Filmanmeldelse: The Secret Life of Walter Mitty

Carpe Diem – Lev livet! Kortere og mere præcist kan det ikke siges!

Foruden at være hovedrolleindehaver har Ben Stiller også instrueret og produceret ‘The Secret Life of Walter Mitty’, som er baseret på John Thurbers’  mest indflydelsesrige fortælling fra 1939 om en mand, der opdager, at virkeligheden langt fra overgår hans ellers så sprudlende fantasi.

Historie

For Walter Mitty (Ben Stiller) er dagdrømme og forestillinger noget der fylder mere end hans virkelige tilstedeværelse, hvilket er forståeligt eftersom at han lever et stille og meget trivielt liv. Han arbejder ironisk nok som fotoredaktør for et blad, Life Magazine, der bringer eksotiske og  fantastiske forsidehistorier. I de 16 år Walter har været på Life, har han fremkaldt negativer, som mesterfotografen Sean O’Connell (Sean Penn) sender hjem med posten. Da den tragiske nyhed om, at Life lukkes ned, annonceres, skal O’Connells negativ 25 bruges som det sidste forsidecover, men problemet er bare, at Walter har mistet det. Jagten på negativ 25 og O’Connell sætter Walter sig nu for og med lidt hjælp fra sin kollega (Kristen Wiig) og nogle få spor, fører dette ham på en ualmindelig rejse, som i sidste ende er med til at forandre hans liv.

The Secret Life of Walter Mitty - Ben Stiller daydream

Det er uden tvivl en sammenhængende historie med meget dybde. Nogle scener og dagdrømme virkede dog lidt for lange, f.eks. Benjamin Button referencen, hvilket desværre tog noget af tempoet ud af filmen. Men historien er som et  charmerende eventyr, der skal minde os om at leve livet i nuet og turde tage nogle chancer. Og det er længe siden, at jeg har siddet så spændt til det aller sidste for så heldigvis at blive belønnet med en nærmest perfekt slutning på filmen – det må jeg alligevel give Ben Stiller, big thumbs up for det.

The Secret Life of Walter Mitty - Ben Stiller

Skuespil

Ben Stiller, som vi ser i rollen som Walter Mitty, er en anden end den Ben Stiller, vi ellers normalt kender. I denne rolle ser vi Stiller meget mere nedtonet, knap så sjov og man kan for en gangs skyld tage ham seriøst. Det er dejligt at se Stiller udfolde sig i roller, der er mere menneskelige og varme end nogle af hans andre, ellers så komiske og ironiske roller.

The Secret Life of Walter Mitty - Ben Stiller Kirsten Wiig
Walters crush, Cheryl Melhoff, spilles af Kristen Wiig (Bridesmaids) og hun er overbevisende i rollen som den afdæmpede kollega og mor, der ligesom Walter, mangler en at dele livet med. Der er overraskende sød kemi imellem Stiller og Wiig, hvor jeg ellers kunne have frygtet noget sarkastisk komedie, som de jo nærmest er indbegrebet af, men de spiller troværdigt og er alvorlige, når de skal være det.

Sean Penn som mesterfotografen Sean O’Connell er helt sikkert et scoop for denne film, men mere credit behøver hans karakter så heller ikke. I birollerne må også nævnes Adam Scott som Walters irriterende chef samt Patton Oswalt (King of Queens), som Todd, Walters evigt-opbakkende servicerådgiver fra et online datingsite. Disse to karakterer bidrager også med små, komiske  indslag, der er med til at løfte filmen til et højere niveau.

Visuelt

Introen til filmen er virkelig bemærkelsesværdig. Den er grafisk flot lavet, og jeg mindes ikke at have set en intro, der falder så meget ind i en virkelighed og så naturligt, som denne gør. Det er absolut mindeværdigt, og giver allerede her et godt indtryk af filmen. Magasinet Life har også et motto, som går igen i filmen, og den måde den grafisk bliver vist, er også rigtig godt lavet. Desuden bliver de destinationer, som Walter besøger, rigtig flot rammet ind af smukke natur- og landskabsbilleder, hvilket bare får en til at dagdrømme sig hen til disse destinationer.

The Secret Life of Walter Mitty - Ben Stiller Iceland

Musik og lydbillede

Rigtig god underlægningsmusik, der passer til filmens skiftende tempo og stemning. Visse steder i filmen, bærer musikken præg af en form for lokal folkemusik, ligesom jeg også fænges af den bløde indierock, der gøres brug af. At der er skrevet specifikke sange særligt til filmen, og af så eminent en kunstner som José Gonzales, bidrager kun yderligere til det positive indtryk af filmens musik.