Tarantino er tilbage med vold og velforskruede replikker..." /> Filmanmeldelse: The Hateful Eight - Filmpuls

western

Skrevet den 13 januar, 2016 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: The Hateful Eight

Tarantino er tilbage med vold og velforskruede replikker i sin nyeste western om otte hadfyldte og hemmelighedsfulde mennesker indespærret i ét og samme rum…

I denne omgang tager Quentin Tarantino os ikke blot tilbage til det vilde vest for at lave en film af format. På den anden side, så kan man sige, at dette er lige præcis hvad han gør, både i den ene og den anden forstand. Filmen er nemlig optaget i det særlige 70 millimeter Ultra Panavision format. I disse moderne tider vil den gængse biografgænger formentlig have lettere svært ved at se meningen bag det rablende retro-galskab i at rekonstruere teknologi som for længst er forbigået os; men trods dette udsagn fastholder instruktøren alligevel sit fokus og gør et hæderligt forsøg på at genoplive gårsdagens teknologi og dermed genskabe den brede kærlighed til ægte filmmagi, som han forresten selv holder så forfærdeligt meget af.

Efterfølgende kan man så spørge sig selv, om det mon var det hele værd? Alt det knokleri med at genkonstruere faldfærdige filmkameraer, gendanne støvede filmlinser, genopspore gamle filmprojektorer samt ansætte og oplære førstegangs filmoperatører, for så til sidst at rulle filmrullerne ud til over 100 biografer verden over, som altså nu kan genskabe de gyldne filmtider med alt fra vilde westerns til historiske eposser. Men det store spørgsmålet er, om Quentin Tarantinos ottende film er lige præcis dét ottende vidunder, som verden håber på det er, eller er præsentationen bedre og langt mere veludført end selve produktet?

the_hateful_eight

Historie

Midt under den kolde vinter i Wyoming, i årene efter den Amerikanske Borgerkrig, ser vi en diligence søge ly fra en truende snestorm i en lille afsidesliggende hytte. Indenfor finder passagerne en gruppe mennesker, som tilsyneladende ikke er, hvem de siger de er. Det går hurtigt op for alle otte midlertidige beboere, at det formentlig ikke er alle og enhver der klarer sig ud af hytten i live.

I selskab med otte ondskabsfulde og indespærret individer, trompeterer Tarantino tilbage på det store lærredet i fuld format, både i form af ambitioner og aspektforhold, da filmen er produceret og præsenteret i det brede Ultra Panavision 70 format, som her gør et cinematisk comeback efter næsten halvtreds fuldstændig fraværende år fra filmindustrien. Med Quentin Tarantinos ottende film, ’The Hateful Eight’, tages publikum tilbage til de polerede celluloid-tider med pænt tøj og punktlige cinematiske udfoldelser, bestående af en musikalsk overture samt en passende pause efter to tredjedele af filmens forløb. Allerede ved åbningens musikalske forord, er der absolut ingen tvivl om, at det var en underlig men alligevel underfundig følelse, at kunne sidde i absolut stilhed og langsomt absorbere den ubehagelige atmosfære, som skulle forfølge os de næste tre timer. Selvom man sidder stille ud af ren respekt for resten af publikum, må jeg indrømme, at Ennio Morricones mesterlige komposition på en måde fik mig til at sidde fastfrosset og ikke mindst fandens forvent på hvad der mon var i vente, når stykket langsomt fadede ud. Dét som vi blev præsenteret for, var nogle sublime og superbrede billeder af et snedækket landskab, som desuden aldrig har fremtrådt så farvefyldt og klart, til trods for den ellers beskedne farvepalette.

Selvom Tarantino ikke ligefrem maler byen rød på forhånd, så kan vi sagtens mærke, hvad der er i vente. Desuden varer det heller ikke længe, før Tarantinos velkendte farverige dialog ruller over lærredet og stiller skarpt på rappe racistiske replikker samt voldelige og virtuose vendinger. Alle disse ”cinematiske ordlege” bliver slynget spidsfindigt ud af særdeles kompetente skuespillere, som gør deres bedste for at levere instruktørens dialog mere perfekt end blot et skud fra hoften. Men trods dette i tankerne, er det mon et egentligt pletskud? Der er naturligvis ingen tvivl om, hvem der rent faktisk har skrevet dette voldelige og vulgære manuskript, men spørgsmålet er, om det er Tarantino i topform eller tomgang? Hvis man spørger manden selv, så har han udtalt, at han er yderst selvsikker i sit materiale og har desuden gennemskrevet det op til flere gange i håb om at nærme sig vaskeægte perfektion. Men måske er det i realiteten Tarantinos overdrevne ordkløveri, som ender med at få den færdige film til at falde til jorden, i dette magtliderlige mexicanske stand-off mellem ham selv og sit manuskript. For måske er det Tarantinos overvejende selvbevidste ego, der her indtager førstepladsen i førersædet og dermed overskygger den mere selvkritiske og selvbegrænsede person, som Tarantino bestemt også kan være.

tim-roth-walton-goggins-hateful-eight-xlarge

Følgende er ikke direkte et kritikpunkt, men manglen på tempo og spænding efterlader lidt Tarantinos dialog i den åbne vildmark, hvilket tvinger filmens flade spændingskurve og simple scenografi til at leve og ånde for dialogen og karakterne alene. Normalt ville dette ikke være et problem, da Tarantinos taktfulde og tempofyldte dialog burde være nok i sig selv til at holde herlighederne kørerne. Selv som udtalt Tarantino fan må jeg indrømme, at dialogen og handlingen føles udstrakt og udkørt for at tilpasse sig både format og egen forventning. Tarantino ønsker tydeligvis at levere en klassisk og episk western – komplet med 70mm film og alt hvad der høre til – men samtidig virker han også lidt for selvglad omkring selve projektet og sin egen entusiasme. Tarantinos dialog har aldrig været rigtig naturlig eller leveret i et realistisk galop, men aldrig har instruktøren stejlet så ofte undervejs, for at fremføre hvert eneste ord og hver eneste sætning helt rigtig – enkelte gange gentages sætninger også op til flere gange, som hvis Tarantino troede at publikum ville elske ham og hans manus endnu mere, jo flere gange det blev sagt. Manuskriptet til ’The Hateful Eight’ virker ofte alt for kunstigt konstrueret og fyldt med langtrukken selvforkælelse og arrogance – også når man sammenligner med Tarantinos egen standard. Filmen hælder ofte mod en direkte parodi på ham selv og hans unikke stil, hvilket jeg er i tvivl om skyldes den kulsorte humor og vulgære tilgang til vold, eller måske det faktum at Quentin Tarantino bader lidt for meget i sit eget spejlbillede med sin nyeste film. Enkelte gange kan man næsten forestille sig, hvordan Tarantino har siddet og gnubbet sit eget hylster over hvor god han egentlig er.

Overnævnte balance mellem klassiske stilistiske filmfærdigheder og store frydefylde armbevægelser kommer ofte i konflikt med hinanden undervejs, hvor Tarantinos filmperiodiske tilbagekald desværre resulterer i et lettere tilbagefald fra instruktørens side af. Hvis ikke Tarantino havde set det nødvendigt at lave en helvedes lang helaftensfilm for at opfylde sine personlige ønsker om et genkald til glemte tider, så havde dette måske været et intenst lille mesterværk. Sådan som jeg ser det, så er det instruktørens fastsatte ambitioner der ser ud til at spænde ben for udfoldelsen af hans eget talent. Her ville man typisk nævne det kritikker-klassiske ordsprog, stil over substans, men med en instruktør vis stil, til en given grad, i realiteten er hans substans, så er jeg ikke sikker på hvordan dette ville fungere. Men på den anden side, så er det lidt en anden stil, der sigtes efter i dette tilfælde, så man kan sige, at som et dobbeltløbet gevær, løber de to stilarter langsomt om kap med hinanden, i en atmosfære der virker dødbringende og nærmest stendød på én og samme tid, for så til sidst at kollidere med et brag. Som sagt mangler filmen et naturligt udviklende tempo, men vi snydes dog alligevel ikke for et barbarisk blodbad i filmens tredje akt. Her mødes de to ender om sider i en kulinarisk sammenkogning af forældede ’hvem-gjorde-det’ mordmysterier, der for længst har overskredet sidste salgsdato, og med en mørkere og mere voldsliderlig instruktør bag tøjlerne.

Nu undrer du dig måske over, hvorfor jeg vælger at kritisere Tarantinos typiske tilhang til vold og vulgær humor, som jo altid har været et konstant kendetegn hos instruktøren. Men i denne omgang er der et par elementer, som skiller sig ud fra hans tidligere film. Tarantino har altid været meget visuel omkring sine voldelige udpenslinger og han lægger sjældent skjul på grusomhederne. Men det som gør disse voldelige og vanvittige scenarier mere udholdelige, er dét faktum, at blod og brutale bandeord ofte gemmer sig bag en løs og let tilgængelig tone samt udspiller sig i et lettere urealistisk miljø. Ydermere så udføres og udtales både vold og skældsord ofte af karakterer, som måske ikke er søde og sympatiske personligheder, men som alligevel har en vis charme over sig – bare se på karakterer som Jules Winnfield fra Pulp Fiction eller Hans Landa fra Inglourious Basterds. I det store hele, så er ’The Hateful Eight’ mere eller mindre fuldstændig frigjort fra charme og overvejende charmerende jargoner, da karakterne i filmen alle sammen er utrolig modbydelige og morderiske mennesker. Filmens titel er bestemt en tilpas beskrivelse og både en afsløring og en advarsel i sig selv, men alligevel mener jeg ikke, at det fritstiller filmen fuldstændigt fra at modtage konstruktiv kritik på dette punkt.

THE HATEFUL EIGHT

’The Hateful Eight’ er, på bedste og værste vis, Quentin Tarantinos mest ubehagelige og forskruede film til dato. Manglen på reelle morsomheder blandt mørke og magtsyge handlinger gør, at mange af de tydelige forsøg på humoristiske øjeblikke mere sidder som en torn i øjet end et glimt i øjet. Den tydelige racisme og ondsindede humor føles mørkere, når nu der intet lys er i sigte, alt imens manglen på en hovedkarakter at heppe på eller en vellidt personlighed at holde af resulterer i en følelse af overfladisk underholdning uden ende. Vi føler intet for disse karakter, vi er aldrig helt sikker på hvem vi skal holde med, og vi er i tvivl om hvordan vi egentlig skal reagere, når diverse karakterer må lade livet over for en ladt pistol. Der er ingen tvivl om, at dette lige præcis har været Tarantinos mål med denne film; at lave en film hvor ingen er godhjertede og ingen er til at stole på, hvilket også bliver slået fast med en helt bestemt scene, hvor den potentielle publikumsfavorit pludselig ytrer en meget modbydelig og nærmest malplaceret monolog, som hurtig får publikum på (bevidst) afstand. Det er tydeligt hvad Tarantino ønsker at opnå her, men jeg er ikke sikker på at det virker.

At gøre alle til onde modbydelige svin er måske ikke et problem i sig selv, men når man ser hvor mørk filmen er og hvor tvungen humoren nogen gange føles, så er det svært at overgive sig fuldstændig til hvad der i realiteten er groteske og umorsomme øjeblikke – specielt det store blodbad mangler spænding og indlevelse og ligner mest af alt et mislykket og mærkeligt forsøg på overspillet humor og billig slapstick. Resten af filmens handling mangler også spænding, til trods for at plottet ellers ligger op til mere, end hvad man tager med ud af biografen. Hele otte, eller i realiteten ni, fremmede og furiøse mennesker fanget under samme tag og med hemmeligheder og hengemte relationer i spandevis, burde altså ikke være kedeligt – men det er ’The Hateful Eight’ desværre ind i mellem. Desuden fungerer den klassiske kapitelinddeling ikke rigtig her og kombineret med de forbigående musikalske toner, føles det hele tiden, som om vi venter på noget, der aldrig rigtig kommer. Kapitlerne virker mest af alt ligegyldige, i den forstand, at de virker uvigtig for historien og ikke rigtig opdeler plottet i separate scener, men er ofte blot til stede som simple og alt for åbenlyse overskrifter. Heldigvis er filmens tekniske færdigheder lige så fantastiske som forventet, men i sidste ende er det plottet, karakterne og tonen der driver filmen fremad – og her, er det hverken hurtigt eller helt godt nok.

Skuespil

Hvis der er én ting Tarantino altid triumferer i, så er det når han udvælger skuespillere og dernæst instruerer dem til at indlevere deres ypperste præstation. Hvis man har svært ved at finde noget positivt ved de hadefulde ottes persongalleri, så kan man blot kaste blikket på skuespillerne, der portrætterer dem. Det er stort set kun pragtpræstationer vi får at se her, i ’The Hateful Eight’, og det er især mandfolk som Kurt Russell, og Samuel L. Jackson som det sorte får, der virkelig skiller sig ud fra flokken. Jackson er ikke langt fra hans typiske skuespiller persona, men han er i tydelig topform her og stjæler lærredet gennem det meste af filmen. Russell er den her determinerede og dominante type, som har Jennifer Jason Leighs karakter med på slæb, som i øvrigt også gør det rigtig godt.

THE-HATEFUL-EIGHT-1-1200x898

Walton Goggins er en skuespiller jeg holder meget af, men til trods for at han spiller sin karakter som han skal, så er jeg ikke sikker på, at jeg kan lide de kort han har fået i hånden. Han virker virkelig som den her kujonagtige karlsmart, som holder med dem, der har den øverste hånd i spillet – og hvis ikke han kan dette, så skal han nok få snakket sig selv i sikkerhed. Tim Roth er ærlig talt genial som Oswaldo Mobray, men han er tydeligvis en kopi af karakteren Dr. King Schultz, spillet af Christoph Waltz, i Django Unchained. Trods dette, er han stadig en underholdende karakter der er spillet til perfektion. Michael Madsen henter en hurtig lønseddel med sin rolle, som desværre er så flad og kedelig som noget kan være. Det samme gælder Bruce Derns karakter, som nærmest virker skrevet ind som en billig undskyldning for at have den legendariske skuespiller med.

Så er der også Demián Bichir, som jeg ellers havde en del forventninger til, men som desværre er skåret ned til en statisk og stereotyp mexicaner, der leverer billige grin og banale ansigtsudtryk. Channing Tatum er også med i filmen og jeg tror egentlig bare vi stopper den her. Der er måske også mange der tænker, om instruktøren selv laver endnu en optræden i sin egen film, med ’The Hateful Eight’. Jeg kan ikke sige andet, end hvis du synes hans rolle i Django Unchained var tåkrummende og yderst unødvendig, så bare vent til du ser, hvordan han skamløst indsætter sit eget enorme ego endnu engang og lige minder os om, hvem der er den vigtigste karakter af dem alle – ham selv.

Visuelt

Nu synes jeg at der er blevet talt rigeligt om længden på filmen, specielt når bredden er mindst lige så interessant. Filmet i Ultra Panavision 70 og med et aspektforhold på hele 2.76:1 bliver man kastet hovedkulds ind i Tarantinos hovedløse og hektiske dialogudvekslinger, som her får lov til at fylde hele lærredet ud og mere til. De flotte snedækkede landskaber er fanget på imponerende vis og farverne er bedre og mere naturlige end den nutidige digitale standard. Den friske luft bliver dog hurtig udskiftet og langsomt kvalt af en klam og kompakt atmosfære, når først de hadefulde otte invaderer Minnie’s Haberdashery.

h8ful3

Selve indretningen og udskæringen af det lukkede hulerum som filmens karakterer fanges i, er utrolig detaljeret og ligger op til en god omgang verbale lussinger omringet af et visuelt vidunder. Quentin Tarantino og hans faste filmfotograf, Robert Richardson, forstår virkelig at indfange denne her indespærret og indelukkede følelse af kolde personligheder og ikke mindst temperaturer. Som publikum kan man virkelig mærke den her kølige atmosfære, hvilket ikke er specielt overraskende, når man tænker på, at Tarantino bevidst har nedkølet hele settet under produktionen; alt fra emmende udåndinger til dugfriske og dalende snefnug er med til at indkapsle biografsalen som en udstrakt del af Minnie’s Haberdashery.

Musik og lydbillede

Ennio Morricone vender vesten på vrangen og indtager den snedækkede slette, hidsigt efterfulgt af sine egne trompeterende og terroriserende toner. Morricone formår virkelig at fængsle publikum i sæderne og få dem i den helt rette stemning – specielt i en alder af 87 år og på den ypperste kant af sin karrierer, er det intet mindre end imponerende at opleve så overdrevet fedt et soundtrack, der bare oser af kølighed og musikalsk elegance.

De fleste havde formentlig forventet et par gentagende guitarfraser eller nogle fundamentale fløjterier – som vi jo kender det fra hans tid med Sergio Leone – men i stedet efterlader Morricone publikum i et musikalsk harmonikasammenstød, der nærmest får luften til at stå helt og aldeles stille. Det er truende toner, som vi har med at gøre her, og de fanger virkelig både ånden og genfærdet i en klassisk Tarantino film.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: The Hateful Eight Anders Bjerg

The Hateful Eight - premiere 7. januar 2016

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Med ’The Hateful Eight’ tester Tarantino vores tålmodighed i denne tre timer lange fortælling om fjendske karakterer med feje intentioner, hvor der ingen er at heppe på og ingen der sejrer i sidste ende. Det er en mørk og manisk fortælling, der desværre lider lidt for meget under sin lange spilletid. Der er mange mindeværdige replikker i filmen, men meget af tiden kører Tarantino i tomgang og løber tør for gas inden enden er omme. Det er især de lange og intetsigende introduktioner af karakterer der virker overflødige; specielt fordi Tarantino ikke forstår at en interessant introduktion af karakteren, ikke nødvendigvis gør selve karakteren interessant. Dertil kommer en masse gentagelser af sætninger, scener og scenarier der ikke rigtig bringer os tættere på en konklusion – en konklusion, der allerede føles langt væk under de mange ligegyldige kapitelinddelinger, som ofte popper frem uden at have en egentlig effekt på plottet. Filmen har også en del politiske, etniske såvel som religiøse undertoner, men disse forbliver desværre underspillede til fordel for overspillet selvforkælelse og ondsindede voldsepisoder uden vægt eller effekt.

4


User Rating: 3 (2 vurderinger)

Tags: , , , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑