comic book

Skrevet den 13 december, 2018 | af Jakob Sørensen

0

Filmanmeldelse: Spider-Man: Into the Spider-Verse

Denne skribent skal være ærlig og indrømme, at man absolut INGEN forventninger havde til denne film. Nej, jeg kunne faktisk ikke være mere ligeglad. En animeret Spider-Man film? Næææ, hvor “spændende”, tænkte jeg. Og, hvor blev jeg dog klogere 105 minutter efter!

Historie

Imens Spider-Man har travlt med at redde verden og ikke mindst New York og omegn, så fokuserer filmen på den unge teenager Miles fra Brooklyn, der prøver at finde meningen med tilværelsen. Men skæbnen vil, at han også bliver bidt af en radioaktiv edderkop, hvilket giver ham superkræfter, men ikke helt de samme som Spider-Man. Det varer da heller ikke længe før at Miles tager det ansvar hans skæbne har givet ham, ikke mindst da en superskurk vil udslette den virkelighed vi kender. Derfor må der skabes et team til at stoppe dette, hvilket består af den originale (men fedladende og aldrende) Spider-Man, samt andre “Spider-Mænd” fra alternative dimensioner. Ja, det lyder skørt, men tro mig, dette er startskuddet på den muligvis bedste Marvel-film nogensinde.

Ja, du læste ikke forkert! ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’ er nok den bedste Marvel-film nogensinde. I hvert fald nummer 1 film med Edderkoppen. Jeg blev taget med bukserne nede på den gode måde, for dette er unægtelig en vanvittig velfortalt historie. Man kan virkelige mærke, at det er ‘Lego: The Movie’ forfatterne, Chris Miller og Phil Lord, som har været over filmen. Du får som tilskuer en ordentlig portion charme, underholdning, nostalgi og ikke mindst fantastisk humor. Faktisk, så har denne skribent stadig et smil hængende efter filmen… så fantastisk er den!

Dog er det besynderligt at en film med en censur-grænse på 11 år får en dansk dubbet version. For man må gå ud fra at børn fra 11 år mere eller mindre kan flydende engelsk her i den danske andedam. Nu så jeg filmen i den original engelsk-talende version, hvilket også er den der anbefales. Og i skyggen af Stan Lees (Marvel og Spider-Mans skaber) død, så tager filmen et hjertegribende farvel til ham, så lidt tårer kan også fældes, hvis det er. ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’ er et bevis på, at selv superheltefilm kan nå de øverste filmiske himmelstrøg.

Skuespil

Stemmeskuespillet er eminent! Nye såvel kendte skuespillere har været forbi og givet deres bidrag. Hver har deres charme og noget af gi’ af, men for denne skribent, så var prikken over i’et Nicolas Cage som Noir-Spider-Man – ham kan du glæde dig varmt til. Jeg kan forstå, at i den danske version, er det Troldespejlets egen Jakob Stegelman, som lægger stemmen til Stan Lees cameo. Dette er meget sødt, men jeg kan kun varmt anbefale at man ser den engelske version.

Visuelt

Lige såvel, at filmen er sublimt historisk fortalt, så er den også et visuelt vidunder. Animationen er utrolig flot, og der bliver i den grad leget med indtrykkene. Selv når der sker voldsomt meget, og intensiteten når de højeste punkter, så mister man som tilskuer aldrig overblikket i rodet klipning eller vinkler. Nej, det her er smart, sjovt og skarpt sat op. Faktisk så tør jeg godt vove at påstå, at man rimelig hurtigt glemmer at man ser en animationsfilm, og accepterer den som en almindelige spillefilm.

Musik og lydbillede

På denne kategori kan der heller ikke sættes en finger. Dette er “top notch”-arbejde, og alt fra lyden til musikken er som et fantastisk vind-sus, der er med til at bidrage til den fænomenale filmoplevelse, som ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’ er fra enden til anden. Der er ingen tvivl om at vi rammer topkarakterer over hele linjen.

Copyright: UIP / Sony Pictures / Marvel
Filmanmeldelse: Spider-Man: Into the Spider-Verse Jakob Sørensen

Spider-Man: Into the Spider-Verse - Premiere d. 13 December 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Helt igennem en Marvelous film! Klart den bedste film med Edderkoppen til dato, og måske nok også den bedste Marvel-film nogensinde.

6


User Rating: 5.9 (3 vurderinger)

Tags: , ,


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑