Det trækker op til uvejr...

Ti..." /> Filmanmeldelse: Into The Storm - Filmpuls


action Into The Storm

Skrevet den 21 august, 2014 | af Michella Malin Petersen

0

Filmanmeldelse: Into The Storm

Det trækker op til uvejr…

Tilbage i 90’erne var det som om at vi ikke helt blev skræmt af maskerede mordere, russiske terrorister og overnaturlige dæmoner mere, og hellere ville straffes af gode, gamle moder natur. Katastrofe-filmene var ikke et decideret nyt fænomen, men det var her de fik deres storheds-tid, og både flodbølger, jordskælv, vulkaner og tornadoer fik lov til at lege film-skurke på det store lærred.  I det nye årti gik det mere stille for sig, med enkelte blockbustere hist og her, der valgte at blande hele molevitten sammen på omrking to timers tid, som vi så i f.eks ‘The Day After Tomorrow’ og ‘2012’. Siden da har der været lidt mere stille i genrens front, med undtagelse af de månedlige så-forfærdelige-at-de-er-fede mockbuster’s fra Asylum eller Sy-Fy, hvor katastroferne ofte får hjælp af en 3 tons tung muteret edderkop, flyvende hajer der kan snakke tysk, eller gigantiske piratfisk med øglevinger… Men de mere seriøse katastrofe-film har været en mangelvare, og med de store forbedringer indenfor computer-teknologi, burde man tro at der ville være gode muligheder for virkelig at lade naturens PMS-vrede hånd slå os ned i jorden en gang for alle.

Og det er her ‘Into The Storm’ braser ind i billedet. Så har vi at gøre med en rigtig katastrofe-film? Eller en rigtig katastrofe film.

Into The Storm

Historie

I løbet af få timer hærges den lille by Silverton af en tornadostorm, større end nogensinde før. Der går ikke længe inden endnu en tornado melder sin ankomst, og snart er hele byen reduceret til ruiner. Vi følger en enlig far, hans to sønner, et par adrenalinsøgende amatører og et professionelt hold af stormjægere der alle kæmper for at overleve. Deres problemer forværres hurtigt, da det viser sig at verdenshistoriens største tornado rammer dem inden længe.

Man skulle tro at en flok vrede tornadoer skulle være nok til at sætte skub i filmens handling, men desværre. Instruktøren Steven Quale føler det nødvendigt at skubbe hver eneste uudholdelige kliché i halsen på os, i håb om at vi bliver følelsesmæssigt involveret i karakterernes overlevelseshistorie. Det er ikke nok at følge en enlig far og hans sønner. Vi skal også lige have presset et par intetsigende scener ind med hvor fraværende han er overfor sine sønner, og hvordan han (ifølge det det ene afkom) kun snakker til dem når han skal rette på dem. Den ene søn er selvfølgelig en små-irriterende Justin Bieber-klon, mens den anden er en følsom, usikker lille viol. Og selvfølgelig er denne usikre lille viol kvalmende forelsket i en smuk, unaturligt forglemmelig dame i nød fra hans skole, som han aldrig har udvekslet så meget som et ord med. Det er ikke nok at vi følger en gruppe erfarne stormjægere, vi skal også lige være klar over at holdets eneste kvinde har en lille datter som ikke helt forstår hvorfor mor ikke lige når at komme hjem den tid som hun havde lovet. Allerede hér har man rullet med øjnene omkring 32 gange. Og det stopper ikke her.

Into The Storm

Hvad er det lige præcis at disse plot-pointer skal opnå? Er det fordi at med mindre en teenage-dreng har en pige som han lyster efter, så er der ingen der håber på at se ham overleve? Er karakterer kun anset som sympatiske hvis de har en kærligheds-interesse? Hvordan er det lige at jeg skal føle mig medrevet at en kærlighedshistorie mellem to skolebørn som har kendt hinanden i hele 38 minutters tid? Bare vis os en far og hans to sønner der prøver at overleve. En gruppe over-modige stormjægere der tror at de har fundet guldet for enden af regnbuen, men hurtigt indser at de måske har taget munden lidt for fuld. Det ville være langt mere interessant og lade selve action-delen komme langt mere til sin ret. De overdrevne, voldsomme destruktioner oppe imod en ligestil og enkel samling af karakterer. Man kan sagtens skabe sympatiske og underholdene karakterer uden at bruge alle disse slidte og trættende troper.

Historien udfolder sig med så dyb seriøsitet, hvilket slet ikke passer til en så fjollet idé som ‘Into The Storm’ faktisk er. Og derfor føles det fuldstændig akavet når Quale vælger at introducere to styk hillbillies, nemlig Donk (tak mor og far!) og Reevis. To komplet blanke gutter der gør alt for at få skudt den helt rigtige Youtube-video, så de kan blive stjerner. Ak ja, den amerikanske drøm lever stadigvæk. De kalder sig “Twista Hunterz” (okay, det er lidt sjovt) og tilføjer absolut ingenting til plottet, udover at være comic relief. Hver gang disse karakterer er på skærmen skulle man tro at man så ‘Scary Movie’ parodiere ‘Udflugt Med Døden’. Man kunne jo også have forsøgt at gøre hoved-karaktererne mere tre-dimensionelle, og måske lade noget af humoren komme fra dem, men det ville jo selvfølgelig kræve lidt kreativitet fra manuskriptet.

into the storm

Det er først hen mod klimakset at ‘Into The Storm’ bliver bare lidt spændende (og jeg bruger “spændende” meget let her), men der er det allerede for sent. Ja, den endelige tornado er virkelig imponerende lavet, og vil højst sandsynligt få katastrofe-film fans til at savle ned i deres popcorn, men resten af action-scenerne begynder hurtigt at blive kedelige. Havde filmen taget sig selv en smule mindre seriøst og droppet de bræk-inducerende klichéer, så kunne den have været en underholdende lille affære, men ‘Into The Storm’ bliver aldrig mere end en storm i et glas vand.

Skuespil

Hvis der kan siges noget positivt om denne shit-storm, så er det at skuespiller-præsentationerne er helt fænomenale. Tornado 1 debuterer i en utrolig intens åbnigssekvens, og trods begrænset skærmtid, sætter hun virkelig sit indtryk. Hende skal vi nok se mere til i fremtiden. Tornado 2 og 3 gør begge deres bedste med begrænsede objekter at smadre, hvor især 3 går utrolig højt op i sin rolle. Så meget at han endda udfører en af verdens farligste stunts, nemlig Burning Man, hvor der sættes ild til hele kroppen. Filmens største positive overraskelse, er Tornado 4, som beviser at han er i stand til langt bedre præsentationer, end han viste os i den jammerlige ‘Metal Tornado’, også selvom han til tider er lige på grænsen til overspil. Filmens stjerne er dog uden tvivl Tornado 897, som gør sin entré sidst i filmen. Tornado 897 medvirkende som ung purk i filmen ‘Twister’ fra 1996, men efter han blev taget i at sniffe sne-bjerge, døde karrieren ud og han blev offer for barnestjerne-forbandelsen. Sidst vi så ham var i 2013’s kult-tasitske ‘Sharknado’ i en tragisk cameo, men her gør han sit endelige Mickey Rourke-lignende comeback. De tydelige mange timer i træningscenteret har virkelig givet pote, og han er større end nogensinde, med over 3000 ton muskler på kun lidt under et år. Han er tornadoernes The Joker, og jeg ville ikke blive overrasket hvis vi så ham stå med gyldne statuette til næste års Oscar-uddeling.

‘Into The Storm’

Hvad siger du? Menneskerne? Er der sådan nogle med?

Ja, det er der desværre, og jeg siger “desværre”, fordi at efter de første 15 minutter ville du ønske at filmen KUN handlede om tornadoerne. Ikke at skuespillernes præsentationer er decideret forfærdelige, men de er derimod bare utrolig trivielle og ligegyldige. Hen mod filmens klimaks, efter at Tornado 897 har gjort sin store entré, råber karaktererne hinandens navne på kryds og tværs, mens de kæmper for at holde sig fast, og der indså jeg at jeg ikke havde den fjerneste idé om hvem der hed hvad – så forglemmelige var de. Der er ikke én skuespiller i denne film der virker det mindste engagerede i hvad pokker de laver. Den ellers habile Richard Armitage (kendt som Thorin fra ‘Hobbitten’-filmene) kan ikke gøre det store med sin uinteressante pap-figur af en karakter. Dog plus-point til hans solide forsøg på en amerikansk accent. Sarah Wayne Callies (en af de store fan-favoritter fra  ‘The Walking Dead’ *sarkasme slut*) spiller på helt samme tangenter som hun gør i alle sine andre roller. Hendes naturlige fremtoning er et forfriskende pust, men der er bare ikke den store variation i hendes skuespil. Det skal dog siges at filmens manuskript er så proppet med klam og kliché-fyldt dialog, at ikke engang Robert De Niro ville kunne få det til at lyde naturligt, men det ændrer desværre ikke på at der ikke er nogen som helst at komme efter i skuespiller-afdelingen.

Visuelt

Instruktøren Steven Quale har i mange år arbejdet bag scenerne med at skabe visuelle effekter til blockbustere som ‘Titanic’ og ‘Avatar’, inden hans instruktør-debut i 2011 med gyseren ‘Final Destination 5’. Han erfaring med storslåede effekter kommer for det meste ‘Into The Storm’ til gode. Tornado-effekterne er nogen af de flotteste der nogensinde er set på film, og destruktionerne er, med meget få undtagelser, overbevisende i alt deres overdrevne herlighed.

‘Into The Storm’

Men uanset hvor imponerede CGI-effekterne er, så trækker den filmiske stil fuldstændig ned. Det er som om at Quale gerne ville have kørt i fuld Found Footage-stil, a la ‘The Blair Witch Project’, men var bange for at de storslåede effekter som han vidste han kunne skabe, ikke ville komme til sin ret, hvilket nok ikke er helt forkert. Når det er sagt, så er der ingen undskyldning for at vælge at bruge den muligvis mest forvirrende film-stil jeg nogensinde har oplevet. Det starter som en professionel dokumentar, med navne og job-titler på karaktererne i hjørnet af skærmen. Derefter går det over i hjemmevideoer, optaget med en teenage-drengs håndholdte kamera, og derefter bliver det ordinær tredje-persons vinkel. Filmen skifter konstant mellem disse tre stile, og alle tre ligner hinaden på en prik, hvilket gør det fuldstændig overflødigt, både for historien, så vel som publikum. Og skal vi virkelig tro på at et almindeligt lille videokamera kan filme i perfekt HD? Hvordan kan billedet være fuldstændig perfekt stillet, når en dreng filmer mens han er fanget under flere tons ruiner, med vand op til hagen? Hvorfor pokker bliver man ved med at filme når en tornado truer med at hive én helt op til skyerne, og man derfor i princippet burde bruge begge sine hænder til at holde fast i noget?! Du godeste…

Musik og lydbillede

Når karaktererne er mere uinteressante end en pose våde gulerødder, så er det til tider op til filmkomponisten at få publikum med i legen. Filmen’s soundtrack er skabt af Brian Tyler, en mand der kender sin action. Han har nemlig stået for tonerne til en stor bunke video-spil, samt film som ‘Thor: The Dark World’, ‘Iron Man 3’ og ‘The Expendables’-franchisen. Og den får også hele armen i et forsøg på at overdøve de rebelske tornadoer. Der er ikke plads til subtilitet, hvilket er forståeligt, med så høj en lydside. Det er desværre heller ikke nogle specielt mindeværdige toner som vores ører udsættes for, men stadigvæk et bund-solidt action-soundtrack som Tyler har smækket sammen, og der er nok power til at booste action-sekvenserne op en ekstra tand.



 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Into The Storm Michella Malin Petersen

Into The Storm - Premiere den 21. August 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: De flotte effekter redder desværre ikke filmen fra at være en dødsyg og triviel omgang pladder hvor klichéerne står i ligeså lang kø som tornadoerne. Med mindre du virkelig, virkelig er fantastisk med katastrofe-film, så spring roligt ‘Into The Storm’ over.

2.8


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , ,


Om skribenten

har et ekstra hjertebank for superhelte, gyser-genren, 80'er film, tragiske dramaer og alt af Christopher Nolan. Taler flydende i film-citater, og ville se en film om tørrende maling hvis Tom Hardy var på rollelisten.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑