gyser the babadook

Skrevet den 11 april, 2014 | af Karen Sandal Fothergill

0

Filmanmeldelse: The Babadook

“Ba ba-ba-dook-dook-dook” sender ikke kuldegys ned af ryggen, men har mere dybde end de fleste gyserfilm, der er oppe at vende

Jeg elsker, elsker, elsker et godt gys, der får hårerne til at rejse sig i nakken og som bliver siddende som en lille insisterende eftertanke – klar til at angribe i mørket, når du er alene. De sidste gysere, der gjorde det for mig, var ‘El orfanato’ og ‘Session 9’. ‘The Babadook’ er ikke filmen, hvis det er sådan et gys, du søger. ‘The Babadook’ er en psykologisk horror, men vi er langt mere over i psykologisk end horror i en film, der ser nærmere på den mørke skygge, der hænger over en mor og søn.

Handling

Amelia mistede sin mand i en voldsom ulykke på vej til hospitalet for at føde. 6 år senere ignorerer hun stadig sorgen og går rundt som en zombie i søvnunderskud, mens hun også prøver at holde styr på hendes hyperaktive og adfærdsvanskelige søn, Samuel. En søn, som hun har svært ved at holde af, og som bygger farlige hjemmelavede våben for at beskytte dem begge mod de monstre, han tror, lurer overalt. Hendes omgangskreds kan heller ikke holde til hendes deprimerende væsen og Samuels underlige adfærd. Det er altså to personer, der allerede fra filmens start er på dybt vand, og da de en aften læser bogen ’Mister Babadook’, som på mystisk vis er dukket op på Samuels værelse, begynder mareridtet for alvor og Amelia må snart erkende, at Samuel måske har ret i, at der er monstre i huset.

The Babadook Amelia og Samuel

For mig kommer ‘The Babadook’ aldrig op at ringe som en virkelig skræmmende gyser, der får blodet til at pumpe rundt i kroppen. Denne film er altså ikke for dig, som elsker at blive skræmt fra vid og sans (eller hvis du kan lide hunde). Jennifer Kent har også selv udtalt, at hun ikke ser filmen som en gyser, så når vi har de forventninger på plads, så er du godt på vej til at kunne nyde filmen. Det er en rigtig fin psykologisk horror, der har en lille smule Roman Polanski over sig, med dybere emner som at miste sit livs kærlighed, ikke at kunne være der for sit eget barn, der er noget af et monster, og hvordan man bearbejder en sorg, som man aldrig rigtig kan komme sig over – deri ligger uhyggen og det er en hårfin balance, Kent prøver at bevare. Men hun bruger så meget tid på at etablere dynamikken mellem mor og søn at eventuelle gys og uhygge desværre lader vente alt for længe på sig. ‘The Babadook’ er bestemt en karakterdreven psykologisk horror fortælling, så det er selvfølgelig klart, at det er mor og søn, der skal være i fokus. For mig var det bare ikke nok til at få mig op af stolen, men hvis du er til den slags psykologiske horrors,  så kan det da godt ske, at du skulle se at få dig et par billetter til forestillingen.

Skuespil

Stor kudos til Noah Wiseman, som får hans debut som den 6-årige Samuel. For hold da kæft, hvor er han committed til rollen som en irriterende og belastende unge, og den første time er han en omvandrende informercial om, hvorfor man ikke skal have børn (satans yngel, anyone?) og man forstår godt, hvorfor moren har det hårdt. Men samtidig har han også de store, uskyldige øjne og sælger Samuel, som en dreng med mod og stor kærlighed til sin mor, som er centralt for filmen.

The Babadook Samuel

Også roser til Essie Davis. Man mærker virkelig hendes frustration og kamp om at forblive ved alle fulde fem, mens Samuel og The Babadook trækker hende længere og længere ned i et sort spind af sindssyge…eller? Og hendes forvandling fra et lidt grå mus i starten til de mere aggressive scener er skræmmende godt skuespil.

Visuelt

The Babadook er ikke nogen visuel, skræmmende oplevelse, og det har den nok heller aldrig været tiltænkt. Den gør hvad den skal med skyggespil, den uhyggelige kælder og lyspærer der sprænger. Her ærgrer jeg mig dog lidt over, at Kent ikke har beholdt mere af hendes stil fra kortfilmen ’Monster’, som sender tankerne tilbage til de gamle film som Nosferatu. I denne udgave er der stadig et par glimt af samme tyske ekspressionisme, men ikke nær så meget.

The Babadook Samuel og Amelia
Selve belysningen af huset er holdt i kolde farver, afstanden mellem mor og søn bliver understøttet og makeuppen på skuespillerne passer godt til stemningen og deres sindstilstand.
Det er cool nok, at Kent har valgt at gå med stop-animation med hendes karakter og bruge kameravinkler og andre tricks til at få ham til at se skræmmende ud, men selvom hans hænder får en til at tænke Freddy Krueger, så er der egentlig ikke rigtig noget skræmmende over ham, så igen falder uhyggen lidt til jorden igen.

Musik og lydbillede

Som alle andre gysere bliver der brugt høje lyde i ellers stille scener og The Babadooks stemme får en til at tænke på drengen fra The Grudge, du ved, ham der ikke rigtig taler, men mere lyder som en dør, der burde smøres? Det gør desværre The Babadook mere komisk end skræmmende.

Vil du gerne se Jennifer Kents kortfilm ‘Monster’?

Monster – Jennifer Kent from Jennifer Kent on Vimeo.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: The Babadook Karen Sandal Fothergill

The Babadook - CPH PIX

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik

Kort fortalt: 'The Babadook' er ikke en ryste-i-bukserne-kan-ikke-sove gyser, men mere en interessant psykologisk horror fortælling om forholdet mellem en enke og hendes 6-årige søn, der begge bærer rundt på en stor sorg, der truer med at fortære dem. Se den, hvis du vil have et afbræk fra film som 'Paranormal Activity'.

3.8


Tags: , , ,


Om skribenten

er filmentusiast med en meget bred filmsmag, men har en særlig svaghed for gys og animationsfilm.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑