Filmanmeldelse: The Leisure Seeker

Instruktør Paolo Virzí, har for første gang bevæget sig udenfor sit elskede Italien, for at indspille filmen om det ældre amerikanske ægtepar Ella (Helen Mirren) og John (Donald Sutherland). Virzí debuterede i 1994, med filmen ’La Bella Vita’, som indbragte ham adskillelige filmpriser og samtidig skabte stor international interesse, for hans videre arbejde. Virzís krav til at ville indspille en film i USA var mange, blandt andet ønskede han selv at udforme manuskriptet, for derved at kunne undgå amerikanske klicheer. Samtidig ville han selv vælge hvilke skuespillere han skulle arbejde sammen med og selvom holdet omkring Virzí måske ikke havde regnet med det, gik alle hans ønsker i opfyldelse.

Historie

Ella og John har været gift i mange år og trænger til et spontant eventyr. Til deres voksne børns store overraskelse, stikker ægteparret af i deres gamle autocamper og kører af Route 1 ud på USA’s landeveje, for at mindes et ægteskab drevet af passion, hengivenhed og hemmeligheder. Det bliver en tur fuld af sjove oplevelser og eftertænksomme stunder om fortid og fremtid.

Og ja, det kan jo umiddelbart lyde ret kliche agtigt og det er det til tider også, men trods de klicheer som ikke helt har kunnet undgås, så er der faktisk en del ting der fungerer i denne film.

De første fem minutter afvikles meget hurtigt, faktisk for hurtigt og en anelse utroværdigt, og man fornemmer at filmen egentlig bare skal skubbes i gang i en rygende fart, så vi kan nå frem til alt det essentielle. Heldigvis kommer vi dog hurtigt på rette køl igen, da vi præsenteres for filmens to hovedpersoner Ella og John. Mirren og Sutherland formår allerede fra deres første scene sammen, at implementere den livs- og kærlighedshistorie, som skaber grundlag for resten af filmen. Filmen handler dog ikke kun om ægteparrets lange liv sammen, den omfavner nemlig også fortællingen om Johns demens, og til tider formår filmen faktisk, forholdsvist rørende, at portrættere Ella og Johns kamp, for at holde fast i deres fælles historie. Autocamper-rejsen udvikler sig til en kamp for deres fælles kærlighed og ikke mindst retten til, trods deres alder, stadig at kunne vælge selv – hvor man vil bevæge sig hen, hvad man har lyst til og hvornår man ønsker at dø!

Noget af det filmen gør rigtig godt, er dens forfriskende humor og her er skuespillernes timing alfa omega. Det er faktisk ofte grundet Mirren og Sutherlands timing, at filmen formår at redde sig selv hjem, særligt når den bliver liiiiige klichefyldt nok, får de to skabt henholdsvis både dybde og lethed. For som tidligere nævnt, så bærer filmen præg af, ikke altid at udvikle sig lige troværdigt, handlingen skubbes nemlig ofte frem og det er desværre ofte et træk ved Hollywood produktioner, der har til formål at underholde. Det bliver desværre en anelse opstillet og unaturligt.

MEN, kan man være med på filmens præmisser, sætte pris på klicheerne og det at den faktisk forsøger at åbne op for nogle alvorlige og ærlige problematikker, så kan det sagtens være en film du skal se! Det står dog åbenlyst klart for mig, at filmen kun skulle have trådt lidt ved siden af, med et sæt væsentligt dårligere skuespillere, med ringere indlevelse, timing og naturlighed, for at kunne have vippet over og opfyldt kravene som b-films materiale.

The Leisure Seeker, Helen Mirren, Donald Sutherland: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk
© 2017 – Sony Pictures Classics

Skuespil

I filmens første scene møder vi ægteparrets søn Will (Christian McKay). Som beskrevet ovenfor, skydes filmen en smule skævt i gang, hvilket både skyldes noget manuskriptteknisk, men det skyldes altså også McKays skuespil. Han virker både kunstig, opstillet og enormt påtaget. Det er faktisk noget der generelt går igen i alle de scener han deltager i, også når han spiller sammen med sin ’filmsøster’ Janel Monoley. Filmens niveau og rytme falder gevaldigt i disse scener, da arrangementet og skuespillet virker indøvet, opstillet og u inspirerende. Desværre.

Heldigvis er det kun en brøkdel af filmens scener, som handler om Ella og Johns børn og lige så snart vi bevæger os over i de scener der har betydning for filmen, altså ægteparrets historie, så brillerer både Mirren og Sutherland i deres samspil. Igen må jeg sige, at det er det der løfter og gør filmen!

Sutherland balancerer så smukt i sin karakters lune, mellem de klare øjeblikke og de øjeblikke hvor sygdommen tager over og John fuldstændigt forsvinder. Sutherlands arbejde i dette spændingsfelt er simpelthen så fint og det gør ondt gang på gang, at se ham forsvinde ind i handlingslammelsen. Mirren er ligeledes skøn og hendes karakter udvikler sig løbende, fra at være dominerende og uden situationsfornemmelse, til at vinde sympati for det liv hun bliver i, trods den smerte det medfører.

Det ER i Mirren og Sutherlands samspil de unikke øjeblikke skabes. De har begge en timing og en humoristisk nerve, der er helt eminent i denne film. Filmen har sine mørke og tunge øjeblikke, men det taber den ikke sin energi af, for Mirren og Sutherland er eminente til, helt subtilt, at give filmen energi i både de dybe og mørke følelser, men så sandelig også i de lyse og finurlige øjeblikke.

The Leisure Seeker, Helen Mirren: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk
© 2017 – Sony Pictures Classics

Visuelt

Generelt er det visuelle fint, enkelt og simpelt. Det visuelle bliver et smukt portræt af USA’s landeveje, natur og seværdigheder, fra de helt rigtige og polerede vinkler. Lyset er smukt og landet åbner sig for os, idet Ella og John kører afsted i deres autocamper, men… at forsøge at lave en roadmovie i USA uden klicheer, det er en meget svær opgave! For mig lægger denne film dog heller ikke op til noget nyskabende på den visuelle front og derfor er det okay med de visuelle klicheer, som faktisk gør filmen ret charmerende.

Filmen tager blandt andet udgangspunkt, i tiden op til USA’s sidste præsidentvalg og i enkelte scener ser vi Trumps følgere, på gaden for at værge vælgere. Det visuelle står egentlig i fin kontrast til det portræt vi ofte ser af USA i dag, hvor Trumps politik og ’Make America Great Again’ kampagne, har sat sit præg på mange menneskers opfattelse af USA. Ser man blot USA udefra, kan landet i øjeblikket virke både skræmmende og ekskluderende, men har men selv rejst rundt i USA og oplevet det (for mig) fantastiske land det også er, så er der en god chance for at denne film visuelt, vil vække dine minder og gøre dig nostalgisk.

The Leisure Seeker, Helen Mirren, Donald Sutherland: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk
© 2017 – Sony Pictures Classics

Musik og lydbillede

Musikken er et mix af Carlo Virzís originale score og en masse ældre blandede hits, som sætter stemningen i filmen. Filmen får derfor også en meget amerikansk lyd og ofte en let og legende energi. Den originale score er rolig og stemningsfuld og fungerer ofte som underlægning, når scenerne bliver lidt mere alvorlige og vi kommer ind bag facaderne. De ældre hits bliver brugt når vi er på landevejen og er derfor med til at skildre USA.