Filmanmeldelse: Stalins død

’The Death of Stalin’ er en periodebestemt satire instrueret af Armando Iannucci, som tidligere har træsket rundt på et lignende grundlag, bl.a. med gennembruddet ’In the Loop’ fra 2009 samt en masse tv arbejde – herunder den anderkendte serie ’Veep’ som han er hjernen bag. Nu er han tilbage i filmens, politikkens, samfundets og hele verdens navn, med sin nyeste kyniske og lig-kolde sorte komedie, der følger de mange problemer og massive ledermæssige udfordringer, som opstod i Sovjetunionen, som følge af diktator Josef Stalins pludselige død…

Historie

Den måske sværeste genre at mestre i filmens vide verden, er komedien – og især den sorte af slagsen – hvor udgangspunkt, stilart, balance, timing og tempo betyder vanvittigt meget for filmens endegyldige succes. Selv lunkne dramaer og semiunderholdende actionfilm kan til en vis grad accepteres, mens en slatten komedie uden ordentlige grin kan være fuldstændig fatal – tilføj dernæst ”satirisk” til hele herligheden og udfordringen vokser merkant, hvor der nu også skal tænkes over eventuelt politiske og samfundskritiske problemer, samt hvordan disse håndteres – hvad end det gøres med respekt, glimt i øjet, knivskarp underspillethed eller excessiv elegance. Spørgsmålet er, om ’Stalins død’ finder en balance midt i alt kaosset, eller om hele molevitten tipper livløst over og ligger i en pøl af nedværdigelse allerede ved ankomst…

Armando Iannucci lader tydeligvis til at have forstået, at genrens muligheder er mange, men til gengæld lader det til, at han ikke har fattet, at han helst skal nøjes med blot én stilart som fundament og derefter krydre filmen med de resterende elementer. Hvis ikke filmen har et tydeligt udgangspunkt fra start, så er der heller ikke noget konkret, som instruktøren kan hænge sine mange skiftende idéer op på og i denne films tilfælde, mangler der virkelig noget håndgribeligt at række ud efter og gribe fat om. Filmen er lidt forvirret, usikker og uden noget ordentlig grundlag for galskaben. Vi får en masse indtryk undervejs, men ofte føles det enten som en joke uden en punchline eller en punchline uden en joke.

© Camera Film

Ind i mellem bliver vi præsenteret for en situation, der aldrig rigtig udvikler sig til andet end netop dét og andre gange får vi fortalt joken, men uden den del der skal forbinde det sjove til det seriøse… det kan eksempelvis være, at store navne fra virkelighedens rammer dukker op ud af det blå, som hvis deres tilstedeværelse skulle være rigeligt i sig selv og andre gange lever filmen lidt for meget på idéen med sit præmis, rettere end selve udførslen – ja, Stalin har stillet skoene og det skaber kaos, men filmens udvikling og eftertænksomhed er omtrent ligeså livlig og letbenet som liget, der ligger grund for historien og det anstrengende eftermæle han efterlader sig.

Misforstå mig ikke, filmen er hele tiden i gang og skuespillerne spiller alle til kanten eller videre endnu, men trods alt dette kaos og mundhuggeri, munder filmen ikke rigtig ud i noget, der gør den til noget specielt mindeværdigt i sidste ende. Der er selvfølgelig paralleller til verdens nuværende tilstand alt imens filmens største fokus er på den mængde sjov, som er at finde i virkelighedens hændelser og historiske figurer – men efter min mening, er det ikke nok at tage et stort emne op, hvis ikke du har tænkt dig at pille særlig meget ved det eller gøre det interessant på din egen måde.

© Camera Film

Man kan du godt se, at ’Stalins død’ er en satire og ikke et drama, men der er bare noget galt, når hele biografsalen måske griner omtrent tre til fire gange gennem hele filmen. Det var en overraskende stille og kedelige omgang, når man tænker over, hvor sjov filmen kunne have været; hvor meget der faktisk er at arbejde med og tage fat i. Jeg synes bare ikke, at filmen udnytter sit fulde potentiale, så simpelt kan det blive sagt. Det behøver ikke at være en komedie man skraldgriner af, for den kan også bare være genial og grundkomisk grundet sin potentielle skarphed i levering og emnevalg – men det er den bare heller ikke… Det er ærlig talt lidt af en skuffelse, og man kunne have ønsket, at Armando Iannucci have været hårdere og mere diktatorisk i instruktørstolen…

Skuespil

Alle skuespillerne i filmen spiller deres roller, præcis som jeg kunne forestille mig, at instruktøren ønskede det. Men jeg synes ikke karaktererne er blevet givet nok plads til at folde sig ud. I sin grundform, så er de vel alle højtråbende og lettere sarkastiske præstationer med store armbevægelser, men det endelige produkt får dem til at fremstå langt fladere end det lyder. De brokker sig, undrer sig og diskuterer med hinanden og forsøger samtidig at opføre sig anstændigt – resultatet er dog bare en meget flad fornemmelse og endnu engang følelsen af, at der er plads til forbedring. Ingen skiller sig som sådan ud, selvom man selvfølgelig har en tendens til at holde af de mere velkendte ansigter, som fx Steve Buschemi og Jeffrey Tambor.

© Camera Film

Visuelt

En meget visuelt neutral film, som jeg må indrømme ikke gav mig noget særligt indtryk. Den er meget rolig og tilbagelænet og lader alle strabadserne foregår i forgrunden, hos skuespillerne, mens kameraet bare sørger for at få det hele med. Jeg kunne måske godt have savnet en mere spændende og livlig klippeteknik, der kunne sætte gang i løjerne og holde pulsen oppe undervejs eller flere visuelle finurligheder, der kunne skubbe til den lidt ensidede klukkende jargon. Set-design og kostumer fejler dog ikke så meget.

Musik og lydbillede

Soundtracket er sådan cirka ligeså overraskende som dét faktum, at Stalin dør i en film, der hedder ’Stalins død’. Marcherende, musikalske symfonier – lettere aggressiv og med fremherskende toner fuld af fædrelandskærlighed, der ofte leder tankerne hen på krig, Ruslands kultur og Stalins umiddelbare kærlighed for klassisk musik. Endnu engang en meget tam og steril oplevelse…

Formentlig én af filmens absolut sjoveste scener.
© Camera Film