drama

Skrevet den 27 september, 2018 | af Jakob Sørensen

0

Filmanmeldelse: The Wife

Man siger: ”Bag enhver succesfuld mand står en kvinde”. Det er for det meste rigtigt, men i denne film, så bliver dette ordsprog vendt alvorligt på vrangen.

Historie

Vi møder den yderst intelligente og smukke aldrende Joan Castleman (Glen Close), der er den helt perfekte og pligtopfyldende hustru. I løbet af næsten 40 år har hun ofret sit eget talent, drømme og ambitioner som forfatterinde, for at være til stede og støtte sin mand Joe (Jonathan Pryce) og hans store litterære karriere. Hun har tilmed set den anden vej, når han var hende utro, og accepteret hans mange undskyldninger. Disse talrige kompromiser er ved at blive for meget for Joan, og det hele kulminerer den aften, hvor hendes mand skal modtage den ultimative hæder – Nobels litteraturpris. Det er ved at være slut med al den selvopofrelse, og et par sandheder må komme på bordet.

’The Wife’ er instrueret af den svenske Sølvbjørn vinder (Berlinale) Björn Runge, og delvis produceret af danske Meta Louise Foldager Sørensen, men der har også været britiske og amerikanske kræfter bag. Uagtet hvem eller hvad, som står bag denne film, så må jeg bringe mine lykønskninger over dette særdeles fremragende resultat. Hvis denne skribent ikke var gået til pressevisning, så ville dette nok have været en af de film, som godt kunne være gået over hovedet på mig, men heldigvis skete dette ikke.

Dette er i al sin enkelthed et fandens godt stykke drama. Det er et åndehul i et virvar af film, der kun handler om død og ødelæggelse. ’The Wife’ kan måske ses som en hyldest til kvinder, der har ofret sig, men det er i bund og grund en film om det at være i et forhold. Dette er kernen, og på intet tidspunkt afviger historien fra dette. Derudover så er manuskriptet skrevet til perfektion, og dialogerne føles ægte og nærværende. Der er ikke andet at gøre, end at hive pengene op af lommen, eller bruge de gavekort man har fået til biografen, for den her oplevelse må man ikke snyde dig selv for.

Skuespil

Vi er klart ovre i masterclass-niveau hér. Alle der medvirker i filmen, selv de mindste rolle, ja de bør roses. Men, det er Close og Pryce, som tager teten. Close leverer en kraftfuld præstation, og hendes ansigt/kropssignaler kommer stort set igennem hele paletten af følelser. Hvad hun i denne film præsterer er på ingen måde ”nemt”, men er en mesterlig balanceagt i skuespilkunst. Ligeledes så gør Pryce også god figur, med hans rolle som Joe. Hans rolle er måske ikke lige så kompliceret, men han giver alligevel alt, hvad han har i sig. Det ville ikke overraske denne skribent, hvis både Close og Pryce fik en Oscar-nominering, eller hvis Close skulle ende ud med en kurv fyldt med statuetter, når næste års award-sæson begynder.

Visuelt

Dette er måske ikke en film med de vilde kamera-tricks, men der er alligevel nogle. Folkene bag denne film har utrolig godt styr på alt det filmiske, og på intet tidspunkt bliver man hævet ud af historien, fordi der er en fejl, dårlig klipning osv. Filmens fotograf er den erfarne Ulf Brantås, der også fotograferede ’Fucking Åmål’ og ’Lilja 4-Ever’. Det tekniske område kan der ikke klages over, og det hele synes at passe til filmens tone såvel som historie.

Musik og lydbillede

Britiske Jocelyn Pook leverer et ganske godt stykke baggrundsmusik. Hun har også lavet musik til ’Købmanden fra Venedig’ og Stanley Kubricks sidste film ’Eyes Wide Shut’. Lydbilledet kan jeg ikke klage over, der var i hvert fald intet, som stod ved siden af eller som generede mig på dette område, men nu er dette heller ikke den type film, hvor lydmixet får fuld pedal. Alt i alt, bund solidt!

Copyright: SF Film
Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: The Wife Jakob Sørensen

The Wife - Premiere d. 27 Sep 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’The Wife’ er et enestående stykke drama, med skuespilpræstationer der når de øverste luftlag. Mit råd er ganske enkelt: Gå ind og se filmen…. NU!

5


User Rating: 6 (1 vurderinger)

Tags: , , ,


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑