Filmanmeldelse: Painless

En okay gyser der tager udgangspunkt i Spaniens smertefulde fortid, som væves sammen med en nutidig fortælling om en mands søgen efter svar.

Filmen er Juan Carlos Medinas spillefilmdebut, og manuskriptet er skrevet af Medina i samarbejde med Luiso Berdejo, som jo var et af genierne bag den spanske gyserperle [REC].

Historie

Vi starter i begyndelsen af 1930erne i en lille catalansk by, hvor nogle forældre gør den gruopvækkende opdagelse, at deres børn ikke er i stand til at føle smerte. Børnene bliver derfor spærret inde på et sindssyg hospital med den begrundelse, at de så ikke er til fare for sig selv eller deres omgivelser.
Den anden fortælling foregår i nutidens Spanien, hvor nervekirurgen David Mitchell (Àlex Brendemühl) kører galt i sin bil med sin gravide kæreste. Da han vågner, får han at vide, at han lider af  meget aggressiv lymfekræft. Hans eneste chance for overlevelse, er at bede sine forældre om en knoglemarvstransplantation. Men det er lettere sagt end gjort, og Davids søgen efter svar kræver, at han finder ud af, hvad der i sin tid skete på det sindssyg hospital.

‘Painless’ minder om Guillermo Del Toro’s ’Pans Labyrint’ og især ’The Devil’s Backbone’, som begge har det til fælles med ’Painless’, at de trækker på den Spanske Borgerkrig og hvor børn spiller en stor rolle. Men Del Toro formår at skabe mere dybde i hans film, og det er måske her, at det bliver tydeligt, at det er Medinas spillefilmdebut.

Selve det tematiske er ret interessant. Medina udforsker fascismen og efterveerne fra den Spanske borgerkrig med et nutidigt twist, som han dog ikke helt formår at bringe i mål. Jeg må dog indrømme, at jeg heller ikke var kæmpe begejstret for Del Toro’s ‘The Devil’s Backbone’, men hvis du kunne lide den, så vil du også kunne lide denne film.

Der kommer dog nogle gode gys undervejs, og det at børnene ikke kan føle smerter giver også anledning til et par ubehagelige scener. Der hvor selve gyset ligger, er i de menneskelige relationer, og ikke så meget i billige skræmme tricks, der skal få publikum til at springe op af sæderne.

Skuespil

Ud fra den genre vi befinder os i, så kan man ikke altid forlange den store karakterdybde, og det er nok også her filmen kommer lidt til kort. Ikke så meget på grund af skuespillerne, men mere på grund af selve manuskriptet.

David

Àlex Brendemühl gør det vel okay i hans præsentation som David, men der var ikke noget decideret ved ham, som gjorde, at jeg håbede en lykkelig slutning for ham. I starten af filmen får vi måske det bedste indblik i hans karakter, da hans kæreste spørger ham, om han får tid til hende og barnet. Og det spørgsmål ser slet ikke ud til at registrere i hans verden. Han er en travl nervekirurg, og han virker til at være lettere distanceret fra det hele. Og det er ærgerligt, for det gør at jeg som publikum egentlig er ret ligeglad med ham.

Insensibles

Børnene (Ilias Stothart, Mot Stothart, Bruna Montoto og Liah O’Prey) er lyspunkterne i denne film. Jeg synes nogle gange, at børneskuespillere har svært ved at nå den dybde, der skal til rent følelsesmæssigt. Men det var stort set børnenes fortælling og skuespil, som fik mig til at være mere følelsesmæssigt investeret i handlingen – det var også scenerne med børnene, der fik mig til krumme tæer mest. Desværre er det lidt som om, at Medina ikke helt kommer i dybden med børnenes fortælling, inden han flytter historien videre.

Visuelt

Bortset fra et par underlige valg (på et tidspunkt virkede en scene lidt for meget som en bilreklame), så ligger Alejandro Martinez’ visuelle tone meget godt i forhold til stemningen. Der er nogle rigtig flotte og dystre billeder, der understreget hvor isoleret børnene er fra omverdenen. Og samtidig er kulissen og farverne i nutidens fortælling med til at understrege, den distancering David har til omverdenen.

Musik og lydbillede

Svenske Johan Söderkvist er ikke nogen fremmede, når det kommer til at sætte musik sammen til de mere alvorlige film (’Brødre’, ’Hævnen’ og ’Lad den rette komme ind’). Hans musik formår på bedste vis at underbygge den stemning, der syder gennem hele filmen.

Filmen bliver vist i udvalgte biografer fra d. 25. Juli.