Copyright: Sony Pictures

Filmanmeldelse: Spider-Man – Far from Home

Sidst opdateret:
3
Spoilers til ’Endgame’ vil følge, men jeg lover Jer, at intet af vigtighed eller overraskelse omhandlende ’Far from Home’ vil blive spoilet i anmeldelsen. Så læs endelig videre!

Spider-Man svingede tilbage til Marvel Studios med ’Captain America: Civil War’, hvor karakterens optræden sidst i dennes trailer hurtigt blev til lidt af en websensation. Portrætteret af den unge Tom Holland, fik Spider-Man omsider den film, som fans havde ventet; en historie der var tro mod karakteren og hans omgivelser, som desuden turde at bevæge sig uden for vante rammer og nærmest skabe en high-school teenagefilm med et unikt superheltespin!

’Homecoming’ blev en succes især takket være instruktør, Jon Watts, som også står bag denne efterfølger. Men nu bevæger historien sig ud i den store verden, hvor samfundet og særligt Peter Parker er hårdt ramt af begivenhederne set i ’Endgame’… og hvordan følger man egentlig op på sådan et monumentalt værk, der har brugt mere end 10 år og 20 film på at nå netop dertil?

Historie

Fortidens hændelser har taget hårdt på verden, hvor især Peter Parkers faderlige forhold til ”manden i metaldragten”, Tony Stark, er en følelse, der er svær at slippe, efter han ofrede sig selv for at redde universet… Peter er splittet omkring sin fremtid og især forventningerne fra samfundet om, at blive Iron Mans arvtager, hviler tungt på den unge mands skuldre. Der er meget, man gerne vil opleve som ung, men Parkers ”fritidsjob” som hele verdens superhelt gør dette meget kompliceret. Alle forvirringer, forventninger og beslutninger bliver dog skubbet til side for en stund, da klassen skal på studietur til Venedig. Desværre bliver det ikke til den ferie, som man kunne håbe, da verdens største trusler lader til at forfølge Peter, lige meget hvor han tager hen.

Efter den gigantiske ’Avengers: Endgame’, kravler den lille ’Spider-Man: Far from Home’ ud af skyggen af sin fortid og forsøger at leve op til noget nær umulige forventninger. Men dette er til dels også et af hovedelementerne i filmens plot – forventninger og pres. Det skal desuden gøres klart, at ud over de åbenlyse forbindelser til ’Endgame’, så ønskes en direkte sammenligning ikke, da dette ville være komplet unfair… så hvordan klarer filmen sig som et enkeltstående værk og som efterfølger til ’Homecoming’?

Ovenpå en lidt antiklimatisk åbningssekvens, der virker mere som en ufuldendt smagsprøve end en fuldbyrdet appetitvækker, sættes historien i gang i velvante rammer og blandt velkendte karakterer. De mørke tider er forbi, men meget er anderledes og ikke alle ved, hvordan de skal håndtere dette. Selve filmen forsøger vel at håndtere tingene på den bedst mulige måde, og det er at gå væk fra fortiden ved hjælp af humor og letbenet håndtering af tunge tider. Både lette og lidt tungere referencer til fortiden optræder, herunder Tony Starks bortgang. På papiret virker det lovende, men udførslen kunne godt trænge til at blive strammet en del op. Balancen mellem det letbenede teenagedrama fra ’Homecoming’ og den store tunge ’Endgame’ er svær, for selvom filmen kalder på oplevelser og følelser i high-school-højde, så er der mørkere temaer i baggagen, som bliver forsøgt arbejdet ind i filmen – og dette med blandede resultater.

Humoren var ung og frisk i ’Homecoming’, men aldrig banal og barnlig, hvilket ’Far from Home’ dog tangerer henimod. Der bliver lidt meget ”Disney familiefilm” over linjen, med alt for mange anstrengende karakterer og comic-relief øjeblikke, der nærmest kæmper om at blive den næste simple joke i rækken af i forvejen flade forsøg. Der er et par ægte MCU-grinebidere at gabe over undervejs, men humoren er noget ujævn. Desuden vil jeg mene, at alt dette overskygger et ellers stærkt tema, som burde have været mere centralt: hovedpersonens indre konflikt. Dette er et tilbagevendende tema, men det sætter sig ikke rigtig på hele plottet. Peter Parker lider af angstlige panikanfald og søger tydeligvis efter en faderfigur samt en aflastning fra det enorme forventningspres, der er omkring hans person. Det er interessante og vigtige punkter for fortællingen, men filmen bruger mest tid på tynd humor og trættende formler, alt imens den hopper fra land til land med diverse faretruende skabninger i hælene. Skalaen virker i det hele taget lidt for omfattende, sammenlignet med den mere jordnære fortælling, som filmen også prøvet at føre frem.

Der er en følelse af forvirring og ubeslutsomhed i filmen, hvor historien prøver at følge op på begivenhederne fra ’Endgame’, karaktererne fra ’Homecoming’ samt fremtiden for Marvel. Det ender med at blive en noget rodet og ufokuseret affære, der gemmer på en langt bedre film nedenunder de mange store actionsekvenser og den ufuldstændige udvikling af plot og karakterer. Dette er ikke umiddelbart en Marvel-film, der fornyer sig selv, men bliver hurtigt bare ”endnu en i rækken”, selvom jeg synes potentialet for noget bedre, bestemt er til stede. Der mangler også en gennemtrængende personlighed fra instruktøren, som det ellers var tilfældet med ’Homecoming’, og det er svært at føle sig særlig draget af en fortælling, der arbejder på overfladen og med så mange forskellige elementer i hænderne. Det føles som om, at Marvel forsøger at lukke en fortid og åbne en fremtid midt i en enkeltstående efterfølger til ’Spider-Man: Homecoming’ – og med et muligt større fingeraftryk fra Sony Pictures? Ultimativt så virker Spider-Man, i denne omgang, en lille smule mere ’Far from Home’ end ønsket, på alle punkter og fronter – dog uden følelsen af at være specielt anderledes eller forfriskende undervejs.

Skuespil

På skuespillerfronten virker for mange karakterer trukket ned på et niveau, der er for lavt og for enkelt til at være effektivt, alt imens andre mere prominente personligheder ikke får den plads de burde. Samuel L. Jackson spiller en yderst uforstående og mindre karismatisk Nick Fury, der blot ligger endnu mere vægt på den allerede pressede unge mand. Jake Gyllenhaal som Mysterio fanger ens opmærksomhed, grundet mandens ubestridte talent, men hans karakter og baggrundshistorie virker underudviklet, overfladisk og ”set før”. Jeg ville ønske, at Gyllenhaal havde fået plads til at folde sig mere ud, for de glimt vi får, skaber et ønske om noget mere.

Tante May virker overglad og underlig accepterende omkring sin søns livsfarlige fritidsjob, hvilket tyder på et lidt dumt og åbenlyst ”twist” på den bekymrende moderrolle. Happy Hogan indleder et underligt flirtende forhold med May og giver comic relief når nødvendigt. Ingen af dem leverer særlig mindeværdige præstationer. Zendaya gør det faktisk godt som MJ i denne omgang og får en større rolle, som udbygges på mere interessant vis end tidligere. Forholdet mellem hende og Peter Parker er et af de stærkeste og mest velfungerende ting ved filmen, også takket være deres sublime kemi.

Stjernen her, er dog uden tvivl Tom Holland som Peter Parker. Dette er det bedste, jeg har set fra ham i rollen, og både som skuespiller og som Spider-Man, ser jeg frem til hans hurtigudviklende karriere. Han har ikke mange scener til virkelig at folde sig ud, men de gange han gør, så er det betagende og dybfølt skuespil, der fanger hele essensen ved historien, karakteren og dennes aktuelle situation.

Visuelt

Bestemt ikke den mest interessante Marvel-film at se på, trods filmens nærmest konstante skift til nye og anderledes omgivelser. Endnu engang savner jeg mere unik personlighed i filmen, da hverken tonen eller stilen i billederne rigtig bryder igennem den kunstige og lidt kedelige billedoverflade. Til gengæld er der en oplagt mulighed senere i filmen for virkelig at lege med det visuelle og det udnyttes også til fulde… måske endda lidt for meget? Men det er underholdende at se på og selvom billedsiden mangler vægt og karakter, så er der et par højdepunkter undervejs, som har fin underholdningsværdi.

Musik og lydbillede

Musikken til filmen er skabt af den ellers talentfulde Michael Giacchino, som desværre virker til at være kørt lidt træt i den trompeterende superheltegenre. Der er ikke umiddelbart noget, der hænger ved, når man forlader biografen, og tonerne drukner lidt i det bombastiske lydbillede. Det er en effekttung film, så man kan dog ikke komme uden om, at der også er nogle solide momenter af velbalanceret action for øregangene.

© Sony Pictures

Kort fortalt
’Spider-Man: Far from Home’ fortsætter hvor ’Endgame’ slap, ved at prøve at komme lidt væk fra det hele… Det viser sig som en svær opgave at prøve at starte noget nyt og forfriskende, når afsættet tages i en definitiv fortid, alt imens man arbejder henimod en meget åben fremtid for Marvels store univers. Filmen bliver aldrig helt sin egen, mens den omfattende og ufokuserede historie skygger for en mere simpel og menneskelig kerne, som kunne ønskes, vægtede noget mere. Filmens store vingefang og utålmodige udvikling af universets videre fremtid bliver hurtigt et problem, hvor den stærke personlige udvikling set i ’Homecoming’ forsvinder lidt i store action-scener og talrige forsøg på at overraske fra højre og venstre. På en og samme tid, lykkedes det denne efterfølger at virke lidt for bekendt og så ’Far from Home’ som overhoved muligt – en underlig start og afslutning på omstændighederne, som nok havde fungeret bedre over flere film eller med et fortællermæssigt stærkere hovedfokus. End credit scenerne varsler dog om en meget interessant fremtid for karakteren og for studiet...
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
3

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.