Først fandt vi den  rigtige vej at flyve, derefter rejste vi ..." /> Filmanmeldelse: Star Trek Beyond - Filmpuls

sci-fi

Skrevet den 20 juli, 2016 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Star Trek Beyond

Først fandt vi den  rigtige vej at flyve, derefter rejste vi dybt ind i mørket og nu flyver vi langt, langt ind i universet… vi skal ‘Beyond’!

Justin Lin, instruktøren bag talrige ’Fast & Furious’ film, har fået sine talenter telepoteret direkte fra petrol-drevet underholdning til patron-duplikeret hastighed, hvor han som ny kaptajn over Enterprise, har ansvaret for at levere varen til den globale besætning af trofaste trekkie-fans verden over. Instruktør J.J. Abrams, som for nylig genoprettede balancen i Kraften med den syvende ’Star Wars’ film, genstartede først et helt andet univers, som altså blev til filmen, ’Star Trek’, fra 2009. Selvom Abrams ikke er motoren i produktionen længere, så er han stadig hjulene, der fik kameraerne til at rulle i første omgang – også selvom han kun er ombord som producer i tredje omgang. Men spørgsmålet er, om ’Star Trek Beyond’ er ren og skær kærlighed, der lader serien leve længe og vel… eller måske er det blot et rodet rumorgie, der skærer dybt ind i hjertet (eller lige under brystet) på enhver ’Star Trek’-entusiast derude?

Historie

I filmen ’Star Trek Beyond’, træder vi ombord sammen med det modige og mindeværdige mandskab, der opererer under Kaptajn James T. Kirks kommando og som tilsammen udgør besætningen på det ikoniske rumskip, USS Enterprise. Med en fremtid på fem år i sigte, begiver vi os ud på en mission i den fjerne stjernebesatte del af universet, hvor vi langsomt overlapper den galaktiske grænse mellem kendt og ukendt territorium. Kirk og resten af besætningen var velberedte på det faktum, at deres rumrejse pludselig fik en hovedprioritet som redningsmission… det eneste problem var bare, at de ikke havde taget højde for, at det var dem selv og deres eget skib, der endte som målet for en redningsmission i sidste ende. Strandet på en ukendt planet og ude af stand til at undslippe hvad der tilsyneladende er fjendens territorie, må de tænke både positivt og primitivt for at bringe hele skibets besætning med tilbage i live. Men der er bare ét problem… alt imens deres eget liv lægger usikkert i den ende hånd, hviler hele galaksens overlevelse i den anden. Kirk og resten af holdet må holde hovedet koldt og ikke mindst musklerne varme, når de sammen træder langt ind i det ukendte… i ’Star Trek Beyond’.

For lang tid siden i en fjern, fjern galakse… nej vent, forkert univers, forfra igen… Når vi ser tilbage til dag, hvor vi fik vores allerførste indblik i, hvordan instruktør, Justin Lin, havde tilgået og tilrettelagt det tredje og tilsyneladende testosteron-pumpende kapitel i science-fiction serien om Kirk og kompagni, så var det langt fra alle, der jublede over de cinematiske hjulspin, som den nytilkomne instruktør tegnede og fortalte med. Den første forfilm havde tilsyneladende en form for filmisk fetich med to forholdsvis fundamentale ting – enten var det folk der fløj i luften eller genstande der røg i luften. Enkelte fans gik endda så langt, at de omdøbte filmen til ’Star Trek: Airbourne’ eller ’Fast & Furious… In Space!’. Når man ser på de uendelige og ustoppelige efterfølgere i ’Fast’-filmserien, så ville sidstnævnte ikke være nogen særlig overdrivelse; men med hensyn til ’Star Trek’-universet, så var det muligvis mere jokes og jammer end egentlig kritik der rammer. Man kan sige, at dele af problemet rejser i retningen af tidligere film – hvor især ’Star Trek Into Darkness’ – både i titel og tone, sendte serien ind i et mørkt sort hul. Den første af de nye film havde faktisk en hårfin grænse mellem alvor og humor, men alligevel var ’Beyond’ måske for meget for seriens seriøse fans?

star-trekt-galleri2_0

I realiteten, så kommer det stærkt an på, hvordan du ser på det hele. På den ene side, så er Justin Lins revurderede udgave af det populære rumunivers rent faktisk et perfekt pletskud – eller rettere sagt – et sublimt stjerneskud, hvis man sammenligner filmen med seriens lysere og mere løse tidsperiode. På den anden side – og hvor man også kan finde fejlen i successen – er i seriens fremtid, som pludselig har ændret sin kurs merkant og på en lettere forceret facon. J.J. Abrams’ visuelle vision var selvfølgelig anderledes, blandt andet med ”flair for flairs”, men også hans tematiske tilgang så ændringer og vægtede pludselig mere mørke og alvorlige dimensioner. Abrams forsøgte at skabe en mere mørk og moden stilart til serien, mens Lin går efter noget, der føles lidt lettere og langt mere lige til – både med hensyn til plot, tone og stilart. De to forrige film var bestemt ikke tomme for tomme kalorier, i form af luftige og latterfremkaldende jokes, men humoren i den nye film holder absolut intet tilbage. Allerede fra start bliver man inviteret indenfor i fjendens hule, i et tomrum af lattergas og løst leveret dialog, hvor både manus og instruktion forsøger at hypnotisere vores humoristiske sans hurtigst muligt.

Samlet set, så er der enkelte sjove øjeblikke igennem filmen, men humoren virker lidt på højde med karakteren Keenser, både billedligt og bogstavligt, hvilket altså løsner Abrams ellers fastskruede forsøg på en fremtid for serien. Lin skal dog have en del pluspoint for sin selvsikkerhed – også selvom den febrilske og fabrikerede overgang trækker en anelse ned. Nogen vil måske mene, at det netop er det løse plot og den løsslupne humor, der tilbagekalder seriens tidligere tone og ånd, hvor plottet var mere episodisk koncentreret og humoren gik fra at være et glimt i øjet, til en torn i øjet og tilbage igen. Men selvom humoren er ujævn, så er det ikke ens betydende med, at hele underholdningsværdien er ødelagt og ude af stand til at genoprette styringen igen – for det gør den. Det er specielt hen imod slutningen, at Lin langer litervis af gode vibrationer ind over roret, hvilket skaber en stemning, der kan trække det hele op – specielt smilebåndet. ’Beyond’ er ikke lysår i rum og retning fra sine to ledsagere, men alligevel virker det som om, at den nye make-over svækker det samlede helhedsindtryk af filmen bare en anelse; specielt fordi det virker en anelse underligt, i mine øjne, at lave en U-vending mens man rejser med lysets hastighed i den komplet modsatte retning. Selvfølgelig kan du delvist slette denne kritik fra selve filmen i fokus, da ’Beyond’ overvejende burde anmeldes objektivt og som et enkeltstående værk, men alligevel mener jeg, at det er vigtigt også at vende omkring overgangen fra instruktør til instruktør og fra kapitel til kapitel.

Den første efterfølger til Abrams’ opdaterede rumunivers, ’Star Trek Into Darkness’, var generelt godt modtaget for sin underholdningsværdi, men lettere medtaget over sin logiske usikkerhed og rodede handling. Som sagt, så simplificerer Lin universet endnu engang og giver publikum en cinematisk tidsrejse tilbage til dengang hvor serien sigtede lavere, med hensyn til kompleksitet, men højere med hensyn til helstøbt underholdningsværdi. ’Star Trek’ har rejst vidt omkring og i vildt forskellige tematiske og stilistiske verdenshjørner gennem tiden, hvor alt fra politisk prioritering til paralleliseret parodiering har haft sin plads – nogle mere vellykkede end andre. ’Star Trek Beyond’ tager serien tilbage til den episodemæssige enkelthed, som især prægede den originale serie, hvor plottet får lov til at passe sig selv, uden at skulle moderniseres, mystificeres eller på anden måde mingeleres med. Enkelte vil glæde sig over (gen)synet, mens andre ikke overgiver sig ligeså let. Filmen føles faktisk lidt som en forlænget udgave af en tv-episode, uden at hverken action eller energiniveau nødvendigvis falder for meget i niveau; til gengæld følger alle fordele og ulemper ved dette fortællerfokus. Eksempelvis bliver vi udsat for en ensidig og intetsigende skurk, der vil udslette alle og overtage verdensherredømmet, uden egentlig at have den store baggrund for hvorfor han gør det. Karakterne får desuden en del plads til at interagere imellem hinanden, på et stadie uden for kommando, som gør deres person mere levende på overfladen, men fortsat tynd på underfladen.

star_trek_beyond_galleri6

’Star Trek Beyond’ er tæt på blot at være endnu en banal blockbuster, og i visse øjne er den måske også, men til trods for en ujævn start og en usammenhængende midte, så lykkedes det alligevel filmen at fremføre en tilpas selvsikkerhed, samt at få underholdningen fastplaceret i førersædet og ikke mindst for fuld udblæsning. Jeg synes personligt ikke, at filmen er så vidunderlig vellykket, som mange ser ud til at mene, men til trods for en sløv start, der aldrig fik min sans for indlevelse ud af starthullerne, så lykkedes det alligevel Justin Lin at medrive mig i sidst ende, hvor jeg endelig overgav mig til det her hurlumhej af et rumeventyr, hvor humoren var blottet og logikken legende ligegyldig. Det vigtigste var tydeligvis tonen og tempoet, i stedet for takten og timingen – en blanding, som altså fik reddet sig selv meget godt hjem hen imod slutningen.

Skuespil

Side om side med seriens måske mest gumpetunge gestikulation af storslået action, hvor Enterprise endnu engang bliver udsat for metalmæssig tortur, forsvinder karakterne ofte ind og ud imellem hinanden, nærmest som påklistrede ligegyldigheder til de mere effekttunge påfund. Senere hen får karaktererne mere plads, hvor deres selskab langsomt udvikler sig til højere sceneprioritet. På mange måde lider filmen lidt under at være tredje film i rækken, hvor instruktør og manuskriptforfattere mener, at vi kender karaktererne godt nok til at kende deres jargon og bare at falde i snak med dem. Problemet er bare, at de glemmer dét faktum, at en efterfølger gerne må udvikle videre på vores helte. ’Beyond’ virker ikke særlig opsat på at opsætte nye veje og interessante vendinger for sine karakterer, men holder hovedsageligt fast i faste sine rammer og rutiner, hvilket er lidt ærgerligt. Overordnet set, så virker skuespillerne selvsikre i deres karakterer, men desværre angiver manuskriptet en tendens til at tage det hele på rutinen, hvilket gør oplevelsen ret overfladisk.

Selvfølgelig er der øjeblikke, hvor filmen gerne vil lidt mere og især Zachary Quintos Spock bliver udsat for mere i denne omgang, som får ham til at tænke, føle og ændre adfærd. Kirk er i sit es, men mangler lidt flere spillekort at lege med. Til gengæld virker Chris Pine meget selvsikker i sin karakter og filmens åbning hentyder da også til en mere slidt og udmattet kaptajn. Resten af skuespillerholdet, der tilsammen udgør USS Enterprise, flytter sig desværre meget minimalt, hvilket er lidt ærgerligt. Til sidst er der Idris Elba, i rollen som Krall; en skummel og modbydelig satan, vis faretruende fremtræden fanges af gennemarbejdede proteser og styrkes af Elbas eminente stemmearbejde tilsat lidt computermagi. Selve karakteren er desværre ret flad og mangler motivation og en mellemliggende karakterudvikling. Alt der er at vide om ham, kommer til sidst, hvilket både er for sent for karakteren og for plottet.

Visuelt

Abrams genkendelige og farverige lysglimt er forsvundet til fordel for en mere ligefrem løsning af Justin Lin. Hans instruktion mangler dog mening og måde, og hans person kommer ikke rigtig til podiet i denne omgang. Det var svært at finde stilistiske sammenligninger med for eksempel ’Fast & Furious’, også selvom et par action scener lå lige til højrebenet – alt han skulle gøre var at træde speederen i bund. Som nævnt tidligere nærmede han sig også noget, med mere kontrol og karakter, især senere hen i filmen. Her var det specielt nævekampe og en smule benzinbulder der banede vejen for Lin i sit rette element. Men generelt set, så var hans instruktion og den insisterende klipning meget rodet og runddrejet, hvor kameraet gerne skulle rystes og rives i undervejs i de store action scener, hvorimod de roligere og mere intense scener, gerne skulle se kameraet komme rundt på alle leder og kanter, i en overdimensioneret håndholdt udgave af den klassiske ”hollandske vinkel”.

star_trek_beyond_galleri1

Action scenerne får alt for meget fylde til tider, hvor det især er action scenen ombord på USS Enterprise, der sætter klipning og kameraføring i fulde omdrejninger. Desværre er det bare svært at følge med i alt det kaos, selvom vi selvfølgelig godt er klar over, hvad der egentlig foregår – men selve oplevelsen er som en opsummering af en actionscene – vi får hints til hændelserne, som giver os en forestilling om hvad der foregår, uden at det hverken bliver fremhævet eller forklaret. Action må gerne være altdominerende, men karaktererne skal blot forblive kernen i fortællingen, selv når plottet flyttes afsted på en bølge af effekter. ’Beyond’ skubbede ofte alt action ind i forgrunden, hvor effekterne forblev allermest fremtrædende og karaktererne derfor fungerede som små slatne sidestykker til speciel effekterne. Hvis ikke der klippes korrekt mellem karakterer og kaos, så har vi ikke noget tyngdefornemmelse undervejs, hvilket gør, at vores medfølelse og medmenneskelige indlevelse falder til jorden. Episk action fungerer bedst, når vi kan føle og mærke skalaen af ødelæggelsen på niveau med karaktererne. Det er svært at føle, at der er fare på færre, hvis oplevelsen og indlevelsen er, som at overvåge et videospil på autopilot.

Action scenerne må gerne være enorme og altødelæggende, men den følelsesmæssige kerne skal fortsat fastholde vores hjerne i historien, mens effekterne kan tilfredsstille alle de andre sanser, så længe sund fornuft er at finde i rodet; det er nemlig også derfor, at de senere scener fungerer bedre end de første. Som vi bevæger os længere ind i fortællingen, kommer der et par scener til sidst, som fokuserer på individuelle kampe, som alle er en del af noget større. Her kan vi se og mærke henholdsvis magt og heltemod kollidere med hinanden, alt imens et episk spektakel udspiller sig i baggrunden. Det er denne balance, der skaber en god og medrivende actionfilm og ‘Beyond’ bibeholder desværre ikke dette hele vejen igennem. Som det ofte er tilfældet med actionfilm, virker det som om, at de starter ud med deres svageste ”underholdnings angreb”, hvorefter de gradvist hæver barren og kvaliteten af underholdningen. Det samme virker gældende for ‘Beyond’, som desværre virkede alt for hektisk og hovedløs i det tidligere action scener, ledsaget af klipning og kameraføring, der kan kastrere enhver form for sans, samling og scenemæssig sammenhæng.

Til de uvidende og øjeblikkeligt imponerede, kan sådan en kaotisk klippet kavalkade af katastrofer nemt få sceneriet til at fremstå større og mere faretruende, mens vi andre får følelsen af, at instruktøren blot dækker over manglende professionalisme, med et dovent forsøg på at få det hele til at virke større og mere dominerende. Som publikum får man ikke tid til at se nævekampene udspille sig, ej heller har man tid til at opleve frygten i karakterenes øjne eller selve faren ved hele situationen. Det er faktisk en falsk forestilling om, at det vi oplever, er enden på det hele. Hvis bare du sammenklipper folk i panik, folk i fare og ikke mindst folk i flertal – sådan så hele scenariet også bliver sværere at skille ad undervejs – kan du nemt forfalske proportioner og professionalisme. Til sidst har man blot en bølge af effekttunge bomberinger; en tsunami af psuedo frygt og fare; en visuel skræmmekampagne, der skjuler selve faren og spiser os af med en falsk form for selvsamme. Det er overbevisende til tider, men langt fra optimalt.

’Star Trek Beyond’ er langt fra den første actionfilm, der bruger overnævnte trick og det er heller ikke helt ubrugeligt. Det er bare svært at være engageret, når man ikke kan se hvad fanden der egentlig foregår, men kun har en forestilling om det. Forstå mig ret, en film skal ikke forklare og fremvise alt der overhoved foregår, men hvis computereffekterne ikke bliver akkompagneret af andre mere menneskelige ting, hvor publikum kan placerer sig selv i situationen, så mister masseødelæggelsen sit momentum. Når effekterne arbejder enemand, så er det ikke andet end blottede computergenerede billeder, som er blevet basket sammen i en farvelade af fragmenteret stjernestøv – det er både tomt, trættende og total intetsigende at se på, specielt i længere perioder. Dette sker ofte i nutidens talrige blockbusters og det er en forfærdelig skam hver eneste gang. Men som sagt, så bliver det heldigvis bedre, som fortællingen rykker fremad og Justin Lin giver os et lille lysglimt af god gammeldags action, som ikke behøver alle effekterne udenom for at fungere.

star-trek-beyond-mit-chris-pine

Musik og lydbillede

’Star Trek Beyond’ er en lettere tam musikalsk tomgang, må jeg desværre erkende. Det er som om, at lydeffekterne er for løse og lette, med alt for lidt slagkraft og ikke mindst adskillelse fra andre blockbusters, alt imens musikken mangler pondus og ikke er nær så mindeværdig som seriens to tidligere film. Der var flere gange, hvor jeg oplevede at lydbilledet lod til at ”låne” lidt for meget fra andre film af samme genre. Den audiotære oplevelse skilte sig ikke ordentligt ud, hvilket resulterede i, at den fulde rumoplevelse blev forringet, da lydeffekterne og selve mixet ikke var mageløst nok til at føre hele molevitten frem i billedet – et sublimt soundtrack og dertil gennemarbejdet lydbillede kan virkelig løfte filmoplevelsen merkant, specielt inden for science-fiction, men ’Beyond’ finder ikke sit personlige fodfæste på dette punkt…

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Star Trek Beyond Anders Bjerg

'Star Trek Beyond' - premiere den 21. juli 2016

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Star Trek Beyond’ tager serien til nye højder, hvor luften er tyndere og alt er mere løst og let svævende. Det er en sjovere oplevelse, der måske mangler lidt vægt, men en underholdende og acceptabel blockbuster kan man nok godt kalde den. Justin Lin gør ikke helt universet til sit eget, ej heller bygger han videre på hvad Abrams bryggede sammen tidligere, men på en eller anden måde, så er filmen mere tro mod sit inspirationsmateriale end førhen. ’Star Trek Beyond’ er på mange måder blot endnu en stjerne på himlen blandt millioner af moderne blockbusters, men alligevel sidder man med forhåbningen om, at Justin Lins nye film er et hurtigt rejsende stjerneskud, der kan lægge fundamentet filmseriens fremtid og et ønske om at den vil leve længe og vel, mange år frem i tiden…

3


User Rating: 3.7 (3 vurderinger)

Tags: , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑