"Turn the right corner in Sin City, and you can find anything..." Filmanmeldelse: Sin City - A Dame to Kill For - Filmpuls

thriller

Skrevet den 28 august, 2014 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Sin City – A Dame to Kill For

“Turn the right corner in Sin City, and you can find anything…”

Der er gået ni år siden vi var vidne til en revolutionerende nytænkning inden for filmproduktion. Instruktør Robert Rodriguez var stor fan af Frank Millers grafiske noveller, omhandlende mørke krimi-fortællinger fra syndens by – Sin City. Men Rodriguez mente ikke, at en ordinær krimi-thriller, ville være en respektfuld oversættelse af Millers mesterværker til det store lærred. I stedet ville han sikre sig, at filmen ikke bare ville være en filmatisering af de populære grafiske noveller, men at det endelige resultat skulle fungere næsten som en perfekt afbildning af de tegnede hæfter.

Sin City: A Dame to Kill For. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Den stil som præger Frank Millers noveller, er i forvejen mærkværdig sammenlignet med klassiske metoder – da brugen af høj kontrast og til tider enkelte farvede elementer, i en ellers sort-hvid tegnestil – allerede gør det til en yderst vanskelig opgave, at lave en velfungerende filmatisering. Heldigvis valgte Rodriguez at benytte sig at den moderne metode, hvor der udelukkende arbejdes med en ’digital baggrund’. Dette betyder, at skuespillerne skal udspille alle deres scener foran en greenscreen, hvorefter alle de omkringliggende elementer vil blive tilføjet digitalt senere, ved hjælp af CGI.

Filmen fik en enorm positiv modtagelse ved udgivelsen, både fra kritikere og de mange fans, og Sin City-filmen er senere gået ned i filmhistorien som værende et revolutionerende mesterværk, der hylder film noir såvel som grafiske noveller. En ægte kultklassiker i manges øjne – men kan en efterfølger, der i øvrigt var ni år om at se biografernes mørke, leve op til denne status?

Historie

I ’Sin City – A Dame to Kill For’ følger vi fire forskellige historier, der enten fungerer som en forfølger eller efterfølger til den forrige Sin City-film. To af filmens fortællinger er baseret på Frank Millers kendte materiale, mens der samtidig blev skriblet to helt nye historier, for at give hungrende fans lidt ekstra at komme efter.

Filmen åbner med karakteren Marv (Mickey Rourke) i svimlet og forslået tilstand, omgivet af smadrede biler og blodige lig, uden at have den mindste anelse om, hvordan han er havnet midt i dette makabre kaos. Herefter bliver vi introduceret til Johnny (Joseph Gordon-Levitt), en arrogant gambler med selvtilliden i top, der bestemt ikke er bange for at lægge sig ud med underverdenens største og farligste kriminelle. Men som følge af hans arrogance og grådighed, finder han sig selv i en situation, hvor heldet for en gang skyld ikke er med ham.

I titelfortællingen møder vi den plagede Dwight McCarthy (Josh Brolin), der kæmper en svær kamp med sine indre dæmoner; hvilke syntes endnu mere fremtrædende end tidligere, når den uimodståelige femme fatale, Ava Lord (Eva Green), dukker op for endnu engang og plage hans hjerte. Hun har en opgave til ham som hun sørger for bliver umulig at afslå.
Endelig følger vi Nancy Callahans (Jessica Alba) kamp for at komme videre med sit liv, efter at hendes helt John Hartigan (Bruce Willis) begik selvmord. Nancy er havnet i en ond nedadgående spiral med alkohol og skyldfølelse, og hendes verden ser sort ud; lige indtil hun tager en beslutning der vil ændre hendes, såvel som andres liv.

sin city a dame to kill. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Den første ’Sin City’ kom som et uventet chok tilbage i 2005, og dens sømløse sammenfletning af klassiske og nutidige stilarter, var hvad der for alvor gjorde den til det visuelt voldelige vidunder, som den er blevet hyldet for frem til i dag. Nu står vi med en efterfølger ni år senere, der ikke har samme mulighed for at overraske og chokere os, da vi allerede kender til grundformen som filmen udspringer fra. Men hvorfor skal det være en hindring for endnu et (u)behageligt besøg i syndens by?

’Sin City – A Dame to Kill For’ er 22 minutter kortere end sin forgænger, en hel del mere action-fyldt, og med en ekstra dimension, der ikke tøver med at gribe fat om halsen på sit publikum, og hive dem med ind i de mørkeste og mest korrupte afkroge af Sin City. Man kunne fristes til at sige, at filmen er en typisk to’er anno 2014, men stilen er fortsat så fandens unik og tonen så forførende selvbevidst, at man har svært ved ikke at læne sig tilbage og lade sig underholde – også selv om det er underholdning af den grovkornede slags. Filmens hurtige og kompakte tempo holder dog denne efterfølger fra at blive ligeså medtagende og karakterdreven som første del, og der er blevet gjort mere plads til letbenede finesser og visuel flair. Men Sin City føles stadig som Sin City, og ’A Dame to Kill For’ er en fin udvidelse af det univers, der blev visualiseret i den første film.

Trods filmen indeholder en skarp omgang semi-poetisk sniksnak, så er det ikke helt så mindeværdigt som i den oprindelige – og der balanceres ofte mellem det interessante og det grinagtige – men igen, så er selvironien i top, og man er ikke det mindste i tvivl om, hvilken side der foretrækkes og hvornår. Den dystre og velkendte brug af voice-over suppleres med en stor spand ”voldvittig” underholdning, der bestemt ikke sparer på antallet af opfindsomme lemlæstelser. Men det kan godt blive en lille smule trættende i længden, og man hungrer efter lidt mere afslappet selvsikkerhed, i stil med den forrige film.

Men hvis man kan se bort fra den sublime Sin City fra 2005, og i stedet bare nyde endnu et besøg i Frank Millers afsindige live-action tegneserie-univers, så er der helt klart mere af dette, om end udført med lidt mindre elegance. ’Sin City – A Dame to Kill For’ er alt hvad man kunne forvente af en efterfølger, men ikke alt man kunne ønske.

sin city a dame to kill for anmeldelse

Skuespil

Endnu engang har Frank Miller og Robert Rodriguez formået at samle et malerisk line-up af fantastiske skuespillere til at spille op med de mørke nuancer. Mickey Rourke er endnu engang tilbage i rollen som den ultimative bad-ass, Marv, og der er ingen tvivl om, at dén mand ikke kun kan stjæle trenchcoats – men også scener. Hans karakter er ikke ligeså flersidet som i den første film, men Marv er stadig Marv, og det kan man kun elske!

Joseph Gordon-Levitt var en behagelig overraskelse at overvære, der gik fuldstændig i ét med sin karakter, Johnny. Han var bestemt ikke for fin eller for charmerende til at forsvinde i mængden af hårdkogte kriminelle, og hans historie var uden tvivl et højdepunkt i filmen sammen med Marvs. Den længste og centrale historie med Josh Brolin og Eva Green var mindre stærk, men præstationerne var ikke til at klage over. Dog syntes Eva Green at spille mere af det samme og man savner lidt mere diversitet fra hende.

Siden sidste Sin City-film er der desværre skuespillere der er gået bort, eller som bare ikke havde mulighed for at gentage deres rolle. Det kan derfor godt blive lidt rodet, nu når instruktørduoen har valgt at fortsætte med nye skuespillere, i stedet for at omskrive manuskriptet eller vælge en anden historie. Historien er i forvejen ikke hverken simpel eller ligefrem i sit handlingsforløb, hvilke gjorde det til et lille irritationsmoment der bestemt kunne have haft brug for revideringer.

sin city a dame to kill for anmeldelse

Visuelt

Der er vel næppe brug for at lægge skjul på, hvordan det står til med filmens visuelle side, så lad os bare springe den kedelige introduktion over og skære direkte ind til benet med det samme – ’Sin City – A Dame to Kill For’ er blændende beundringsværdi billedmagi!

De sort-hvide billeder sprudler af karakter, med et raffineret brug af skygger og mørke skikkelser, specielt når det kommer til Frank Millers karakteristiske brug af høj kontrast, som set i hans grafiske noveller. Om end muligt, så er efterfølgeren endnu mere kreativ og legesyg, når det kommer til de fremhævede farver og andet visuelt lir. Når historien halter en smule eller når filmen misser et trin, så tager den hypnotiserende billedside over, og får dig til at glemme alt det, der ikke lige faldt i din egen personlige smag.

For en gangs skyld kan den ekstra dimension til filmen varmt anbefales, da den løfter filmen op på et endnu højere og mere levende niveau – og Frank Millers Sin City har aldrig set bedre (eller rettere sagt værre) ud! 3D er bestemt ikke alles kop te, men der er dog visse instruktører, der rent faktisk kan finde ud af at bruge udstyret til at hæve og forstærke filmen, og ikke ødelægge den med billige tricks og unødvendige pillerier med for- og baggrund. Effekterne her, i ’Sin City – A Dame to Kill For’, er tydeligvis lavet med respekt til de originale grafiske noveller; og med Frank Miller som henholdsvis instruktør og observatør, så kan det ikke umuligt gå helt galt.

sin city a dame to kill for anmeldelse filmpuls.dk

Musik og lydbillede

Lydbilledet er denne gang endnu bredere og en del mere sofistikeret, men ikke nødvendigvis til fordel for filmen. Den oprindelige Sin City var fyldt med elegance og klassisk film noir inspireret musik. De samme toner er også at finde i efterfølgeren, men der er blevet fyldt godt på med mere spændingspræget musik, bl.a. for at forstærke de mange heftige action-scener. Men der er til gengæld ingen tvivl om, at der er kælet for lyden her, og med Robert Rodriguez som tilbagevendende ”orkester i eget hus”, så spiller det hele præcis som det er tiltænkt – og når det mixes sammen med den uslebne voice-over og den makabre lydside, kan man ikke andet end smile over det.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Sin City – A Dame to Kill For Anders Bjerg

Sin City: A Dame to Kill For - premiere den 28. august 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: 'Sin City - A Dame to Kill For' når ikke helt samme højder som sin forgænger, men når det så er sagt, så synes jeg at filmen modtager alt for meget kritik - formentlig fordi folk forventer at blive blæst bagover påny. Men hvis man kan holde sig fra at sammenligne den alt for meget med den første i serien, så er der masser af vaskeægte Sin City-madness at lade sig underholde af!

5


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , , , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑