"Some prayed for help. Many wished for death" - Sådan introduceres ..." /> Filmanmeldelse: Pompeji - Filmpuls

adventure Pompeji. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Skrevet den 1 maj, 2014 | af Michella Malin Petersen

0

Filmanmeldelse: Pompeji

“Some prayed for help. Many wished for death” – Sådan introduceres Paul W.S Anderson’s historiske actionfilm, og inden længe kan de samme poetiske ord bruges til at beskrive publikum.

Historie

‘Pompeji’ foregår i år 79 e.Kr og omhandler den keltiske slave, barbar, L’oreal model og hestehvisker Milo, der som barn så sin familie blive myrdet af den romerske hær, ledet af den ondskabsfulde Corvus. Sådan en hændelse gør selvfølgelig at Milo bliver en vred (eller rettere, surmulende) ung mand. Han bliver solgt til slavehandleren Graceus og under en rejse til Pompeji møder han Cassia som er datter af Pompeji’s leder Severus og hans kone Aurelia. Hun er på vej hjem efter at have tilbragt et år i Rom, og bliver straks betaget af Milo efter at han vrider halsen om på en lidende hest (sådan starter alle store kærlighedshistorier). Efter ankomsten til Pompeji bliver Milo sendt tilbage i arenaen og inden længe får han kæmpet sig op til at blive byens mest uovervindelige gladiatorer. Der er dog ikke længe til at Corvus gør sin entré i Pompeji. Han er nu Rom’s senator og har fået et godt øje til Cassia. Imellem alt dramaet begynder den nærliggende vulkan at gøre sig klar til at udløse kaos over byens borgere.

‘Pompeji’ er det perfekte eksempel på ekskrementer i guldpapir. Visuelt er filmen en skønhed, med flotte effekter og smukke farver hele vejen rundt. Vi introduceres til historien med en stemningsfuld og enkel åbningssekvens der akkompagneres af Clinton Shorter’s gudesmukke soundtrack mens asken fra resterne af den engang så storslåede by svæver rundt i 3D. Nyd denne scene. For herefter går det voldsomt ned af bakke.

Pompeji. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Det er Paul W.S Anderson der står bag kameraret og han har tidligere stået bag film som ‘Death Race’ og den ringe men yderst populære ‘Resident Evil’ franchise, film der alle bedst kan beskrives som stil over substans. Men hvor en film ‘Death Race’ havde et kæmpe underholdnings faktor og en grundlæggende cool idé bag sig, er ‘Pompeji’ en komplet uinspirerende samling af klichéer. Hvor ‘Resident Evil’ filmene stammer fra materiale der desværre ikke altid er lige nemt at omdanne til film, stammer ‘Pompeji’ fra vores verdenshistorie. Et tragisk men fascinerende historisk begivenhed som man skulle tro ville være perfekt materiale til at skabe en storslået, episk og rørende film som vi har set med værker som ‘Schindler’s Liste’, ‘Spartacus’ og ’Braveheart’. Men ak – Sådan skulle det ikke være.

Jeg vil ikke kun kritisere ‘Pompeji’ for at være historiske ukorrekt. Langt de fleste historiske Hollywood-film, gode eller dårlige, har deres problemer med at få de historiske fakta korrekte, og ofte justeres der lidt for at få plads til noget mere drama, selvom man skulle tro at verdenshistorien var dramatisk nok i forvejen.

Men heldigvis er der så meget andet at kritisere ved ‘Pompeji’.

Det virker som om at Anderson vil have at filmen skal være langt mere end der er tid til på 1 time og 38 minutter. Han forsøger at få ‘Pompeji’ til at være både er en gladiator-film, en katastrofe-film og en kærligheds-historie men ingen af disse elementer får nok tid til at gøre indtryk og derfor ender filmen med at være en vandet blanding af alle tre elementer.

Pompeji. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Manuskriptet er skabt af Lee og Janet Scott Batchler som tidligere sammen har skrevet ‘Batman Forever’ (og allerede her burde alarmklokkerne ringe) og vi har at gøre med en af de mest dovne historier jeg længe har set. Plottet er så hullet at det kunne lege vikar for schweizerost og der er så mange ubesvarede spørgsmål som tyder mere på uopmærksomhed og dovenskab end tvetydighed. Blandt andet bliver det flere gange gjort klart at Pompeji’s indbyggere åbenbart ikke ser sig selv som romere, selvom Pompeji var en del af Rom. Er de godt klar over at de teknisk set er romere?

Og det er bare en af de mange, mange ting vi aldrig får svar på. Der introduceres en klassisk “du dræbte min bror så nu hader jeg dig til verdens ende”-karakter tidligt i filmen og der lægges op til at han vil blive en af filmens antagonister men efter omkring 30 minutters tid og et mildere spark i fjæset ser vi ikke mere til ham. Da to af filmens karakterer senere kæmper mod hinanden i sværd-duel ender den ene med et sværd i maven. Det lykkedes dog ham at få sværdet knækket (spørg ikke hvordan) og han forsøger i sine sidste øjeblikke at presse sin fjendes hånd med det knækkede stump af sværdet op mod hans hals. Og selvom denne herres anden arm tydeligvis er 100% fri lader han den bare dingle uden det store forsøg på at redde sin egen hals for at blive gennemspydet af sit eget sværd. Wow. Det er intet mindre end dovenskab, både fra karakteren og fra manuskriptet.

Filmens finale er både en af de bedste og værste ting ved ‘Pompeji’. Et øjeblik som er smukt at se på og lytte til, en scene som egentlig er en rørende afslutning og nok den bedste scene sammen med åbningssekvensen… Men det er virkelig her man indser hvor lidt investeret man er i filmens karakterer. Selv er jeg en tudeprinsesse når det kommer til film, men slutningen fik mig ikke engang til at fælde en tåre selvom idéen bag den faktisk er ret rørende. Havde denne scene haft mere engagerede skuespillere og velskrevede karakterer bag sig, er jeg sikker på at den kunne få salen oversvømmet i tårer.

Skuespil

Inden jeg kaster mig over filmens cast som lavaet kastede sig over Pomeji (for tidligt?) så skal det lige gøres klart at skuespillerne virkelig ikke har noget at arbejde med. Hver og eneste karakter i filmen er ren pap-maché, stereotypiske karakterer som vi har set i tusind af andre film inden for genren. Der er ikke lagt nogen som helst kræfter i at prøve at skabe nogle mindeværdige eller bare lidt menneskelige karakterer. Dette ses især hos filmens helt, Milo, spillet af Kit Harington. Jeg er en af de få mennesker der ikke har set det store af ’Game Of Thrones’ så jeg kan ikke udtale mig om Harington’s skuespiller evner som Jon Snow i den populære serie, men hvis han er en fremtidig prisvinder så viser han det i hvert fald ikke her. Ikke at han er decideret forfærdelig men han laver aldrig andet end at stirre intenst ud i luften og surmule, og jeg er sikker på at størstedelen af publikum vil være mere fascineret af hans six-pack end hans karisma. Men for at være fair så var førnævnte six-pack vist også den eneste grund til at Milo vandt Cassia’s lille hjerte i filmen. Hvis der var andre grunde, så er de i hvert fald ret subtile.

Pompeji. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Discount-versionen af Angelina Jolie, bedre kendt som Emily Browning (‘Sucker Punch’) er i rollen som Cassia intet andet end et pænt ansigt i flotte kjoler (hun har flere kostumeskift end den gennemsnitlige kvindelige Oscar-vært). Ikke én af hendes replikker var det mindste overbevisende, hendes accent var akavet og jeg er fristet til at sige at hun var filmens værste skuespiller. Hun får dog konkurrence fra en overraskende side, nemlig Kiefer Sutherland (‘24 Timer’) som Corvus, filmens centrale skurkerolle. Ikke nok med at Sutherland ligner sin Jack Bauer-karakter i teaterkostume, men det virker nærmest som om at han prøver at imitere Jeremy Irons i ‘Dungeons & Dragons’ hvilket ikke er noget nogen skuespiller nogensinde burde stræbe efter medmindre de går efter en Razzie, hvilket nok ikke er komplet uopnåeligt for en film som ‘Pompeji’.

Pompeji. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Filmens resterende cast, der består af Carrie Ann-Moss (‘The Matrix’) Jessica Lucas (‘Evil Dead’), Jared Harris (‘Mad Men’) og Adewale Akinnuoye-Agbaje (‘Thor: The Dark World’), er desværre heller ikke noget at skrive hjem om, men ingen af dem er dog decideret ringe. Sidstnævnte nok er højdepunktet i rollen som den hårdkogte gladiator Atticus, hvis sidste scene er så smertefuldt kliché at det er et mirakel at Agbaje kunne udføre den uden at bryde ud i latter.

Visuelt

Jeg ville lyve hvis jeg påstod at jeg er 3D-fan, men jeg har dog haft langt værre oplevelser med gimmicken end jeg havde med ‘Pompeji’. Trods et par undtagelser med slørede baggrundende (et klassisk problem med 3D) så fungerer det faktisk overraskende godt heri, uden at gøre stort brug af de irriterende “kast sværd, pisk, hækkesaks og hest mod skærmen”-sekvenser.

Pompeji. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

‘Pompeji’s centrale destruktions-scene minder om noget klippet fra Roland Emmerich’s ‘2012’, men selvom det er flot at se på, så tilbydes der intet vi ikke har set før og scenen er alt for kort til rigtigt at kunne slå sig løs. Det er veteranen Glen Macpherson der står bag filmens visuelle side og han har arbejdet med Anderson før, blandt andet på ‘De Tre Musketerer’ fra 2011 og hans to sidste film i ‘Resident Evil’ franchisen, film der alle var visuelt interessante som den eneste rigtige fordel, hvilket må være ros til Macpherson.

Jeg kan forestille mig at filmen sikkert vil være en rigtig flot visuel oplevelse når den engang udkommer på Blu-Ray til hjemmebiografen, men ikke nok til at opveje for den haltende historie og de flade karakterer.

Musik og Lydbillede

Og hér har vi filmens centrale styrke og højdepunkt – musikken. Filmens soundtrack er skabt af den canadiske komponist Clinton Shorter der tidligere har stået bag musikken til ‘District 9’ og ‘2 Guns’. Lige fra filmens åbningssekvens bliver vi bombarderet med disse skønne toner og det er en ren fornøjelse. Er lignende musik hørt før i genren? Uden tvivl.

Men det gør det ikke mindre effektivt eller velskabt. Prøv selv at lytte til hvordan storslået latinsk kor-sang introducerer filmen på smukkeste vis;



Mens disse smukke, romantiske toner afslutter en ellers så fejlet film virkelig perfekt;



 

Jeg skammer mig ikke over at indrømme at jeg købte soundtracket med det samme efter at have set filmen – så noget har jeg fået ud af mit ophold i ‘Pompeji’.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Pompeji Michella Malin Petersen

Pompeji - Premiere den 1. Maj 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik

Kort fortalt: Pompeji er en ret ringe film der desværre ikke engang kan kvalificere sig som "so bad, it's good" - trods en flot teknisk side er den bare komplet forglemmelig.

2.5


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , ,


Om skribenten

har et ekstra hjertebank for superhelte, gyser-genren, 80'er film, tragiske dramaer og alt af Christopher Nolan. Taler flydende i film-citater, og ville se en film om tørrende maling hvis Tom Hardy var på rollelisten.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑