Filmanmeldelse: Skjold & Isabel

På årets CPH:DOX vandt dokumentarfilmen ‘Skjold & Isabel’ alles hjerter. Dokumentaren er instruktør Emil Næsby Hansens spillefilmsdebut, og nu får endnu flere mennesker mulighed for at lade sig opsluge af hans kærlighedsfortælling i de danske biografer.

Historie

Skjold på 17 og Isabel på 18 er hinandens første kærester og første store kærlighed – men nu har de slået op. Over en sommer i København følger vi Skjold og Isabels break-up, ind og ud af dramatiske skænderier og lykkelige øjeblikke i en sårbar og forvirrende tid, hvor de prøver at definere, hvem og hvad de er – sammen og hver for sig, nu hvor de ikke længere er kærester.


Jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg i løbet af filmens første fem minutter allerede havde glemt, at det var en dokumentar, jeg sad og så. Jeg blev suget ind i fortællingen og overvejede slet ikke, at den kunne være andet end en god gang fiktion med virkelig meget autenticitet, stærkt skuespil og naturlige replikker. Det var først længe efter, jeg havde forladt biografets mørke, at jeg kom i tanke om at når ja, det var sgu da en dokumentar, jeg lige havde overværet. At jeg kan lade mig opsluge så meget og tro, at værket er fiktion, er netop mit argument for, hvorfor filmen holder. Jeg kedede mig på intet tidspunkt og var fanget fra start til slut. Instruktøren Emil Næsby Hansen følger Skjold og Isabel på sidelinjen, og det virker ikke som om, at han forsøger at opstille dem på en bestemt måde, for at filmen får det ønskede udtryk. Det er muligt, at han gør det – alle film er jo opstillede i en eller anden grad – men det bliver i hvert fald ikke tydeligt. I stedet lader han dem bare være. Han lader deres historie udfolde sig naturligt, hvilket på magisk vis ender med at blive til noget, der minder om en fiktioneret kærlighedsfortælling, der indeholder alt dét, en god fortælling består af, såsom en introduktion, en konflikt og en afslutning. Filmen behandler ungdommen og den første kærlighed på allerfineste vis, og det er længe siden, jeg har oplevet en så autentisk og relaterbar kærlighedshistorie.

Skuespil

Jeg skal ikke gå så meget i detaljer med skuespillet, eftersom vi jo følger Skjold og Isabel, som de virkelig er, og altså ikke har noget reelt skuespil at bedømme. Alligevel føler jeg, at kategorien er værd at nævne. For nok spiller de to unge mennesker ikke nogle roller, men jeg er dybt imponeret over, hvor naturlige de fremstår foran kameraet. Et kamerahold følger dem, og de serverer bare ægte autenticitet og lukker os ind i deres intime rum. Sådan virker det i hvert fald på mig.

Visuelt

Åh, du skønne, sommerlige København. Det er godt, at filmen får premiere netop nu, hvor solen for alvor har gjort sit indtog over Danmark. For filmens visuelle udtryk giver mig en seriøs lyst til at cykle rundt i Københavns gader, bade, ligge og slumre i græsset og gå på æblerov. Den visuelle stil er både idyllisk, ungdommelig og helt igennem solbeskinnet. Samtidig er det visuelle præget af en klassisk dokumentaristisk stil bestående af hurtige klip og let rystende kameraføring. Man følger dog kun Skjold og Isabel i deres hverdag, og man ser dem aldrig tale ind i kameraet til intervieweren, hvilket ellers er typisk ved mange dokumentarer. Dette forstærker indtrykket af, at værket kunne være en fiktionsfilm.

Musik og lydbillede

Hvor man aldrig ser dem tale ind i kameraet, hører man dem til gengæld tale henover adskillige scener. I selve hverdagsscenerne er der hverken lyd eller musik, og dette er meget virkningsfuldt, fordi det skaber en autentisk stemning. Men ind i mellem de mange hverdagsscener hører vi Skjold og Isabel tale i en voice-over om livet og kærligheden, med musik i baggrunden imens vi for eksempel ser dem cykle rundt sammen i nattelivet. Det fungerer super godt. Særligt rørende bliver det, da Skjold og Isabel hænger ud på et af Københavns tage med udsigt over hele byen, alt imens de læser deres sms-korrespondancer højt for os i en voice-over. På den måde smelter det visuelle og lydbilledet rigtig fint sammen og går hånd i hånd. Lydmæssigt ærger jeg mig kun lidt over, at dialogen i hverdagsscenerne af og til bliver meget utydelig og mumlende, men på den anden side bidrager det også til filmens ægthed og ufiltrerede stil. Hvad angår filmens musik, så er det en meget blandet oplevelse, men alligevel formår det at hænge sammen og skabe den helt rette stemning. En stemning, der smager af ungdom, sommer og kærlighed. Jeg er særligt glad for nummeret “Sure” af Smerz, som man også kan høre i filmens trailer.

Billeder: Wergeland Film