Showbiz Kids - læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
HBO Nordic

Filmanmeldelse: Showbiz Kids

4

Drømmen om at blive skuespiller er populær blandt både børn og voksne, og intet sted udfylder (og knuser) disse drømme som Hollywood. Her kan en lille pige fra Texas blive berømt på et splitsekund, men berømtheden har sine konsekvenser. Er livet som børneskuespiller så fantastisk, som det kan lyde?

Showbiz Kids - læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
HBO Nordic

Hvad handler den om?

Dokumentaren ´Showbizz Kids´ skildrer mange aspekter af livet som børneskuespiller gennem interviews med tidligere børneskuespillere både ældre og yngre. Filmen skildrer en række problematikker, som alle skuespillerne har stået overfor bl.a. livet i rampelyset, filmverdens hårde autoriteter og presset fra deres omverden. E.T-stjernen Henry Thomas, Stand By Me- skuespilleren Will Wheaton, Jada Pinkett Smith, Evan Rachel Wood, Milla Jovovich og Disney-stjernen Cameron Bryce er blandt de fremtrædende skuespillere, der står frem og deler deres oplevelser, som de aldrig har gjort så åbent før.

Samtidig følges to børn, der begge drømmer om at blive skuespillere. Begge har ofret meget for overhovedet at nå til auditions, og begge familier satser alt, for at deres barns drømme kan gå i opfyldelse.

Vil jeg anbefale den?

Jeg vidste med det samme, at jeg skulle se dokumentaren, da den landede på HBO Nordic. Som filmnørd, der har stor interesse i, hvad der foregår bag kameraet, var det et perfekt valg. Der er ikke lavet mange film, som man kan se i Danmark, om netop dette emne.

Det mest interessante ved filmen er, at instruktøren Alex Winter lader skuespillerne tale for sig selv. Størstedelen af dokumentaren består blot af interviews og klip fra skuespillernes liv og film. Der er ikke lige en psykolog, der også skal blande sig og psykoanalysere skuespillerne. Eller forældre, der forsvarer deres handlinger. Det er udelukkende de tidligere børnestjerner selv, der fortæller åbent og ærligt om deres oplevelser. Det må have været skønt for skuespillerne, der ellers har haft nogen til at styre hvad de skal sige en stor del af deres liv.

Showbiz Kids - læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
HBO Nordic

Man kan virkelig mærke, at de slapper af og fortæller hudløst ærligt om deres oplevelser. De prøver ikke at glamourisere livet som stjerne faktisk lige det modsatte. Emner som seksuelt misbrug, stoffer og pres bliver taget op af alle skuespillerne, og man bliver opslugt at deres historier. Som seer føler man ikke, at de prøver at sælge noget, det er nærmere en form for heads- up om “hvis du ønsker at lade dit barn blive skuespiller i en ung alder, så vær forberedt på at det her kan ske”.

En af de mindre velfungerende aspekter af filmen er de to unge (forhåbentlig) kommende stjerner Marc Slater og Demi Singleton. Det er spændende at følge deres rejse med auditions, og det giver et virkeligt billede af, hvor svært det er at bryde igennem. Det er en fin kontrast til de allerede etablerede skuespillere, der interviewes. Der bliver dog ikke brugt nok tid med Marc og Demi til rigtig at få et indblik i deres karrierestart, hvilket sikkert vil have været nok stof til en ny interessant dokumentar.

´Showbiz Kids´ er et ærligt portræt af livet som barnestjerne og de problemer, der følger med. Den fortæller historierne på interviewpersonernes præmisser og giver et sjældent indblik i børneskuespillernes  vilde oplevelser.

Kort fortalt
´Showbiz Kids´er en interessant dokumentar, der er et must-see for alle filmfans. Gennem interviews får seeren et indblik i den mørke side af Hollywood og de forventninger og problemer, der følger med, når man bliver kendt i en ung alder.
Læs bedømmelse0 stemmer0
4

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.