Filmanmeldelse: The Prodigy

Foråret er årstiden hvor Hollywood tit dumper mange af deres gyser-projekter af. Og vi på Filmpuls bevægede os stille ind i biografmørket, med et håb om at overvære en nervedræbende oplevelse, der permanent giver os mareridt og gåsehud. Så er spørgsmålet om ’The Prodigy’ kan magte sådan en svær opgave?

Historie

Dette er historien om et ægtepar, som gør sig klar til at få ønskebarnet, men som snart må sande, at deres barn ikke just er ligesom alle de andre. Javist, så er vi alle forskellige, men deres dreng Miles viser flere bekymrende sider, jo ældre han bliver. Og da han er 8 år sker der så mange episoder, at Miles’ mor frygter at noget er forfærdelig galt med deres kloge, men yderst asociale barn, der snart begynder at få blod på hænderne. For hvad Miles fejler kan ingen psykologer og læger helbrede… nej, det er noget yderst skræmmende!

Et godt gys, det siger vi på redaktionen ikke nej til. Men, det bliver desværre ikke fra ’The Prodigy’! Ganske enkelt fordi det er en ringe fortalt historie, der prøver at servere jump scares (bøh effekter), så dem med svage nerver overfor gys, kommer ud af biografmørket med den gode tro, at de har været inde og se en god film. Præmissen (som vi ikke afslører) den er både åndsvag, men også interessant, og havde man brugt tiden på at skabe en historie, som tør tage sin tid, have markant bedre dialoger og filmiske virkemidler der for huden til at krible og krable, ja så kunne dette vel og mærke være en fremragende horror-oplevelse.

Men i stedet så springer man over hvor gærdet er lavest, og filmen overforklarer så meget, at man næsten har lyst til at råbe… JA, VI HAR FATTET DET! Et par enkelte scener er virkelig gode, som minder om noget taget ud af en bedre film. Det er drøn ærgerlig, men dette bliver ikke en af de film, som man får dårlige drømme af. Dog, så kan det ikke benægtes, at man kan finde filmen langt mere fornøjelig end denne skribent, den fungerer sikkert godt som en ”date oplevelse”.

Skuespil

Spillerne bliver desværre trukket ned af filmens ringe manus. Man prøver at give alt hvad man har, men det er bare svært, når kliché-bølgen kører for fuld drøn, og at man overfortæller og serverer alt på et sølvfad, som om vi er børn der ikke helt forstår hvad der sker. Dette er på ingen måde raket-filosofi, og filmen er akkurat ligeså nemt at finde hoved og hale i, som at læse en bog skrevet til et vuggestuebarn. Og når vi nævner børn, så er drengen der spiller Miles, klart filmens bedste del. Denne unge skuespiller har virkelig nogle scener og dialoger, som man normalt aldrig ville give til et barn. Men, ham her er frisk på det hele, og der er stadig nogle scener der sidder fast i mig, selvom historien som helhed ikke fungerer.

Visuelt

Folkene bag, ved godt hvordan man støber en film, hvordan man bruger lys og andet til at skabe stemning. Men samtidig er det hele også lidt for uoriginalt at kigge på, hvilket ikke mindst gælder alle de effekter man gemmer, for at få folk til at hoppe i biografsæderne. Man lugter Bøh-effekterne lang tid før de bliver brugt, og det er lidt ødelæggende for den samlede oplevelse, men når man er en hærdet gyser-nørd, ja så er det meget svært (som filmmager) at prøve at gemme alle kortene oppe i ærmet. Men ak, der er mange som vil finde disse virkemidler tilfredsstillende.

Musik oh lydbillede

Musikken er ikke det nye mesterlige horror-score, og helt ærligt, så kan jeg ikke huske en dyt om denne del, hvilket siger pænt meget om, hvor mindeværdige filmens toner er. Lydene er ganske fine, men byder også på den sædvanlige palet af kendte øjeblikke for øret, der skal få os til at få koldsved. Men selvom man prøver at skrue op for uhyrlighederne, så forbliver skribentens pande tør og uden svedperler.

Copyright: UIP