drama Filmanmeldelse af 'Mr. Turner' på filmpuls.dk!

Published on 26 December, 2014 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Mr. Turner

”Hvem i al verden er Joseph Mallord William Turner? En kunstner siger du? Jamen hvorfor så ikke bare lave en film om Pablo Picasso eller Leonardo De Vinci?”

Sagen er den, at britiske Mr. Turner var en enestående og talentfuld kunstner, der desværre fik skabt sig en unødig strøm af negativitet og fortvivlelse i sin tid, i forbindelse med sine kontroversielle og atypiske metoder og værker. Siden da, har han dog fået den noble respekt han fortjener, specielt som historisk mindepunkt i form af ”maleren der løftede kunsten i at gengive landskaber”.

Instruktør Mike Leigh har i relation til dette afmalet sin egen tiltrængte dedikation til et projekt af denne forholdsvis omfattende kaliber; en helt igennem unik chance for at studere og undersøge kunstneren Mr. Turner som det dødelige og fejlbehæftede menneske han var, der i kontrasten også var i stand til, at kreere episke og åndelige værker der sømløst destillerede den verden vi lever i.

Filmanmeldelse af 'Mr. Turner' på filmpuls.dk!

Historie

Filmen handler om den britiske kunstmaler J.M.W. Turner (Timothy Spall) og de sidste 25 år af hans liv som henholdsvis skurken og helten i maleriets store ustabile himmelrum. Vi følger Mr. Turner gennem penselstrøg og penselstrid, alt imens han rejser til hjemlandets allersmukkeste og mest inspirerende områder – rejser, der ikke kun beånder hans artistiske side, men også hans humanistiske. Hans hjerte slår ubetvivleligt for kunsten, men undervejs støder Mr. Turner på andre kvaliteter der også taler til den ivrige kunstners hjerte. Men såfremt den stædige kunstner finder den eneste ene i sit liv, så er det langt mere vigtigt, om det britiske folk nogensinde erkender det enestående i ham. Men er Mr. Turner mon en sand kunster, eller en kunstnerisk bedrager?

Med ’Mr. Turner’ skubber Mike Leigh sit publikum dybt ind i portrættet af en misforstået og kontroversiel kunstner, der må kæmpe en kamp for at blive anderkendt for sine kvaliteter som maler og som menneske. Men det er langt fra et nemt mål at opnå, for bag kunstnerens genkendelige sløve karaktertræk og ordfattige modsvar, ligger der en stor portion godt gemte følelser, der længtes efter at få den rette vejledning. Ind i mellem får vi disse mørke sider at se, og det resulterer i en konstant karakterudvikling der aldrig svigter i at tage overraskende og interessante drejninger. For selvom forgrundens former og farver i et maleri ofte er en fryd for øjet, så er det i langt højere grad de mere skjulte personlige og defekte karaktertræk, der hiver maleriet op på et langt højere plan – hvilket præcis er tilfældet med denne films fokus.

Filmanmeldelse af 'Mr. Turner' på filmpuls.dk!

Det er nemlig i høj grad et ufuldkommen udklip af manden bag penslen, nøje placeret i 1800-tallets britiske landskabsskønheder. Historien i filmen er ikke konstrueret efter den klassiske fortællerskabelon, med nøje udvalgte og afkortede periodeklip fra de største og vigtigste højdepunkter i Mr. Turners liv. I stedet kan man som publikum mærke en mere naturlig og lettere tilfældig tilgang til historien, hvor essensen i denne biografiske fortælling i stedet fokuserer på at fange den atmosfæriske kraft, som nævnte periodiske livsbilleder har evnen til. Det fungerer ikke altid, men det skaber et interessant fokus for filmen, hvori Mr. Turner dominerer og derfor styrer det centrale i fortællingen. Historien opretholdes ydermere af filmens dialogiske ”tids-miks” bestående af gamle vendinger og nye udspil, der tilsammen giver en legesyg og nuancerede balance til ’Mr. Turner’.

Det er ikke rigtig vigtigt at finde ud af, om han nogensinde vinder det britiske folk over, eller om filmen mon tager en tragisk dramatisk vending for at skabe lynhurtig medlidenhed. Vi følger Mr. Turner som det menneske han nu var, og skaber vores egne tanker og idéer undervejs. Får han nogensinde styr på sine familieproblemer, går kunstens konstantudvikling ham nogensinde forbi, og er han egentlig en utrolig ynkelig eller yndefuld person? Det er simpelthen bare med at sætte sig  til rette i biografsædet, så man både kan opleve og reflektere over Mr. Turner som menneske, som maler, og som medieværk.

Skuespil

Hvis man i overstående afsnit blev efterladt i en lettere grublende tilstand over det faktum, at filmens historie faktisk fungerer uden at være hverken lineær og ligetil, så er følgende udsagn én af de vigtigste grunde til hvorfor. ’Mr. Turner’ er mest af alt en storslået skuespiller assemblé, ikke nødvendigvis bestående af A-listens højest placerede navne, men nærmere præstationer der er den kategori værd. Alle giver filmen det bedste de har lært, hvad end det kræver vilde eller subtile fagter og funderinger, og det er hamrende svært at sætte en finger på ”synderen” i filmen, for der er virkelig ingen.

Filmanmeldelse af 'Mr. Turner' på filmpuls.dk!

Lad os få det af vejen med det samme, Timothy Spalls sofistikerede kraftpræstation i rollen som Mr. Turner er en karrierehøj milepæl for skuespilleren. En mand fuld af få ytringer og tilbageholdte følelser, hvor selv et grynt eller en knurren kan rumme samme udpenslende diversitet som en synonymordbog. Spall tildeler sin karakter en helt unik vinkling, der hverken er firkantet, rektangulær eller på nogen måde passer inden for skuespillets uskrevne rammer. Det er det eftersøgte gyldne snit inden for skuespil, hvor der i midtpunktet mellem over- og underspil skabes det perfekte arbejdsrum. Timothy Spall er som født til rollen som Mr. Turner.

Selvom fokuspunktet ligger i hænderne på titelkarakteren, så er de omkringliggende præstationer mindst lige så vigtige og velfungerende. Marion Bailey som Mrs. Booth er et vidunderligt selskab filmen igennem, idet hun bare oser af liv og hjertevarm personlighed, hvad end hun befinder sig hvor livet behandler hende bedst eller værst. Joshua McGuire giver en overraskende kontrolleret præstation, hvori en karakter af uudholdelig og dumsmart modalitet, trykt kan placeres i kategorien ”charmerende og irriterende” – en kategori der involverer to gloser sjældent hørt i samme sætning, men som næsten forenes under McGuires imponerende kontrol.

Visuelt

’Mr. Turner’ er som et levende maleri fra start til slut. Et visuelt vidunder, hvori den moderne filmproduktions digitalisering stiller skarpt på en mere klassisk fortælling, og kommer ud på den anden side som en ren succes. Instruktør og fotograf har i fællesskab besluttet, at fordelene ved digital filmfremstilling besidder det ønskede anlæg til, at tage godt fat om filmens liv og farver og nærmest løfte dem op fra lærredet. Hver en scene er som et maleri, i ret bogstavelig forstand, hvor instruktøren udnytter vindueskarme og døråbninger filmen igennem, for at give publikum fornemmelsen af at kigge direkte ind gennem indrammede kunstværker – og det virker forbilledligt!

Filmanmeldelse af 'Mr. Turner' på filmpuls.dk!

Et billede siger mere end tusind ord; filmen er optaget med 24 billeder i sekundet; og filmens varighed topper de 150 minutter – altså står vi tilbage med mere end 9.000 enkeltstående illustrationer, der tilsammen har skabt dette års måske smukkeste film. Så hvis filmen i sig selv ikke skulle være din kop te, så kan du altid lade dig imponere af de fantastiske og farvefyldte billeder.

Musik og lydbillede

Filmens lydbillede kommer knap så vidt omkring som det visuelle, men her er det til gengæld enkeltheden der sejr. Filmens talentfulde komponist, Gary Yershon, har trådt i dristigere retninger med ’Mr. Turners’ musikalske toner, og har hverken marcheret målbevidst mod det lykkelige eller det tragiske. I stedet er der blevet leget med idéen om et simplere soundtrack, der kan skabe stemningsprægede undertoner til at illustrere alle filmens toneskift. Musikken er nærmest som en afventende tone af mystik, der hentyder til både det idylliske såvel som det fortabte. Personligt savnede jeg dog stadig bare en lille smule mere variation, men man må trods alt tage hatten af for den modige og vellykkede udførsel af noget, der ligeså godt kunne have været et stort og iøjefaldende penselstrøg for meget…

Filmanmeldelse af 'Mr. Turner' på filmpuls.dk!

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Mr. Turner Anders Bjerg

Mr. Turner - premiere den 1. januar 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: Mike Leigh har skabt et ubeskåret livsportræt af en sand men misforstået kunstner; og med ”ubeskåret” følger mange glæder, men opbygningen og længden er ikke én af dem. Havde historien været mere fokuseret og varigheden landet på noget omkring en halv time kortere, så var vi hverken gået glip af flotte billeder, flotte præstationer, eller en respektfuld film om J.M.W. Turner. Når det så er sagt, så skal man ikke snyde sig selv for denne oplevelse, da dette pragtfulde kunstværk i sig selv kun er en enkelt spytklats længde fra at være perfekt.

5


User Rating: 0 (0 votes)

Tags: , , , , , , ,


About the Author

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑