dokumentar

Skrevet den 14 juni, 2018 | af Sarah Genevey

2

Filmanmeldelse: Stor som en sol

“Det er Knud som er død”, “Stjerner På Himlen”, “Ud Af Min Krop” – du kender helt sikkert til mindst én af The Minds of 99’s sange, hvad end det er frivilligt eller ufrivilligt. For bandet har stødt taget Danmark med storm, siden de i 2013 vandt DRs Karrierekanon. Kasper Kiertzner har nu som debuterende spillefilmsintruktør taget den opgave på sig at skildre The Minds of 99 i dokumentaren ‘Stor som en sol’.

Historie

The Minds of 99 er i færd med at lave deres tredje udgivelse; Solkongen. Med vingerne limet sammen af mange års venskab, vil de endnu højere op at flyve. Filmen bevæger sig med rundt fra udsolgte koncerter til isolation i en bunker og i et langt trip på Bornholm. Alt i mens forsøger de at finde fodfæste i en brydningstid, både internt og i den verden de lever i. Frontfiguren og perfektionisten, Niels Brandt, balancerer mellem sine egne ambitioner og en person som egentlig bare er Niels på 33 år. Netop som de fem venner står på springbrættet til drømmen, de sammen har haft siden barnsben, er Niels’ kreative drivkraft – Mørket – pludselig forsvundet. Er Niels nødt til at søge tilbage i mørket for at få sine visioner ud? Og kan limen i vingerne holde til at nærme sig solen endnu mere?

Det er ikke ualmindeligt, at mennesker drives frem af ‘mørket’. Og når mørket så en dag forsvinder, så står man tilbage lykkelig og tilfreds – men udtømt for kreativitet? Det er i hvert fald et af de emner, ‘Stor som en sol’ forsøger at skildre. Desværre efterlod filmen mig ikke med en eller anden universel følelse af genkendelighed, hvilket jeg ellers havde håbet på. Lad mig forklare: Man er først og fremmest fluen på væggen, når Niels og de andre gutter hænger ud i øvelokalet og indspiller musik. Her får vi i ægte dokumentaristisk stil et indblik i deres helt hverdagslige samtaler, som godt nok indeholder et par guldkorn, men som ellers ikke sagde mig så meget. Måske fordi at jeg ikke ved nok om musik, hvilket deres snakke ofte falder på, og fordi at jeg aldrig føler, at vi sådan rigtigt kommer ind på livet af dem. Filmens andet element består af Niels, der sidder for sig selv og har en monolog kørende, hvor han reflekterer over livet, musikken og kreativiteten. Her er der virkelig lagt op til dybde og følsomhed. Lidt for meget faktisk. Jeg kan lide idéen, for det fungerer som et godt afbræk fra de dokumentaristiske hverdagscener, og instruktøren forsøger netop her at give os et indblik i, hvem ham forsangeren Niels egentlig er. Men chancen forspildes, for monologerne virker alt for abstrakte og udsvævende. Jeg har brug for noget mere håndgribeligt. Hvad mener han egentlig med det, han siger, og hvad kan jeg bruge det til? Det leder mig tilbage til, at dokumentaren aldrig rigtig behandler nogle universelle følelser, som man kan relatere til. Helt essentielt forbliver det derfor en film, der mest henvender sig til fans af The Minds of 99. Er du fan, ja, så vil du sikkert nyde filmens historie. Men jeg ville nu ønske, at den havde haft evnerne til at nå endnu længere ud til et bredere publikum.

Visuelt

De dokumentaristiske fluen-på-væggen scener stod ikke så meget ud for mig, men derudover er det en ret visuelt flot dokumentar. Bl.a. i form af orange overgange mellem forskellige scener, interessant klipning og gode, skæve vinkler. Filmen udmærker sig især visuelt i de scener, der foregår på Bornholm, og i Niels’ monolog-øjeblikke. Nok er selve monologen ikke min kop te, som jeg allerede har været inde på, men det visuelle kan man ikke tage fra scenerne. Der er bare et eller andet yndigt over Niels, der sidder alene overfor en tom stol, i hvad der lidt ligner et gammelt, forladt hus. Ifølge instruktør Kasper Kiertzner var hans intention at skabe noget visuelt, der passer til The Minds of 99-universet, og det, synes jeg, er en fin idé, som er lykkedes ham ganske godt.

Musik og lydbillede

Det ville være en fæl skuffelse, hvis musikken og lydbilledet i en musikdokumentar ikke var helt i toppen. Heldigvis har jeg intet at klage over. Nu er jeg selv vild med The Minds of 99’s musik, og det var virkelig en fornøjelse at lytte til igennem filmen. Det er primært sangene fra deres nyeste album ‘Solkongen’ der spilles (duh, det er indspilningen af dét album, der er hele dokumentarens omdrejningspunkt).Eftersom The Mind of 99’s musik generelt er meget energisk, så tilfører det også noget rigtig god energi til filmen. Der bliver givet mere og mere gas med musikken som filmen skrider frem – i starten var jeg bange for, at der ikke ville være nok musik – hvilket til sidst kulminerer i noget helt eminent.

Foto: Playground Production

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Stor som en sol Sarah Genevey
Historie
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: 'Stor som en sol' er bestemt værd at se for fans af The Minds of 99, men desværre er den ikke helt i stand til at nå ud til et bredere publikum. Portrætteringen af bandet er ikke dybdegående nok, og jeg mangler følelsen af noget genkendeligt. Til gengæld er filmen en musikalsk og visuel fornøjelse, så hvad den mangler plot-mæssigt, gør den op for på andre parametrer.

4.3


Tags: , , , , ,


Om skribenten

Jeg elsker gyserfilm, både de gode og de dårlige, og bruger lidt for meget tid på at se alle mulige slags tv-serier. Jeg vil underholdes, frastødes og overraskes, og så lægger jeg især vægt på den gode historie.



2 Responses to Filmanmeldelse: Stor som en sol

  1. Line F. Svare says:

    Jeg er, som dig, ret vild med deres musik.. og på trods af det, så synes du stadig det der fortælles er kedelig og ligegyldigt. Øv, det lover ikke godt! Det virkelig ærgerligt. Det undrer mig ikke at det visuelle og lydbilledet fungerer i top – for det er lidt sådan der stil er.. Og det ville sikkert fungere i måske noget der er 10 minutter langt. Men en hel spillefilm uden noget ordentligt spædende indhold er sgu ærgerligt.

  2. Sarah Genevey says:

    “kedelig og ligegyldig” er måske også så meget sagt. Jeg kedede mig ikke undervejs, men jeg synes ikke rigtig, at man lærte så meget nyt om bandet. Når jeg ser film, kan jeg godt lide virkelig at komme ind under huden på personer og relatere på et eller andet plan til historien. Manglen på dette (i følge mig) gjorde, at historien ikke rigtig stod ud for mig personligt. Men dog vil jeg sige, at det visuelle og lydbilledet alligevel gør filmen værd at se, på trods af et haltende plot – hvis man altså i forvejen er interesseret i bandet! Måske er det bare mig der er lidt hård ved historien, hvis du tager ind og ser den, vil jeg gerne høre din mening 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑