Filmanmeldelse: The Predator

Så er jagten begyndt igen, og Jorden får atter besøg af sportsjægerne fra de ydre rum, der tager mennesker som trofæer. Denne gang er det Shane Black, der sidder i instruktørstolen og vender tilbage til det univers, som han selv i starten var en del af, da Black spillede sammen med Arnold Schwarzenegger i den førte ’Predator’ film. Men, dette har været en produktion i vanskeligheder, hvor scener er blevet slettet eller filmet om, og udgivelsesdatoen er rykket nok gange til, at man bliver bekymret. Så, har man god grund til at være bekymret? Lad os se nærmere på ’The Predator’.

Historie

I denne film møder vi en gruppe elitesoldater og en professor, der bliver viklet ind i en konflikt af intergalaktiske dimensioner. De højteknologiske rumvæsner er tilbage, men de har givet sig selv en ordentlig opgradering via tilføjelse af DNA fra andre rumvæsener. Men det er ikke kun super-predators, som vores gruppe bør være bange for. Nej, en special enhed af regeringsfolk, soldater og forskere er også efter disse rumvæsner, men med et helt bestemt formål, og alle som står i vejen likvideres. Kampen er gået i gang, og der kan kun være en vinder!

Normalt siger man: “Vil du have den gode eller dårlige nyhed først?” I dette tilfælde, så lad mig vælge for dig og begynde med den negative side. Filmen har simpelthen for mange karakterer og kører med dens små subplots, der spænder ben for ens fokus. Klipningen er til tider så aggressiv, at man også mister fokus på dette område. Man tænker: ”Hvad sker der?” Dog så er det heldigvis ikke noget vedvarende. Manuskriptet er skrevet af Shane Black og en af mine kult-favoritter, Fred Dekker, der i 80’erne instruerede underholdende film som ’Night of the Creeps’ og ’The Monster Squad’, men som ellers har haft en stillestående karriere. Desværre så er der problematikker med det nedskrevne, for manuskriptet synes at være mangelfuld, have et par one-liners for meget og er… tør man nævne det for tredje gang? Ufokuseret! Ja, det er dette ord, som generelt går igen, hvis man skal svinge med pisken.

På den anden side så er filmen fantastisk underholdende, og lad mig sætte en tyk streg under det ord. Der er på godt gammel dansk: FUT I FEJEMØGET! Der er tonsvis af referencer til de foregående film, og hvis man som denne skribent er fan og kender det hele ud og ind, så er der nogle ganske fornøjelige ting at lægge mærke til. Introduktionen af super-predatoren troede jeg ville gå lidt galt, da jeg i første ombæring så traileren. Jeg betvivlede stærkt, om det ikke ville være for meget og for plat. Men, heldigvis til min overraskelse, så fungerede denne del af plottet, og den højere udviklede version af rumvæsnet, som vi kender, må siges at være yderst effektiv. Filmen har også sin portion af humor, nogle gange fungerer det ikke helt, men for det meste sidder man med et smil på læben og humøret højt.

Skuespil

Filmen har en lang række mere eller mindre kendte ansigter, også ansigter som man har savnet. For mit vedkommende, så var det dejligt at se Thomas Jane tilbage, der for 15 år siden havde sin storhedstid, men som langsomt forsvandt ud af min periferi. Så har vi Jake Busey, der efter ’Starship Troopers’ begyndte at være med i lav budget film, der aldrig kom ud af biografen. Det morsomme er, at Jake Busey spiller søn af karakteren Peter Keyes fra ’Predator 2’, der tilfældigt nok også blev spillet af hans far, Gary Busey. Selvom persongalleriet er for bredt, så slipper alle sammen afsted med fine præstationer.

Visuelt

En Hollywood-film med knald på, skal selvfølgelig også have en billedside, der kan følge med. Og den visuelle del i ’The Predator’ skuffer heller ikke. Effekterne holder for det meste, og rumvæsnerne har aldrig set sejere ud end her. En anden ting som varmer mit hjerte, er at filmen er ret blodig. Ja, det er er ikke for at lyde som en psykopat, men denne skribent kan godt lide en film, der tør vise blod og splatter-effekter, i en tid hvor 95% af større Hollywood-film bliver designet til at please de større børn og derfor har en lavere censurgrænse. Men, her får din indre blodhund slukket sin tørst. Flot lavet, flot filmet og så gore-effekter oveni… der kan ikke klages!

Musik og lydbillede

Musikken bliver leveret af talentfulde Henry Jackman, der låner meget af Alan Silvestri’ musikalske bidrag til de to første ’Predator’ film, hvilket måske ikke er særlig originalt, men det passer perfekt til universet, og jeg kunne ikke forstille mig en anden slags musik. På lydsiden, ja så er vi helt oppe og ringe hér. Med det mener jeg selvfølgelig, at bedre findes det ikke. Det buldrer og brager som det skal, så hvis man er hørehæmmet, så gør man sig klogt i at skrue ned for de eventuelle apparater man måtte eje.

 

Copyright: 20th Century Fox / Nordisk Film Distribution