thriller

Skrevet den 13 september, 2017 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Mother!

En ung kvindes afsondrede liv med sin mand i deres fjerntliggende hjem bliver pludselig forandret af et gådefuldt par, der ankommer ud af det blå og med en håndfuld betænkelige hemmeligheder i baggagen.

Historie

Instruktør, Darren Aronosky, genopstår fra asken af en glødende og gådefuld filmproduktion, lavet i al hemmelighed bag ryggen på både publikum og pressen. Med kunststykket ’Mother!’ tager Aronofsky os tilbage til begyndelsen, hvor instruktørens særprægede autoritet atter får retten til at rive Hollywoods anselige og anmassende skillevægge ned, for endelig at opstå på ny, uden pres fra studier eller store forventninger fra publikum.

Vi har nemlig absolut ingen anelse, om hvad der kommer til at ske, når Aronofsky præsenterer sit nyeste produkt, der tårner sig op – som en filmisk Fønix fyldt med fandenivoldskhed – fra tidligere forvrængede tidsbilleder som ’Noah’ og skaber i stedet noget nyt, forfriskende og anderledes, som aldrig helt er set før; selvom inspirationskilder som fx ‘Rosemary’s Baby’ og ‘Repulsion’ er tydelige…

Vi har oplevet elementer af historien tidligere, da Aronofsky smider alverdens filmiske, satiriske, bibelske og biografiske brudstykker ned i en blender, for derefter at flå det hele i stykker for øjnene af publikum, i den mest sindssyge, syrede og sindsforvirrede produktion jeg har set længe – en komplet vanvittig og psykotisk ”personlighedsspaltning” af en film, der er lavet med så meget ivrig indlevelse fra instruktørens side af, at al udeblivelse af ligefrem logik og finpudsede forklaringer er fuldkommen ligegyldige. Aronofskys syvende film tager publikum til den syvende himmel, for derefter at lade dem styrtdykke direkte ned mod helvede på jord.

Darren Aronofskys ’mother!’ er en kaotisk men krystalklar vision, der skubber til grænserne for kreativitet, filmproduktion og ikke mindst publikums egne grænser.  En guddommelig, to-timer-lang tur gennem helvede – komplet uden hæmninger – hvor din hjerne konstant udfordres af en kaskade af ustyrlige kontraster og koncepter, der fremhersker hurtigere, end du kan nå at finde hoved og hale i det hele. Jeg vil mene, at den røde tråd er til stede, men den er spændt ud langt oppe over hovederne på publikum, hvor Aronofsky fortsætter med at hænge tungere metaforer og stærkere symbolisme, der til sidst truer med at få den tynde tråd til at knække over fra vægten af den gennemsyrede galskab, som ’mother!’ er fyldt til randen med.

Filmen opleves bedst som et stimulerende og tankevækkende sanseindtryk, der sætter kroppen på overarbejde, i en film, som stærkt afspejler den sprudlende auteur, som Darren Aronofsky endnu engang beviser han er.  Han udfordrer filmediet og dens faste rammer og skaber et mareridtsagtigt billeddigt, hvor lys, lyd og skuespil får frit spil… et djævelsk fabrikeret drømmescenarie, der fungerer som en udvidet apokalyptisk anekdote, hvor det hele handler om at være midt i nuet, midt i al kaosset, mens man kæmper for at få et fast greb om Aronofskys gakkede virkelighedssyn…

Filmen er præcis ligeså fejlfyldt, som den er fejlfri, hvis det overhoved giver mening, og det er netop dette, der giver filmen en efterspurgt energi, jeg glædeligt tager imod med åbne arme – også selvom Aronofsky hugger begge mine arme af i processen og forhindrer mig i at komme helt tæt på hans nyeste, mest skrøbelige og mest upolerede værk hidtil…

Skuespil

Konceptet om at kreere en kunstfilm kommer ofte ud af rendyrket, subjektiv ”skaberlyst”. En form for kunstnerisk ”legeplads”, hvor tankerne og idéerne for frit slag, hvilket ofte resulterer i noget, der er komplet anderledes, end det vi kender til. Derfor er det ikke altid ideelt, at caste verdenskendte ansigter i dit lille ”kunstprojekt”, men i Aronofskys ’mother!’ ses både Oscar-vinder Javier Bardem og Oscar-vinder Jennifer Lawrence i de to bærende hovedroller – er dette mon skuespillere, som kun kan arbejde i stjernestøv og ikke i ”rigtig støv”?

Men heldigvis, både Javier Bardem og Jennifer Lawrence leverer kraftpræstationer i Darren Aronofskys mesterstykke. De griber karakterernes mest håndgribelige træk og leverer naturlige og virkelighedsnære præstationer, der ligger langt væk fra den glamourøse realitet. Begge skuespillere er inderligt, emotionelt drevede – og ikke mindst ekstrem professionelle – i deres portrættering, men alligevel er der en nedtonet tyngde, der holder dem jordnære og oprigtige hele vejen igennem.

Det samme kan siges om filmens mange andre kendte ansigter, som jeg ærlig talt ikke ønsker at nævne, da jeg selv blev overrasket over et par stykker… Men uanset ansigtet på skærmen, så er det alle præstationer leveret med nøje præcision, der virker nærmest (over)naturlig let for skuespillerne.

Visuelt

Filmen finder faktisk kun sted på én location, men fordi atmosfæren emmer af karakter og gennemført håndværk, så føles ’mother!’ altid forfriskende, hver eneste gang man vender omkring et hjørne i det store, gamle hus. I perfekt symfoni med filmens stil og symbolisme, ånder huset næsten op med eget åndedrag – og dette i endnu højere grad – takket være filmfotograf Matthew Libatique og Darren Aronofskys flydende kameraføring. Filmen er skudt på god, gammeldags, ”lavbudget” 16 mm film, som virkelig giver filmen denne rendyrkede og rå realisme, som rammer så fandens perfekt!

(Musik) og lydbillede

Dette er et seks-stjerners lydbillede, men ’mother!’ har faktisk intet soundtrack overhoved… Så hvordan kan det lade sig gøre? Darren Aronofsky lader filmen opbygge sin egen stemning undervejs, igennem visuelle indtryk, der ikke kunstigt forstærker vores sanseindtryk med noget der egentlig slet ikke er til stede. Alle filmens sanseindtryk kommer, fra det vi kan se og høre, og filmen indeholder masser af knirkende, rungende, rystende og larmende toner, der ligesom det visuelle, er en karakter i sig selv.

Filmen indeholder desuden et af de mest imponerende multikanals-lydspor jeg har oplevet i nyere tid, hvor det visuelle billede arbejder i perfekt synkroni med lydbilledet, alt imens vi bevæger os rundt i det store, intimiderende hus, hvor lyden perfekt følger filmens univers til punkt og prikke. Det tager virkelig oplevelsen til et helt andet niveau, der giver ’mother!’ et fucking højt nøk opad og gør filmen endnu mere ubehagelig end tidligere…

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Mother! Anders Bjerg

mother! - premiere den 14. september 2017

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Darren Aronofskys ’mother!’ er dén type film, hvor der er folk, som vil give den fuldt hus… der er folk, som intet vil fatte og give den bundkarakter… og der er folk, der vil forlade biografen undervejs samt feje filmen væk, som en kolossal, kunstnerisk kompot af lort. Men det er nøjagtig denne universelle splittelse, som beviser, mere end noget andet, at Aronofsky har skabt et mesterstykke, der er helt sit eget – en film der søger et bredt publikum, vil også ramme bredt, men ikke nøjagtigt, mens en film, der søger sig selv før sit publikum, vil ramme mindre bredt, men langt mere nøjagtigt… mainstream film vil ALDRIG kunne opnå samme højder, som en kunstnerisk produktion, når den altså endelig rammer plet – og det gjorde Aronofskys ’mother!’ for mit vedkommende… dette bliver derfor mit første ”fulde hus”, hele vejen rundt, hos Filmpuls.  Tak for oplevelsen, Aronofsky.

6


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑