thriller

Skrevet den 18 juli, 2018 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Sicario 2 – Soldado

I ’Sicario 2: Soldado’ er fokus stadig på den magtsyge mexicanske underverden, men væk er både den oprindelige instruktør, filmfotograf og hovedrolleindehaver. Heldigvis er Josh Brolin og Benicio del Toro tilbage som deres populære karakterer fra den første film og binder dermed de to fortællinger sammen i ét stort univers…

Jeg havde gerne set både Denis Villenueve, Roger Deakins og Emily Blunt tilbage, men sådan skulle det ikke være. Til gengæld er den nye film stadig skrevet af Taylor Sheridan, som også stod bag manuskriptet til den første. Men er det nok, når ingen i realiteten, nogensinde bad om en efterfølger til et enkeltstående værk, som ’Sicario’ uden tvivl kunne have været?

Historie

Efter en eksplosiv selvmordsaktion i et supermarked dræber femten mennesker, vælger USA’s regering at forsøge at sætte en stopper for galskaben, ved at give CIA-agent Matt Graver fuld kontrol til at gøre hvad han vil, for at stoppe det. De mexicanske karteller bliver beskyldt for at have transporteret islamiske terrorister over grænsen og derfor slår Graver sig igen sammen med Alejandro Gillick for at starte en krig mellem to magtfulde karteller, så de kan udrydde hinanden i stedet. Det er en plan, der sætter utrolig meget på spil, og der er mange regler, der må brydes undervejs – politiske såvel som etiske.

Som nævnt, så skubbes fortællingen i gang via en vinkling på terrorisme, specifikt den islamiske og selvmordsbombende af slagsen, hvilket er en basis for historien jeg gerne havde set foruden. Ja, det ligger grund for manuskriptets senere ønske om at skabe en spændende og intens fortælling, når Graver og Gillick lader to narkokarteller kæmpe en indbyders kamp, men basis kunne snildt have været noget helt andet end islamisk stat. Jeg synes personligt, at netop denne vinkling virker umotiveret skubbet ned over en (under)verden, som ellers har rigeligt at tage fat på; med korruption, våbenhandling, kokainsmugling, likvideringer og magtkampe.

Det virker lidt forceret at forsøge at kommentere så overfladisk på den altid-aktuelle debat om problemet med moderne terrorisme – og på så kort tid – uden egentlig at lade det være et fokus igennem hele filmen. Havde elementet derimod spillet en stor og effektiv rolle i manuskriptet, så kunne jeg komme over det og acceptere det, men det virker mere som værende til stede for at chokere og løsligt kommentere, rettere end implementeret ordentligt i historien. Generelt så er ’Sicario 2’ mere overfladisk end sin forgænger og mangler en gennemtænkt opbygning og et gennemgående fokus. Filmen vil for meget på én gang og fortællingen sætter sig ikke i kroppen på samme måde som den første film. Jeg savner den tunge og trykkende atmosfære i ’Sicario’, der langsomt kom krybende og kvalte ilten i lokalet. ’Sicario 2’ er mere som en spand lunkent blod i hovedet ca. hvert tyvende minut, hvilket kan være chokerende og tilpas barbarisk for historien, men det bliver også trættende og repetitivt i længden…

Vi mangler også en personlighed som fx Emily Blunts karakter fra den første film, som gav historien og dens grusomheder noget kontrast og modspil. Netop fordi efterfølgeren er mere modbydelig og koldblodig, hungrer man virkelig efter noget, der kan give grusomhederne mere vægt, balance og mening. Efter den ubehagelige åbningsscene i ’Sicario’, ses Emily Blunt vaske blodet af kroppen i badet, mens hun ryster nærmest ukontrollerbart. I ’Sicario 2’ ser vi en masse selvmordsbombere eksplodere til højre og venstre, men der mangler den her menneskelige forbindelse eller perspektivering, som kan give publikum den nødvendige indlevelse. Det er dog tydeligt, at det er selve chokeffekten der sigtes efter, også gennem det meste af filmen, men jeg synes aldrig helt det fungerer optimalt. Det bliver bare hurtigt for monotont og vi er ofte for hurtigt videre til næste scene.

Det skal dog siges, at ’Sicario 2: Soldado’ ikke er nogen dårlig film, selvom den ikke er nær så kompakt, fokuseret og fyldt med atmosfære som den første. Efterfølgeren er mere løsreven og direkte, hvilket bestemt giver filmen en kaosfyldt intensitet, der bevidst er endnu mere livlig end originalen. ’Sicario’ var ikke nogen perfekt film, og der var også mange som mente, at den toppede ved den famøse ”grænsekrydsningsscene” ca. midtvejs i fortællingen. Pudsligt nok, så har ’Sicario 2’ en lignende scene, med en form for bagholdsangreb, som faktisk er hvor historien for alvor tager fart og desuden bliver mere fokuseret. Meget af grunden til, at opbygningen tager så lang tid, er bl.a. grundet en karakter ved navn Miguel; en ung knægt der prøver at finde sit kald i kartel-verdenen. Igen, et element i historien jeg kan se hvorfor er der – altså rent tematisk set – men det fylder for meget og implementeres heller ikke ordentligt i historien før henimod slutningen – og via tilfældigheder. Ærgerligt.

Skuespil

Josh Brolin og Benicio del Toro er tilbage og de er begge en god grund til alligevel at fange denne mindre vellykkede efterfølger. Især del Toro er endnu engang fuldstændig i kontrol over sin karakter og får da også mere dybde tildelt den ellers rå overflade. Brolin er mere koldblodig, hvilket er spændende nok, men balancen var bedre og mere interessant i den første film.

Den unge Isabela Moner gør det faktisk godt, efter en ellers konventionel og kedelig introduktion. Hun udvikler sig en del igennem filmen og man får et indtryk af en nuanceret og velspillet karakter i sidst ende. Resten af holdet er stort set alle kompetente nok, men der er intet rigtig spændende at finde. Miguel er en svag karakter og Elijah Rodriguezs præstation ligeså, desværre…

Visuelt

Hvordan topper man den mesterlige filmfotograf, Roger Deakins? Svar: det gør man ikke. Det er også fint med mig, og jeg forventede ikke, at Dariusz Wolski kunne eller burde replikere dette. Han er dog en erfaring herre, med mange ikoniske film under bæltet, men jeg synes ikke rigtig han kommer ud over kanten her. Det er bestemt solidt arbejde, uden at være direkte iøjefaldende, men jeg kunne godt have ønsket lidt mere, da det visuelle, måske kunne have løftet lidt mere atmosfære ud af den skiftende historielinje.

Musik og lydbillede

Jóhann Jóhannsson fik os til at ryste i bukserne med det jordskælvende subwoofer-soundtrack fra den første film, hvilket cellosolisten fra ’Sicario’, Hildur Guðnadóttir, skal forsøge at efterleve alene her. Det er en godkendt affære, der ikke rigtig sætter sine spor på samme måde som Jóhannson gjorde det og er heller ikke særlig mindeværdig i sig selv.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Sicario 2 – Soldado Anders Bjerg

Sicario 2: Soldado - premiere den 19. juli 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Sicario 2: Soldado’ rammer ikke nær de samme højder som den første film, ej heller er den lige så velopbygget og fokuseret. Historien er noget mere rodet, usammenhængende og har en lettere kejtet måde at binde de mindre vigtige elementer sammen med de mere vigtige, hvoraf enkelte elementer syntes unødvendig for historien som helhed. Når filmen er værst, føles det lidt som en milliondyr ”direct-to-dvd” efterfølger, og når den er bedst, er den faktisk ret spændingsfyldt og behagelig ustyrlig at overvære. Trods alt rodet, så holder den faktisk din opmærksomhed fint, fordi den flytter sig hele tiden, for bedre og for værst, hvilket gør, at tiden flyver afsted. Så er du beredt på at sidde i skudlinjen i selskab med både Brolin og del Toro, så skal du endelig ikke holde dig tilbage!

3.5


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑