Filmen ’Moonlight’ er et delvist personligt drama af indie-instru..." />

drama

Published on 8 February, 2017 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Moonlight

Filmen ’Moonlight’ er et delvist personligt drama af indie-instruktør, Barry Jenkins, baseret på teaterstykket, ’In Moonlight Black Boys Look Blue’ af Tarell Alvin McCraney. ’Moonlight’ er blevet en kæmpe succes blandt kritikere, hos publikum og ved diverse prisuddelinger. Desuden er dette Jenkins’ første film i otte år; siden et mindre gennembrud i 2003 med filmen ’Medicine for Melancholy’. ’Moonlight’ er blandt andet blevet rost for sin relevans til et moderne samfund, hvor filmen på modig vis fremstiller den sorte kultur med en hidtil uset skrøbelighed, hvor den hårde ”gangster mentalitet” og mandsmaskulinitet hænges op i et skrøbeligt bånd af personlighed og tabuetiske tendenser.

’Moonlight’ er blandt andet nomineret til en Oscar for årets bedste film; men er dette grundet filmens kvalitet, emnets vigtighed, eller akademiets implicitte undskyldning over sidste års overflod af udelukkende hvide nominerede? ’Spotlight’ stjal rampelyset sidste år, i kategorien for ’bedste film’, med et emne som også emmede af vigtighed og tabu; men hvor højt skal vi vægte materialet i bedømmelsen af en film? Kan ’Moonlight’ mon både belyse emne og samtidig vise eminente evner indenfor filmproduktion, uden at hverken den ene eller anden resulterer i mulig måneformørkelse?

Historie

I filmen følger vi drengen Chirons svære opvækst i et hårdt ramt kvarter, blandt andet grundet en indbyrdes kamp om opretholdelse af status, samt en indre kamp om overlevelse gennem fysisk og psykisk styrke – noget som drengen, Chiron, ikke besidder i nogen særlig grad. Vi følger Chirons udvikling fra barn til voksen, hvori han gennemgår nogle personlige passager, som alle er med til at forme ham som menneske. Det er en rejse gennem flere stadier, som dækker over uorden og overlevelse, opdagelse og overgivelse samt illoyalitet og undertrykkelse – alt sammen med den sorte subkultur som hovedfokus, hvor forskruede forestillinger og forvirrede forståelser bliver holdt op imod en hudløs ærlighed, vi næsten var blevet i tvivl om fandtes, grundet en årelang udvikling af forfalske normer, som fastholder en hel befolkningsgruppe fra at blive den, som de i virkeligheden er…

maxresdefault6

‘Moonlight’ er en meget vigtig film. Instruktør, Berry Jenkins, har taget et emne op, som ikke burde behøves at blive belyst i den grad som det gøres her, men desværre er blevet en nødvendighed, grundet en årelang undertrykkelse af noget, som egentlig burde være åbenlyst ærligt og almindeligt anderkendt i det moderne samfund. Men sådan ligger landet ikke og Jenkins tager derfor sagen i egen hule hånd og med indblik i sit eget liv, i håb om at ændre både adfærd og opfattelse iblandt dét folkefærd, som han selv er en del af. I korte træk, så er ’Moonlight’ en vigtig kunstnerisk stemme, som fremføres og fortælles til sorte, af sorte, i håbet om at bryde en årelang tendens, hvor sorte ser sig selv nødsaget til at opretholde og danne en permanent facade, hvor både en fortid med slaveri og en nutid med samfundsmæssige udfordringer, ligger skjul på hvem de i virkeligheden er og hvad de kan blive til. Langt mere præcist, så er ’Moonlight’ en semi-selvbiografisk fortælling, der fokuserer på fordommene omkring blandt andet maskulinitet og seksualitet iblandt sorte. Trods emnets åbenlyse vinkel og vigtighed for en hudfarve anderledes end min egen, så er filmens fokuspunkter stadig almenmenneskeligt relevante – men har filmen sine rødder i selve mennesket eller blot en speciel udvalgt gruppe af mennesker? Kan dette værk tages med videre, som værende noget større end blot et statement, udvundet og udformet af den sorte kultur?

’Moonlight’ er en meget vigtig film, absolut, men også en overvejende almen fortælling, som ikke rigtig formår at imponere, rent cinematisk, i samme højder som den gør det tematisk. Ud over brugen af kapitelinddeling – som klipper filmen over i hvad der føles som små stadiefokuserede kortfilm, men som mangler lidt historiemæssig kontinuitet – så er historien forbløffende ensporet og klichépræget. ’Moonlight’ skinner faktisk nogenlunde igennem på undersiden, hvoraf den førnævnte kapitelinddeling fungerer fint som en kreativ splittelse af det samme menneske. Det første kapitel, ”Little”, fokuserer på Chirons tidlige opvækst, præget af mobning og mistillid, hvoraf kapiteltitlen kommer fra hans fysiske udseende og subjektive skrøbelighed, hvilket også har resulteret i lige netop dét øgenavn: Little. Kapitel to, ”Chiron”, som også er hans rigtige navn, sætter fokus på et vendepunkt i Chirons liv, hvor han endelig finder frem til, hvem han egentlig er. Sidste kapitel, ”Black”, kommer af et kaldenavn som har stor betydning for Chiron, men som også skaber en konflikt med sit indre jeg, da navnet mister sin relevans og deraf mister Chiron troen på sig selv og den han er – dette kapitel er dog samtidig også rejsen mod endelig at genvinde denne tro.

Som overstående afsnit gerne skulle opsummere, så har ’Moonlight’ et fint fundament at arbejde ud fra, der desuden har både relevans til selve karakteren samt en moralemæssig konklusion. Det er dog heller ikke rammerne der er problemet med dét billeddigt, som Barry Jenkins har opsat her. Som jeg ser det, så er det selve motivet der mangler substans, alt imens selve meningen bag motivet fungerer fint nok. Det er et endeløst vigtigt emne, som bliver taget op og derfor ærgrer det mig, at filmen ikke finder en mere original eller organisk måde at fremføre sine holdninger, meninger og fokuspunker på, så fortællingen kunne tildeles mere vægt. Historiens udvikling er overraskende forudsigelig og det føles ikke som om filmen taler ud fra sine kapitelinddelinger, men mere som om føler sig nødsaget til at dække over dem. Jeg kan ikke rigtig mærke en gennemtrængende personlig stemme i dette værk, på trods af, at være netop dette…  et personligt værk. Det føles bare ikke sådan, da Jenkins belyser et ellers tungt og uberørt emne, med vægtløse og klistrede klichéer, som muligvis er lette og universelle at forholde sig til, men samtidig opbrugte og udnyttede til noget nær uduelighed, igennem filmmediets århundredelange udvikling.

Moonlight_Trailer1

Filmen overbeviser bare ikke sit publikum ordentligt, og ærligheden i emnet går tabt under simplificeringen og generaliseringen af selve fortællingen… den krænkende udstilling eller mobning af et psykisk og/eller fysisk udfordret individ, som ofte er uden enten en moder eller faderrolle, og derfor må se andesteds for at finde netop dette, for så kun at blive udfordret på ny og må stå på egne ben, for så at se sig forrådt i sin mest ærlige og åbne tilstand og i den forbindelse ligge indebrændt med stærke følelser som selvfølgelig skal forløses, for så at undertrykke sit eget jeg som følge af førnævnte nederlag, ved at kompensere med det modsatte af sig selv indtil, slutteligt, at få bevist noget andet, ofte af en person, som betyder noget helt specielt og måske endda havde en direkte indblanding og indflydelse på denne persons liv og udvikling… Set i gemene grove træk, så er dette en bred beskrivelse af filmens simple, genkendelige og hjemlige handlingsforløb. Indrømmet, filmen er original på flere punkter, men genkendelig på flest punkter, hvilket udgør den samlede opfattelse og overbevisning af filmen og min endelige bedømmelse. Men igen, så river dette op i den klassiske, kunstrelaterede debat: hvor højt vægter vi emnet og dennes vigtighed i et produkt, sammenlignet med selve udførelsen af selve produktet?

Tag ikke fejl, ’Moonlight’ er et solidt stykke filmisk arbejde, med åbenlyst talent foran og bag kameraet, men selvom filmen er blevet universalt rost til skyerne, så synes jeg ikke helt at den når til månen, også selvom den holder en acceptabel flyvende standard. Det er også som om, at den er lidt i konflikt med sig selv, over sin fortællermetode og sit fortællermotiv. På den ene side, så er ’Moonlight’ en film, der gerne vil være et ligefremt indie-drama om sortes tilværelse i et hårdt nabolag, uden for store udsving i fortællingen. Men på den anden side, så vil den også gerne være det her ”new wave” eller ”new fushion” drama, som tager fat i en fortælling om sorte, af sorte og til sorte, hvori den blander klassiske klichéer med nye moderne tiltag, som desuden passer eminent ind i vores tid lige nu; eksempelvis med LGBT-bevægelsen. Man kan sige, at på denne måde, så forsøger filmen at finde sin styrke igennem sine valg, men for mit vedkommende, så var valgene aldrig helt fornemt opnået eller hæderfuldt fortjent, fra start til slut. Jeg følte mig bare ikke overbevist tilstrækkeligt og jeg var heller aldrig nok ’inde i karaktererne’ til at overgive mig fuldstændig.

Men nu når denne anmeldelse fokuserer så forfærdeligt meget på vigtigheden af et emne – som denne film, i form af et selvstændigt værk, aldrig kommer i nærheden af – betyder det så, at ’Moonlight’ er et såkaldt forbandet ’Oscarbait’ produkt? Nej, bestemt ikke. Faktisk, så er filmen nærmest ’omvendt Oscarbait’ i sin opsætning og udførelse. Her menes altså det omvendte af en film der fisker efter Oscars og ikke det direkte modsatte, hvilket ville skulle betyde, at filmen måtte være så endeløs original og trofæ-fjendsk som den kunne være, men dog i stedet har sit fokus på de små øjeblikke og de subtile følelser. Men når det så er sagt, så kan ’omvendt Oscarbait’ muligvis også bruges som omvendt psykologi, og måske er dette hvad Barry Jenkins har forsøgt med sin film… eller måske er der bare to former for ’Oscarbait’; den ene med store emner og store eksplicitte følelser og den anden med store emner og store implicitte følelser. ’Moonlight’ falder bestemt i sidstnævnte kategori, da filmen ikke er en melodramatisk, sentimental tude-seance, som oftest klassificerer begrebet ’Oscarbait’. Men måske går vi en ny tid i møde, hvor en given film kan hive tonsvis af priser hjem ved at præsentere et stort emne, inde i en lille film – noget som sidste års vinder af hovedprisen, ’Spotlight’ også gjorde brug af. Eller måske er det bare mig, der er blevet ramt af månesyge, og desperat forsøger at putte tom luft ind i en lukket bås…

moonlight

Skuespil

’Moonlight’ manifesterer sig ikke i filmisk monotoni eller mangel på en medrivende fortællerevne, men den underkaster sig alligevel umiddelbare klichéer, der gør sig underligt i en overvejende original produktion som denne. De åbenlyse klichéer kamuflerer sig til gengæld godt i en lavbudget filmproduktion som denne, alt i mens skuespillet er også noget, der er med til at underbygge klichéerne i sådan en grad, at de aldrig bliver for anmassende.

Der er meget nyt talent med i ’Moonlight’ og disse ”amatører i branchen” kan give filmen autenticitet, mens det også kan gå den modsatte vej, da deres talent måske ikke tåler at blive hævet op samme højde som toppen af Hollywoods aktører. De to skuespillere der spiller Chiron, henholdsvis som barn og teenager, er begge en lille anelse for indebrændte og asociale til virkelig at skinne igennem. På mange måder, så kalder deres karakter for netop dette, men der er forskel på subtilt og inhabilt skuespil; og disse karakterer fremstår kedelige og uinteressante, i deres forsøg på at virke frustrerede og psykisk udfordrede. Hvis det er bevidst fra instruktørens side af, så kan jeg kun sige, at det virker som den ”lette vej frem”, hvor Chiron jo skal fremstå som det her stille og ensomme individ. Indrømmet, Ashton Sanders, som spiller Chiron i teenageårene, viser dog alligevel hvad han kan, i et par enkelte gode scener – blandt andet da hans seksualitet og aggressivitet udfolder sig, i to meget forskellige, følelsesmæssige scener.

Men efter min mening, så er det den indebrændte personlighed bag det maskuline muskelbundt, i Chirons voksne alder, spillet af Trevante Rhodes, som virkelig er værd at fremhæve. For det første, så er karakteren en hel del mere kompleks, idet den bygger på hans fortid, negativ som positiv, hvilket både skaber vægt og vender filmen mod en ny men lettere forudsigelig retning. Rhodes formår at fange en indre, indeklemt konflikt og fremføre den yderst troværdigt, hvor både en hård og følsom side af karakteren skinner igennem, men uden det kræver den store omstilling – hverken fra hans eller vores side af. Hans person er naturlig skrøbelig, men hans facade er fortsat overbevisende. Der er en scene, med en telefonsamtale, som viser alt hvad der er værd at vide om Rhodes’ skuespil, som ydermere fortsætter igennem tredje akt, hvor Chiron og Kevin, suverænt spillet af André Holland, tilsammen rammer den mest rå og realistiske tone i filmen og dens tema.

moonlightthumb2-1600x900-c-default

På rollelisten finder vi også Mahershala Ali, Chirons faderrolle i filmen, som virkelig leverer en overbevisende præstation. Han spiller den sympatiske pusher, Juan, og fanger for alvor en troværdig side af samfundets højerestående lavklasse og er faktisk en meget kompliceret karakter, som bliver yderligere forstærket af hans fascinerende skuespil. Især scenen ved spisebordet mellem Juan og Chiron, her spillet af drengen Alex R. Hibbert, er et højdepunkt i filmen. At være vidne til Chiron, der langsomt indser sandheden omkring ham udfolde sig, alt i mens han kæmper med en indre konflikt i både frustration og forvirring, over noget han ikke helt forstår, er hjerteskærende at overvære. Denne følelse bliver kun stærkere, grundet Juans emotionelle reaktion kombineret med Mahershala Alis eminente skuespil.

Juans kone, spillet af Janelle Monáe, giver også en fin præstation, som desværre forsvinder lidt i en tåge af tidlige, bekendte erindringer, som stammer fra film, der også besidder denne moderlige og kærlige karakter, som er blevet lidt af en kliché og en klassisk kontrast til den mere direkte Juan. Chirons mor, spillet af Naomie Harris, er heller ikke en original karakter, men takket værd Harris’ fantastiske skuespil, så gør hun alligevel karakteren til sin egen. At overvære hvordan hun overgiver sig til et forfærdeligt misbrug og mister grebet om sin søns opdragelse er fabelagtigt fremført af Naomie Harris.

Visuelt

Filmen har et par nævneværdige scener, med et interessant brug af konstante farver, alt i mens der også arbejdes flot og effektivt med skygger og naturligt lys; men ellers synes jeg ikke, at ’Moonlight’ brillerer på dette punkt. Det er selvfølgelig subtilt og sofistikeret det hele, hvilket det også skal være, men jeg havde alligevel håbet på mere.

Musik og lydbillede

En pompøs blanding af poppet hip-hop og klassisk musik, som også lige har fået lidt kærlig behandling i computermaskinens mixerpult, giver filmen en helt særlig atmosfære, der formår at fange filmens temaer og budskaber igennem musikken. Det er ikke ekstremt fremtrædende hele vejen igennem, men når det er der, så føles det komplet og helt unikt.

primary_moonlight-Screenshot_2016-08-01_17.40.18_rgb

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Moonlight Anders Bjerg

Moonlight - premiere den 9. februar 2017

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: 'Moonlight' er en vigtig film, men den mangler vægt og originalitet. Den har en masse interessante idéer og den er fint skruet sammen, der er bare ikke meget nyt og fantastisk at komme efter...

4


User Rating: 0 (0 votes)

Tags: , , , , , , ,


About the Author

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑