaktererne.
Men man må sige, at McQuarrie modbeviser hver en tvivl, man kunne have, om hans talent som filmskaber, når man som publikum får både vind i håret, sus i maven og slag i ansigtet under de mange veludførte og velorkestrerede actionsekvenser som filmen er proppet med. Det er ikke nødvendigvis det mest originale, jeg har set, men hver scene er udført med ekspertise og præcision, der nærmest direkte kan perspektiveres til IMF og deres professionelle fremgangsmetoder. Det er action af høj kaliber, hvor Tom Cruise endnu engang bringer oplevelsen endnu tættere på os, når han udfører det ene halsbrækkende stunt efter det andet, og i en alder af 56 år! Desuden er filmen meget mørkere, mere rå og endda overraskende voldelig, hvilket viser sig at være en velkommen ændring.
Filmen har en lidt sløv start, hvor også filmens plot bliver fortalt mere dovent og direkte, end jeg kunne have ønsket det, men når vi først kommer i gang, så er det som at sidde fastfrosset i biografsædet med en tikkende atombombe under sig! Plottet indeholder desuden talrige plottråde og twists undervejs, der udfordrer både historiens fokus og publikums opmærksomhed og måske også gør tingene mere komplicerede end nødvendigt. Til gengæld blæser det mere liv i fortællingen, inden for en ramme, der konsekvent giver spiongenren baghjul – eller i hvert fald gør et yderst nobelt forsøg på det.
Skuespil
Også her når vi nye højder, hvilket igen delvist skyldes den mørkere og mere seriøse tone i filmen. Tom Cruise er for det første mere overbevisende end nogensinde, når det kommer til alle de umulige stunts, han udfører undervejs, og som altid bringer han en dejlig intensitet og fokus til sin rolle som Ethan Hunt. Både Alec Baldwin, Simon Pegg og Ving Rames bliver udfordret mere denne gang, hvilket kun er dejligt. Desværre synes Rebecca Fergusons Ilsa Faust at være blevet en lidt for anonym karakter, efter hendes meget fremtrædende rolle i den femte film. Et friskt pust kommer dog fra Henry Cavill, som ærlig talt er super i sin rolle… mere super og mere mand end han nogensinde var i ’Justice League’. Tak for din dedikation til rollen, Cavill! Forbrydelser betaler sig i denne omgang…
Skurken fra sidste film, spillet af Sean Harris – bedre kendt under det lettere latterlige navn, Solomon Lane – var desværre endnu en tynd skurk i en filmserie fyldt med dem. Han var konventionel, kedelig og nærmest komisk i den forrige film, så at se hvor meget han har ændret sig siden, er nærmest en åbenbaring. Solomon Lane er blevet en hærget herre, introduceret til os med hvid spændetrøje og spoleret fuldskæg. Hans sind syntes mørkere, men langt fra nedbrudt, og hans ideologier virker skarpere end nogensinde før. Endelig en skurk der kan intimidere, hvilket man har savnet siden Philip Seymour Hoffmans imponerende præstation som Owen Davian, i den tredje ’Mission: Impossible’, mere end ti år tidligere…
Visuelt
Filmfotograf Rob Hardy er en kompetent mand, der bl.a. har stået bag kameraet på den prisvindende ’Ex Machina’. Selvom han ikke bringer noget banebrydende til det umulige univers, så følger han stilen og tonen for fortællingen nøje, hvilket betyder en mere rå og beskidt billedside, der dog ikke tøver med et par farverige glimt her og der. Diverse locations i filmen er også meget velovervejede, alt imens actionscenerne i filmen er ligeså pure elegante at se på, som koreografien er professionelt eksekveret.
Der er dog nogle tekniske valg undervejs, der undrer mig lidt, fx når det kommer til kontrast og lysforhold i visse scener, men det er ikke noget, der ødelægger helhedsoplevelsen, eller lægger låg på de bobblende actionsekvenser, der aldrig har problemer med at nå sit kogepunkt.
Musik og lydbillede
Hvis der var noget, jeg virkelig nød fra femte film, så var det soundtracket, som ved hver ny film i serien, får sig et lille twist. I ’Rogue Nation’ fik den tidsløse melodi lov til at folde sig fuldt ud, i en trompeterende og nærmest overrumplende orkestral vildskab, der gav de velkendte toner en episk skala af hidtil usete proportioner. ’Mission: Impossible – Fallout’ falder lidt ved siden af sig selv på dette punkt, da soundtracket er en hel del mere generisk men heldigvis aldrig generende for filmen eller dens actionscener. Udvalgte kompositioner er også ganske gode undervejs.
Ofte foregår de mange actionscener helt uden musik, hvor intensiteten og det sublime lydmiks får lov til at skinne rigtigt igennem! De benhårde knytnæveslag rammer altså hårdere i rå form, end noget musikalsk kunne have gjort det, så tak til komponist, Lorne Balfe, for at lade filmen trække vejret og derved også få publikum til at holde deres!