dramedy

Skrevet den 28 januar, 2016 | af David Moser

0

Filmanmeldelse: The Big Short

Drengene der råbte ulv (of Wall Street)

I 00’erne, da ejendomsmarkedet buldrede frem og Wall Street festede med champagne, var der enkelte særlinge, der ikke troede på, at træerne kunne vokse ind i himlen. De spillede mod bankerne, mod kreditforeningerne, mod markedet – mod alt det Wall Street stod for. Og vandt.

‘The Big Short’ er en satirisk og semi-autentisk dramakomedie fra instruktøren Adam McKay (The Other Guys, Anchorman-filmene) med bl.a. Steve Carrell, Ryan Gosling og Christian Bale på rollelisten. Filmen er nomineret til flere Oscars, bl.a. bedste film og bedste instruktør.

Historie

I 2005 opdager den asbergerramte hedge fund manager Michael Burry (Christian Bale – og den eneste af hovedpersonerne der findes i virkeligheden) en svaghed i boligmarkedet, og opfinder et såkaldt ’credit default swap’, der vil gøre hans investorer rige hvis markedet krakker.

Et andet sted modtager den idealistiske og rebelske hedge fund manager Mark Baum (Steve Carell) ved et tilfælde et fejlopkald fra børsmægler Jared Vennett (Ryan Gosling) og de beslutter sig sammen for at udnytte og fremskynde markedets nært forestående kollaps på bankernes bekostning.

Et helt tredje sted finder de blåøjede unge investorer Charlie Geller (John Magaro) og Jamie Shipley (Finn Wittrock) ved endnu et tilfælde (ja, virkelig) et dokument Jared Vennett har efterladt sig i en lobby, og beslutter sig også for at profitere på credit default swaps. De lokker den pensionerede børsmægler, og nu dommedagsprofet, Ben Rickert (Brad Pitt) med på investeringen mod bankerne.

Filmens tre spor er alle fortalt af Jared Vennett, som med et testosteron-ladet kommentarspor jævnligt bryder den fjerde væg.

Det fyger med økonom-slang og fagtermer, og det hele kan hurtigt blive meget forvirrende hvis man ikke holder tungen lige i munden. Et vist baggrundskendskab er generelt en forudsætning for at kunne nyde filmen. Filmen sætter ind med et par humoristiske forklaringer af det allerværste, godt hjulpet på vej af et par hurtige gæsteoptrædener af et par celebs. Filmen forsøger at spille rollen som guide gennem en jungle af forvirrende Wall Street terminologi, så man som seer kan forstå hvad der virkelig skete. Det lykkedes ikke altid, og dette er desværre ikke hjulpet på vej af de danske undertekster, som man burde kunne have forventet sig mere fra. Filmen stiller sig heller ikke særlig kritisk overfor vores ”helte” som, trods gode intentioner, står til at tjene styrtende, mens uanede mængder må gå fra hus og hjem.

Skuespil

Steve Carell fortsætter sin dramatiske optur fra Foxcatcher i endnu en solid præstation som den anspændte og rapkæftede Mark Baum. Bevares, Carell er da stadig sjov, men hans karakter føles så helstøbt at det efterhånden kan være svært at huske hans gakkede fortid i film som Anchorman. Han er virkelig vokset som skuespiller de senere år, og det er tydeligt at se her.

Ryan Gosling er i rollen som Jared Vennett et usympatisk røvhul, et sted på skalaen mellem Steve Stifler og Gordon Gekko, milevidt fra den forførende Jordan Belfort i Wolf of Wall Street. Gosling er generelt sjov, men hans figur føles endimensionel, fordi hans Wall Street douchebag-meter konstant er skruet op på max. Han har dog flere af filmens sjoveste replikker, men mådehold havde klædt ham og muligvis gjort ham mere nuanceret.

Christian Bale er Oscar-nomineret i rollen som Michael Burry og leverer noget af sit bedste arbejde til dato. Hans historie fylder ikke meget i filmen, og han har ingen scener med de andre hovednavne, men hans tilstedeværelse og karakterskuespil er så markant, at de føles vigtigere for historien, end de egentlig er.

Ben Rickert spillet af Brad Pitt kanaliserer afdøde Philip Seymour Hoffman med en underspillet paranoia og pessimisme som skifter mellem at være komisk og skræmmende, som det går op for seeren at galningen der råbte ”enden er nær” havde ret.

Visuelt

‘The Big Short’ har en rå visuel stil med både håndholdt kamera og stativ. Redigeringen har en punk æstetik med bevidst hakkende overgange, friske vinkler og afbrudte sætninger. Derudover smider den om sig med diverse fraklip til musikvideoer, politik og popkultur, så der er noget til at vække dem der ikke går op i pantebreve.

Musik og lydbillede

Nicholas Britell har komponeret en ganske smagfuld lydside til filmen. Instrumenteringen er mangfoldig, den stjæler ikke opmærksomheden, men bidrager til stemningen i den pågældende scene. De førnævnte fraklip ledsages også af diverse sange, som med skiftende held forsøger at lave tematiske sammenhænge.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: The Big Short David Moser

'The Big Short' - premiere d. 28. januar

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: The Big Short er en mest intelligente komedier i lang tid. Den er rå, skyr ingen midler, og tager tykt pis på finansverdenen af 2005-8 uden at falde til et pubertært niveau de bærende kræfter bag filmen ellers er kendt for. Sjov, tankevækkende og forhåbentlig debatskabende – hvis man ellers kan følge med.

5


User Rating: 0 (0 vurderinger)


Om skribenten

Superhelte nørd med en forkærlighed for noir, koreansk film og historisk drama. Besidder en ustyrlig trang til at delagtiggøre sine omgivelser i holdninger til løst og fast, hvilket er grunden til han i dag er at finde på Filmpuls.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑