gyser 'Pet Sematary' anno 2019

Skrevet den 3 april, 2019 | af Anders Bjerg

1

Filmanmeldelse: Pet Sematary

’Pet Sematary’ er baseret på Stephen Kings roman af samme navn og er anden gang vi besøger dyrekirkegården på film, efter den første filmadaption i 1989. Hvis vi også tæller den mislykkede to’er med fra 1992, så er det faktisk tredje gang at denne idé genoplives og kan genopleves på film… mon tredje gang er lykkens gang?

Historie

I filmen følger vi lægen, Louis, og resten af familien Creed, som inkluderer konen og deres to børn, der alle er flyttet på landet for at få lidt ro på livet. Desværre går det rolige liv ikke helt som planlagt, da den flinke nabo ved siden af introducerer Louis til den nærliggende skovs dybeste hemmeligheder, efter en tragedie rammer familien. Louis vælger at gøre alt hvad han kan, for at skåne familien for sorgen… men det sætter gang i en kædereaktion af ubehagelige konsekvenser.

'Pet Sematary' anno 2019

’Pet Sematary’ udkommer i en æra, hvor det nærmest er blevet til en ære at få lov til at instruere gyserfilm. Der er efterhånden en habil håndfuld gruopvækkende gysere af nyere dato, som alle formår at føre uhyggen ud af sin skal, så den kan sætte sig fast i andre elementer også. Moderne gysere er blevet mere dramatiske og dvæler ikke længere kun i chokeffekter og diverse gimmicks, som desværre var en uheldig udvikling, som genren sad lidt fast i for nogle år tilbage… Der er nemlig kommet nye afhuggede lemmer i suppen, hvilket har resulteret i nogle horrorfilm, der er rørt virkelig godt sammen. Der er bedre historier, større karakterudvikling og visuelle lækkerier. Men selvom ’Pet Sematary’ er en bedre Stephen King adaption end de talrige forsøg vi har fået over tid, så er det som om, at den ikke helt kan måle sig med ”det moderne gys”…

Filmen flasker sig ved at fungere som et let fordøjeligt gys, der ikke breder sig ud over et for stort område, eller prøver at få hele Stephen Kings bog med i en fart. Der tages også nogle friheder i forhold kildematerialet og det kan diskuteres hvor effektivt det egentlig ender med at være – specielt når overraskelsen afsløres i diverse trailers. Men ’Pet Sematary’ pisker dog heller ikke en unødvendig stemning op over sit valg, men lader det fungere naturligt i den fortælling den gerne vil fortælle; og som enkeltstående værk fungerer det hele egentlig meget godt. Der er nogle opfindsomme og effektive visuelle fortællermidler der tages i brug – især under drømmesekvenser, vrangforestillinger og flashbacks – hvilket i særdeleshed fungerer fremragende. Der opbygges en atmosfære og man mærker en ambition under overfladen.

Desværre falder filmen for ofte ned i nogle tomme og trættende gyserklichéer, som den klamrer sig fast til lidt for ofte, og trods flere forsøg, ikke helt kan få genoplivet i sin mest effektive tilstand. Det bliver en lettere sjæleløs affære, der ikke rigtig sætter sig ordentlig til rette i kroppen. Alt for mange jumpscares og et overfladisk handlingsforløb gør, at gysene er for korte og karakterudviklingen for henkastet til at vi tror på, det vi ser, eller kan blive terroriseret af det. Bevares, der er bestemt et par effektive gys at hente i ’Pet Sematary’, men den virkelig vellykkede film forbliver desværre begravet og kommer aldrig rigtig op til overfladen.

'Pet Sematary' anno 2019

Skuespil

Jason Clarke er filmens hovedperson og gør det egentlig rigtig fint. Det er som om, at manuskriptet ikke rigtig har givet hans karakter nok dybde og derfor er det til tider svært at tro helhjertet på den person som Clarke præsenterer for os. Men han spiller en overbevisende familiefar, der bare gerne vil have det hele til at fungerer og vil det bedste for alle medlemmer af familien på samme tid.

John Lithgow er solid som altid og spiller ikke langt fra hvad vi er vant til at se fra ham. Men han er ideel castet og formår både at virke som en hyggeonkel og en underlig gammel mand – præcis som rollen kalder efter. Men filmens stjerne er efter min mening Jeté Laurence i rollen som Ellie. Hun er overbevisende i første halvdel af filmen, men brillere i anden halvdel, hvor den lille søde og uskyldige pige ikke er at se nogen steder. Det er ikke så meget fordi hun giver en kompleks præstation i de enkelte scener, men nærmere at hun viser talent for at portrættere vidt forskellige roller på betagende vis. Jeg var i hvert fald imponeret.

Visuelt

Bestemt en af filmens stærkere punkter, hvor der leges med både klipning, overgange og kameraindstillinger på opfindsom vis. Disse kommer ikke som perler på en snor, men når de er der, så snor atmosfæren sig om halsen på sit publikum og fanger til tider noget ret specielt. Der er desværre langt fra nok af dem, men dem der er der, virker ret mindeværdige. Det er også bare ærgerligt, at scenerne derfor står mere tilbage som efterladt potentiale rettere end ren og skær succes. Men i forhold til historien og formålet med fortællingen, så er den visuelle side både troværdig og total i stil med filmens intentioner.

'Pet Sematary' anno 2019. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk. På billedet ses Jason Clarke og John Lithgow

Musik og lydbillede

Filmens soundtrack er som billedsidens onde tvilling og går hånd i hånd med de visuelle grusomheder. Der er en pulserende og nærmest ritualistisk undertone til stede i musikken og sammen med de omkringliggende komponenter skaber Christopher Young noget gruopvækkende, der passer perfekt til en film med titlen ’Pet Sematary’. Der er noget ”hjemsøgt” over tonerne og en følelse af noget eller nogen der vækkes til live. Når det virker allerbedst, er det aldeles effektivt.

 

Copyright: United International Pictures

Filmanmeldelse: Pet Sematary Anders Bjerg

Pet Sematary - premiere den 4. april 2019

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Pet Sematary’ lægger friske blomster på genindspilningernes grav og finder frem til en stil og vinkel på historien, der ikke helt er som det gamle. Filmen skræmmer uden at efterlade de helt store skrammer på nethinden og der er både plads til skræmmende morbiditeter og forskruet humor i den nye film. Det er ærgerligt, at filmen ikke tror på sine uhyggelige scener lidt mere og tør lade dem vokse og brede sig ud, for hvis der var blevet kælet en kende mere for detaljerne i uhyggen, så var det her et dødsikkert hit. Men med det solide skuespil, den gode atmosfære og et par glimt i øjet her og der, så er der bestemt en lille sprælsk film i vente, hvis man tør besøge ’Pet Sematary’ anno 2019.  

4


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , , ,


Om skribenten

/ Film er en fantastisk udtryksform, som jeg elsker at blive informeret, stimuleret og provokeret af. Der er uendelige muligheder, genre og stilarter gemt i filmmediet og jeg brænder for at finde og opleve hver og en. Film har forskellige udgangspunker, og det er også, hvad jeg er determineret på at bedømme ud fra. En god film er en film, der lykkedes på sine egne præmisser... hvad de så end måtte være.



One Response to Filmanmeldelse: Pet Sematary

  1. Fungerede så godt indtil slutningen der mest af alt lignende noget som der var filmet, redigeret og klasket på to uger inden release. Højdepunkterne var en virkelig ubehagelig (men uudnyttet) udgave af Zelda samt en fremragende præsentation fra Amy Seimetz.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑