drama Nymphomaniac - Director's Cut på filmpuls.dk

Published on 9 September, 2014 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Nymphomaniac – Director’s Cut

Tilbage i år 2013, var den danske biografbefolkning vidne til noget så fantastisk upassende, så afskrækkende imødekommende og ikke mindst så enormt ubehageligt fascinerende – Lars von Triers episke erotiske odyssé med den forbandede fængende titel: ’Nymphomaniac’. Det modige og interesserede publikum blev hevet hastigt igennem fire stive timer, i selskab med lidt mere end fire stive lemmer, som til sidste endte med en flot fælles rejsning, i form af et langvarigt stående bifald – navnlig fra fans og fra diverse kritikere. Filmen var en sand Trier-typisk provokation af episke proportioner, der måske endda kunne bære titlen som Triers største og bedste film til dato?

Uanset hvad man syntes, så efterlod filmen i hvert fald sit publikum både overrasket og overvældet, og med en følelse af at visse grænser, i løbet af filmen, bestemt var blevet rykket lidt rundt med. Men det er jo præcis dét som en Trier film kan og skal gøre, og man kan fristes til at sige, at det nyeste skud sidder lige i øjet! Men hvad nu hvis man ryster benægtende på hovedet i lige netop dette øjeblik? Så må du spørge dig selv, om du befinder dig i følgende lettere utilfredse kategori af mennesker – ”Den der Nymphomaniac var da egentlig meget god, men synes du ikke også, at den manglede lidt flere detaljerede penetrationer og erigerede penisser?” For hvis dette er tilfældet så kan jeg glædelig meddele, at Lars von Triers fortrukne fulde 5½ timers lange director’s cut af ’Nymphomaniac’ er klar til at ryste dine psykiske sanser synder og sammen!

Historie

Filmen handler om den 50-årige kvinde Joe (Charlotte Gainsbourg), der bliver fundet fuldstændig gennembanket i en mørk og menneskeforladt gyde, af den ældre ungkarl ved navn Seligman (Stellan Skarsgård). Han bringer hjælpsomt den forslåede Joe med sig hjem og sørger venligt, om end lidt diskret, for diverse forplejninger og en varm seng at ligge i. Seligman har svært ved at skrabe brikkerne sammen til, hvordan Joe dog er havnet i sådan en forfærdelig situation, og spørger derfor nysgerrigt ind til hendes liv. Historien er hverken kort eller ukompliceret, men Seligman lytter intenst mens Joe fortæller sin vilde og destruerende rejse, som selvdiagnoseret nymfoman. Der bliver hverken sparet på de saftige detaljer eller unikke tilgange til de forskellige livspassager hun har gennemlevet, og den høflige Seligman forsøger desperat at byde ind med kreative og ofte overanalyserede referencer fra det liv han selv kender og lever. Joes oplevelser ligger nemlig langt fra normalens hverdagskost, og i Lars von Triers ’Director’s Cut’ dykker vi endnu dybere ned i Joes nyfundne selvhad og fortidige ustoppelige sexlyst.

Nymphomaniac - Director's Cut. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Nu er tiden kommet. Endelig kan publikum opleve det berygtede massekontroversielle værk, i sin subjektive form, nu hvor instruktørens fortrukne uklippede udgave kan opleves eksklusivt i udvalgte danske biografer. Hele halvanden times ekstra optagelser er nu at finde undervejs i Triers eksplicitte magnum opus – men er det blot flere blottede kønsdele og synlige penetrationer vi spises af med, eller er der også nok historieudviklende materiale til at skabe en nødvendighed i det her halvdagsmaraton?

Svaret er både ja og nej. Det er hammerærgerligt, dog stadig fuldt ud forståeligt, at man var tvunget til at klippe Triers 5½-times lange film ned til noget, der gjorde den lettere at overvære for det generelle publikum og ikke mindst nemmere at distribuere til det internationale publikum. Men fordi vi har oplevet den kortere version først, der i øvrigt fokuserede mest på at “omskære” filmen der hvor kønsdelene var tydeligst, så er den fulde version langt fra tiltænkt som en helt ny vinkel på historien vi allerede kender. Visse forlængede filmudgaver har helt nye visioner i tankerne når der skal sendes andre udgaver ud, men Lars var hverken indblandet i 4-timers versionen ej heller var den godkendt af ham. Derfor kan det være svært ikke at se enkelte scener og passager som værende unødvendig fyld – selvom filmen jo egentlig var vidne til det total modsatte – nemlig unødvendige klip. Så hvilken version der fortrækkes er fuldstændig op til den enkelte, da begge stadig er omtrent i den samme kategori. Spørgsmålet er nærmere op til den enkeltes præference og psyke: kan man klare halvanden time mere, og kan man modstå de mange eksplicitte billeder, så er det simpelthen bare at gribe efter Triers ultimative nymfomaniske symfoni!

Nymphomaniac - Director's Cut. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Men for at give et klarere billede af den beskidte affære, må der hellere dykkes lidt dybere ned i de tydeligere detaljer og plotmæssige ændringer, som det ekstensive ’Director’s Cut’ indeholder. Lad os først få følgende af vejen – mængden af grænseoverskridende sexscener og vulgære ubehageligheder overskrider indiskutabelt Triers sædvanelige provokationsskala med flere længder. Her refereres hovedsageligt til den forlængede version, hvor der ikke er sparet på de mange ”penetrative udfoldelser”. Men det skal også nævnes, at disse scener primært gør sig i distancerede klip eller korte close-ups. Men igen, så er det svært ikke at se det som en smule unødvendigt, når man allerede kender til den mildere version af det selvsamme klip.

Med hensyn til ubehagelighederne, så er det er tydeligt at Trier insisterer på at ryste og chokere sit publikum, inden tunge og tabuprægede emner, som eksempelvis abort og pædofili, tages op. Men det kunne godt ønskes, at Trier fandt en mere kreativ og smart måde at væve disse temaer og diskussioner ind i filmen på, i stedet for bare at klaske det op. Naturligvis er det oftest klart hvad han vil frem med, selv i forbindelse med de slemmeste af scenerne, men alligevel drukner budskabet lidt i al den frastødende overflødighed. Bevares, billederne taler for sig selv og metoden er fandens effektiv, men det bliver for meget i længden når der er så mange store foruroligende emner i løbet af de fem og en halv time. Ønsket eller ej, så er det altså ”fem og en halv times visuel totur” for meget.

Nymphomaniac - Director's Cut anmeldelse

Men det er dog langt fra hele filmen der er så urovækkende i sine billeder, der er også rigeligt af det poetiske legesyge referenceræs, som den kære Seligman prædiker løs med. Det er tilmed en virkelig original og sjov måde at flette en historie som denne sammen på, da de mange letpåklædte sceneseancer vægtes flot og velfungerende op af den tunge poesi. Både når det er intelligent fakta og intelligent pladder, så er det på én og samme måde fascinerende. Desværre så er filmens længde igen lidt i vejen her, og trods nogle gode nye diskussioner så bliver dét, der førhen var interessant og spændende, bare lidt trættende og anstrengende i længden. Så efter min mening var den kortere version langt stærkere og mere stabil dog med visse mangler, som i den grad blev udfyldt og mere til, i den længere version. Så selvom anden del af ’Nymphomaniac’ oprindeligt føltes lidt for ujævn og ufærdig i sin facon, så er det overordnet set også sjældent, at den forlængede version på hele 330 minutter er hele den lange rejse værd (om igen).

Skuespil

Endnu engang har Trier samlet en imponerende buket af fremragende og talentfulde skuespillere, der i øvrigt varierer i deres nationalitet samt i længden af deres respektive scener. Alle større roller gør et fantastisk job – både de nye ansigter og de gamle kendinge. Charlotte Gainsbourg er også tilbage for tredje gang i træk i en Trier-film og leverer en stærk præstation, dog af noget vi har set fra hende før. Der er til gengæld lidt mere arbejdsrum i ’Nymphomaniac’ og hun formår alligevel at vise nye sider af sig selv i løbet af filmen. Et andet tilbagevendende ansigt er Trier-favoritten Stellan Skarsgård, som spiller den flinke og dybt poetiske Seligman. Et perfekt castingvalg til en rolle der virkelig kræver en vis form for ynkelighed fra hans side af, og samtidig den helt rette mængde medfølelse fra publikum.

Men for mig, er det er især de mindre roller som er værd at fremhæve som de mest mindeværdige. Især Uma Thurman stjæler (igen) showet som den sarkastisk sårede Mrs. H, i kapitlet af samme navn. Christian Slater har været vidne til både ris og ros for hans rolle som Joes far, og selvom det sort-hvide kaptitel centreret om sygdommen faren gennemlever stadig virker lidt malplaceret og taktløst, så er Slaters præstation én af de bedre fra hans side af.

'Nympomaniac - Director's Cut' på filmpuls.dk

Visuelt

Den tredje og sidste del af Triers infamøse ’Depressions Trilogi’ er virkelig en vidtfavnende omgang visuelle lækkerier. Også billedsiden besidder nemlig et utrolig bredt spektrum, og formår at komme godt rundt i både naturligt belyste scener og teknologiske frække finurligheder. Trier og hans fotograf er i topform her og alt føles passende til filmens atmosfære og skiftende tone – både med hensyn til en flot visuel afdæmpet stil og de mere kunstneriske og bevidst-uskarpe billeder.

Trier har tydeligvis store ambitioner om at levere et fuldent værk til sit publikum, da alle filmens elementer lader til at befamle hvad som helst der findes i de fristende rækkevidder; om end det er lys, farver, former eller billedmanipulationer så får den fuld skrue. Der er en tydelig udvikling i instruktørens filmiske stil, mens der også er masser af referencer til det forrige – præcis som det var tilfældet med de historiemæssige aspekter, og det er en fornøjelse at se på.

Musik og lydbillede

Musik er ikke et dominerende aspekt af ’Nymphomaniac’ og det er heller ikke tilfældet med det fulde Director’s Cut. Til gengæld er alle musikalske indslag nøje udvalgt, og alt fra den hårdtslående åbningssang af Rammstein til de mere poetiske toner af J.S. Bach fungerer perfekt. Det er en fræk blanding til en fræk film, og det er heller ikke første gang at Trier har leget med klassiske komponisters allerfineste arbejde. Både i åbningsscenen til henholdsvis Antichrist og Melancholia, blev klassisk musik flittigt brugt som kompagnon til den hastighedsnedsatte billedpoesi. Førstnævnte musikstykke bliver endda genbrugt som en lille reference til instruktørens egen film og dennes scene.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Nymphomaniac – Director’s Cut Anders Bjerg

Nymphomaniac: Director’s Cut - gallapremiere den 10. september 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: Lars von Triers forlængede ’Nymphomaniac – Director’s Cut’ er mere af det samme, men dobbelt op på penetrationer og med endnu flere detaljerede ubehageligheder. Enkelte scener er endda så eksplicitte og ekspansive, at man næsten føler sig passivt seksuelt overgrebet, når nogle af filmens mest hungrende billeder dominerer lærredet. Trier elsker at provokere sit publikum, og hvis man kan holde til den visuelle voldtægt gennem 5½ timer fyldt med ironiske og erotiske kombinationer, både på godt og ondt, jamen så skal man da ikke snydes for oplevelsen. En film der er døbt ’Nymphomaniac’ og skabt af Lars von Trier forventes vel heller ikke at være nogen rolig affære, tværtimod. Den kortere version føles trods alt stadig strammere skruet sammen, selvom der er gode tilføjelser i instruktørens fortrukne version. ’Nymphomaniac’ kort eller lang, føles dog som Triers ultimative værk – eller i hvert fald hans ambitiøse forsøg på at lave sådan ét.

4.5


User Rating: 4.6 (1 votes)

Tags: , , , ,


About the Author

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑