komedie

Skrevet den 9 maj, 2018 | af Line Petterson

1

Filmanmeldelse: ‘Sankt Bernhard Syndikatet’

’Sankt Bernhard Syndikatet’ er Mads Brüggers første fiktionsfilm. Brügger bevæger sig altså for første gang ud på ukendt grund, langt fra det succesfulde og prisbelønnede stykke arbejde, han ellers har bedrevet som journalist og i dokumentarfilms genren. Brügger beskriver selv sin debut som spillefilmsinstruktør, med en intention om at lave en film med et klart og tydeligt budskab, som alle kan relatere til. Filmen kategoriseres samtidig indenfor genren sort satire i stil med eksempelvis ’Borat’, og det kan derfor umiddelbart give god mening, at man i hovedrollerne finder de to herrer bag Radio24syvs ’Den Korte Radioavis’ – Frederik Cilius og Rasmus Bruun.

Sankt Bernhard Syndikatet, Frederik Cilius, Rasmus Bruun: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Historie

Handlingen udspiller sig primært i Kina, dog med udgangspunkt i de to hovedpersoners gamle kostskole Herlufsholm. De to hovedpersoner mødes til en reunion, og snart har Frederik (Frederik Cilius) overtalt den noget mere naive Rasmus (Rasmus Bruun), til at bruge sin arv på et forunderligt forretningseventyr – sammen skal de starte virksomhed i Kina og avle den eftertragtede og luksuriøse Sankt Bernhard hund, som kan indbringe millioner af kroner på det sorte marked. Dette bliver starten på en klassisk road- og buddymovie gennem de kinesiske gader og stræder, med en +100 kg tung Sankt Bernhard hund på slæb.

Ja, umiddelbart lyder alt ovenstående jo sådan set meget lovende. Mads Brügger ved roret (tjek), satirikerne fra ’Den Korte Radioavis’ i hovedrollerne (tjek) og plottet lyder jo egentlig også sådan rimeligt overskueligt (tjek). MEN, desværre var dette bare ikke tilfældet. Det kan siges helt enkelt – vi har set det før og vi har set det udført meget meget bedre! Historien i sig selv besidder op til flere store problemer og fremstår særligt plat i den måde hvorpå den fremstiller Kina. En af de store fejl finder samtidig sted i et til tider virkelig mangelfuldt og ideforladt manuskript, som smider om sig med så mange tematikker, at det er svært at følge med i, og handlingen fremstår en anelse usandsynlig. Filmen var et stort makværk fra ende til anden og hvor humoren blev af, det aner jeg ikke? Filmen præsenteres indenfor genren sort satire og enten var det mig og alle de andre anmeldere jeg delte biografmørket med som ikke forstod den sorte humor, ellers var humoren bare så tåkrummende dårlig, at vi alle sad tilbage i akavet stilhed – jeg tror nu det var det sidste!

Samtidig arbejder manuskriptet slet ikke for sine karakterer, som er beskrevet så usympatisk og stereotypt, at jeg næsten ikke kunne fremtvinge nogen form for empati for nogen af dem. Det synes jeg virkelig er et problem! Karaktererne er sat så overdrevet op – på den ene side har vi den forkælede, arrogante og usympatiske Frederik, der overhovedet ikke synes at have en eneste venlig knogle i hele sin krop. Og på den anden side har vi Rasmus, som er så usandsynligt socialt handicappet og direkte dum, at man ikke kan holde ud at se på det. I flæng nævnes det dog lige at han får konstateret ALS og ikke en gang her, hvor filmen har mulighed for at dykke ned i noget virkeligt og vigtigt griber den chancen, men forbliver blot så distanceret og uinteresseret overfor sine karakterer, at man som tilskuer også bliver ligeglad.

Sankt Bernhard Syndikatet, Rasmus Bruun: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Skuespil

Når manuskriptet halter, så plejer skuespillet som regel også at halte, medmindre man har erhvervet sig nogle eminente og kompetente skuespillere, der virkelig har styr på deres værktøj. Her må jeg bare indrømme at jeg generelt ser lidt uforstående til, når instruktører benytter komikere og satirikere i roller i spillefilm, når vi har så mange dygtige skuespillere i Danmark, som også besidder en genial form for humor i deres spil. Få gange har det fungeret, men det er mere undtagelsen end reglen at det forløber på den måde, og selvom jeg er vild med ’Den Korte Radioavis’, så har Bruun og Cilius bare ikke værktøjerne eller kræfterne, til at løfte en sådan film op i niveau og det er simpelthen så ærgerligt. En af grundene er måske at store dele af filmen er improviseret og der derfor muligvis ikke har ligget et færdigt manuskript, som Bruun og Cilius har kunnet støtte sig til.

Der hvor de to herrer virkelig kommer på glatis, er nemlig når filmen prøver at behandle de mere alvorlige emner. Her er karakterernes psykologi simpelthen ikke dyb nok og de steder hvor vi som tilskuere præsenteres for en lille flænge i karakterernes indre, som vi af nysgerrighed får lyst til at kigge nærmere på, så suser filmen videre og det gør at der simpelthen ikke er tid nok til at dvæle ved og lære karaktererne bedre at kende. Det gør at vi som tilskuere glider nemt og uinteresserede hen over handlingen, her særligt karakterernes problemer, uden at blive fanget eller rørt over hverken historien eller dens karakterer. Det bliver bare aldrig rigtig vigtigt og jeg ved ikke om det har noget med koncentrationen at gøre? En af Brüggers kriterier for filmen var nemlig at undlade at fortælle de kinesiske medvirkende, at de netop var medvirkende i en film. Hele holdet har altså ageret under dække af at være dem de agerer i filmen og måske dette har flyttet fokus fra det reelle karakterarbejde og det taber filmen alvorligt på.

Sankt Bernhard Syndikatet, Rasmus Bruun: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Visuelt

På det visuelle punkt har fotograf Jonas Berlin faktisk gjort et godt stykke arbejde. Filmen indeholder store smukke billeder af den kinesiske storby Chongqing og lokationerne fremstår virkelig flot. Udover de store bybilleder fremstår filmen egentlig ret skrabet og støvet i sit dokumentariske udtryk og det klæder filmen godt. Filmens højeste antal stjerner skal findes her og er til ære for de billeder som jeg trods alt fik lov at nyde og som var et af filmens eneste lyspunkter. Man får et indblik i den kinesiske kultur, som visuelt virker forholdsvist rent portrætteret, på trods af de mange stereotype referencer jeg derimod slet ikke bryder mig om.

Musik og lydbillede

Her overrasker filmen heller ikke. Faktisk husker jeg meget vagt hvordan filmen benyttede sit lydbillede, udover nogle krampagtige forsøg med ‘Who Let the Dogs Out’ og en karaoke scene fra noget der lignede et bordel, hvor musikken bruges som humoristisk underlægning. Det hjælper bare ikke når scenen i sig selv ikke er sjov!

Billede Copyright: Jonas Berlin

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: ‘Sankt Bernhard Syndikatet’ Line Petterson

Sankt Bernhard Syndikatet - premiere den 9. maj 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Brüggers intention om at skabe en film, med et klart og tydeligt budskab mislykkes fuldstændig! Det er en af de mest rodede film jeg længe har set og jeg skal faktisk lede længe efter noget positivt at sige. Historien er uinteressant, karaktererne er stereotype og usympatiske, og humoren er ikke eksisterende. Jeg ser bestemt ikke mig selv som humorforladt, selvom ovenstående anmeldelse måske kunne tyde på at jeg var det, humoren i denne film er blot så tåkrummene dårlig, at der ikke kom et eneste kluk fra salen under hele filmen. Den eneste positive ting omkring filmen er dens visuelle side, som trods alt viser et smukt billede af den kinesiske storby Chongqing. Jeg kan bare slet ikke relatere til denne film, sorry, men det er en ommer!

1.3


User Rating: 5.2 (2 vurderinger)

Tags: , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



One Response to Filmanmeldelse: ‘Sankt Bernhard Syndikatet’

  1. Line F. Svare says:

    Av av!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑