adventure

Skrevet den 29 november, 2018 | af Jakob Sørensen

1

Filmanmeldelse: Robin Hood

Legenden/historien om Robin Hood er udødelig. Historien om adelsmanden der bliver lovløs, og som stjæler fra de rige og giver til de fattige, er blevet filmasieret mange gange. Så nu er spørgsmålet, og det er relevant at hive karakteren frem igen fra hylden?

Historien

Efter at have vendt tilbage fra korstoget må den unge adel Robin af Loxley indse, at tingenes tilstand har ændret sig drastisk i hans fravær. Han er blevet erklæret død, hans hjem pantsat, hans forlovede Marian er blevet gift og livet i Nottingham er blevet mere undertrykkende. Sheriffen har nemlig travlt med at samle finansiering sammen til hans krig, og beskatter derfor de fattige som bor i miner uden for byen endnu hårdere. Robin bliver så forfærdet over alt den uretfærdighed, som han og de fattige borgere går i gennem, at kun en løsning er tilfredsstillende… oprør. Sammen med en mauriske kommandant ved navn John, så starter kampen mod korruption og undertrykkelse, og første skridt er at tømme Nottinghams skattekammer. Robin Hood er født!

Efter instruktørens eget udsagn, så er dette ikke bare en ny fortolkning af den klassiske fortælling, nej det er såmænd også en allegori over vores tids politiske tilstande. Okay, så man har simpelthen et budskab. Og efter 1 time og 56 minutter, så kan jeg bekræfte at begge dele fejler, både ny fortolkningen og budskaberne. Man har vel troet, at det at smelte middelalderen sammen med lidt 2018-teknologi og mode, ja det er at ”opfinde” den dybe tallerken. Derudover, så er ’Robin Hood’ generelt bare ikke en særlig skæg film at se, for hvis der er noget som er ramasjang, så det denne karakter. Det er ikke fordi der ikke sker noget, for det gør der konstant, men man keder sig sjovt nok.

Faktisk så vidste skribenten fra filmens første sekund, at han ville have det svært med denne film, hvor en fortællerstemme sammen med en lille strimmel animation (næsten tegnefilm) sætter plottet i gang. Og det med plot, ja det er der ikke blevet brugt mange timer på at koge sammen. Man har borgerne i Nottingham, som en allegori over den rigeste 1% af samfundet, imens de 99% andre bor i beskidte miner udenfor bymurene. Ja, faktisk så er der vidst ingen Sherwood-skov med i filmen. Nej, Robin Hood springer rundt som en byrevolutionær, der spiller sin adel-rolle om dagen. I enden, så er dette et meget ringe fortalt eventyr, der tror den har noget at sige. Det mest komiske er dog til sidst, hvor filmen alvorligt lægger op til en efterfølger, som nok aldrig ser dagens lys…. Håber vi!

Skuespillet

Både Taron Egerton og Jamie Foxx er dygtige skuespillere, men desværre så er manuskriptet alvorligt imod dem hér. De er fanget i en miskmask historie af tydelige politiske allegorier, hvor England er nutidens USA, der er styret af racisme og imperialisme. Dialogerne er meget genbrug fra andre film, og falder ud som intetsigende. Robin Hood er desuden også helten der aldrig kommer til skade, ja han er så heldig og stærk, at han burde være medlem af Marvels Avengers team. Kemien mellem Robin og lady Marian er kort sagt ikke til stede. Ben Mendelsohn ligner en som er træt af at spille skurkeroller, og udfører engang i mellem sine replikker som om, at han var Alan Rickman (ham der spillede sheriffen i 1991 versionen af ’Robin Hood’), men det gør kun karaktereren latterlig og ikke særlig farlig. For en replik som: ”I will make you boil in your own piss”, kan leveres effektivt, hvis man altså hedder Alan Rickman og var med i den gamle version.

Visuelt

Robin Hood’ går til tider hen og bliver en CGI-fest, hvor de computeranimerede pile flyver rundt. Effekterne går fra det acceptable til noget der ligner det er forhastet lavet, eller hvert fald ikke ordentlig. Kamera-crewet har tydeligt forstand på det med skygge og lys, men når klipningen ikke altid er i top, og man bliver udsat for den ene slowmotion sekvens efter den anden, så bliver man hurtigt meget søvnig. Det er klart i denne kategori, at filmen henter sine point. For selvom miljøet med at blende forskellige tidsaldre sammen, for at gøre historien tidsløs, hverken er interessant eller succesfyldt udført, så er der alligevel scener, hvor man må nikke til den visuelle side, især konstruktionen af byen Nottingham.

Musik og lydbillede

Joseph Trapanese er manden bag musikken. Han er en erfaren og dygtig herre, og han prøver da også på at lave et ’Robin Hood’-theme. Desværre er det bare ikke særlig interessant at hører på, lige såvel at musikken ikke har stor kompleksitet. Et soundtrack som det Michael Kamen lavede til ’Robin Hood’ filmen fra 1991, er klart det man kunne havde ønsket sig, men i dag synes filmmusik at være meget mere følelsesbetonet, i stedet for at være med til at fortælle en historie. Lydeffekterne er heller ikke ”top notch” her, der synes at være nogle pile som rammer ved siden af, selvom det ellers var okay.

Copyright: Nordisk Film
Filmanmeldelse: Robin Hood Jakob Sørensen

Robin Hood - Premiere 29. Oktober 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Det kan godt være at ’Robin Hood’ stjæler fra de rige og giver til de fattige, men han stjæler også ens tid. For man vil desperat gerne have sine 116 minutter tilbage igen, da dette vitterligt er en tam og i særdeleshed uinteressant version af karakteren. Tragisk nok, så tror filmen selv, at den er original og har noget at sige… intet kunne være mere forkert.

1.8


User Rating: 0.4 (2 vurderinger)

Tags: , , , ,


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



One Response to Filmanmeldelse: Robin Hood

  1. Line F. Svare says:

    Av av!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑