Fortjener Wolverine stadig sine egne film?
Den første uafhængige Wolverine film ’X-men Origins: Wolverine’ havde premiere i 2009 og havde efter min mening meget lidt ”origin” over sig, selvom den skulle give os baggrundshistorien for Logan/Wolverine.
Nu er turen kommer til efterfølgeren ’The Wolverine’, som er inspireret af den første selvstændige fortælling om Marvel-tegneseriefiguren af Frank Miller og Chris Claremont fra 1982. Hugh Jackmann ses i rollen som Logan/Wolverine for sjette gang og filmen er instrueret af James Mangold (Walk the Line).
Historien
Logan har lagt Wolverine bag sig og har gemt sig et sted i Canada, isoleret og fortvivlet over at han er skabt som et våben, som er til skade for sine omgivelser. Trods sit forsøg på at lægge Wolverine-identiteten bag sig, lokkes han til nutidens Japan – et Japan, som den over hundrede år gamle mutant ikke har set siden Anden Verdenskrig – af udsendingen Yukio.
Yukios chef, en af Japans mest magtfulde forretningsmænd, Lord Yashida, vil gerne takke Logan for at have reddet hans liv for mange år siden. Men det viser sig snart, at den døende Yashida også har andre grunde til invitationen: Han vil betale sin gæld tilbage og tilbyder Logan at blive dødelig igen. Derved kan Logan befries fra den udødelige skæbne, som han betragter som en forbandelse.
Den første Wolverine film synes jeg ikke klarede opgaven med at give et billede af karakterens baggrund, men mere et billede af hvor lang tid han havde levet, hvordan han blev til Wolverine og hvordan han mødte Professor X. Den manglede simpelthen dybde!
I ’The Wolverine’ er det Logans udødelighed, som danner baggrund for historien. På samme måde som ’The Dark Knight Rises’ viser hvordan det at være Batman tærer på Bruce Wayne, lader det til at “The Wolverine” gerne vil vise, hvor hårdt det er for Logan at være udødelig.
Problemet er bare, at ’The Wolverine’ gør det halvhjertet og at man derfor ikke rigtig føler med Logan på samme måde som med Bruce Wayne. Det skyldes ikke at Hugh Jackman er ude af stand til fremkalde de rigtige følelser, men derimod at historien ikke er skruet godt nok sammen.
Samtidig prøver man – som altid – at smide en kærlighedshistorie ind i plottet, hvilket optager en masse af filmen og gør, efter min mening, den så kedelig, at ikke engang action sekvenserne kan redde den. For mig var det eneste positive aspekt af ’The Wolverine’ fokus på det venskab, der opstår mellem Logan og Lord Yashida efter at Logan redder hans liv under 2. Verdenskrig og hvordan mødet med Logan påvirker Yashida fra deres første møde til de mødes igen mange år efter.
Heller ikke denne gang lanceres Wolverine som en karakter, der er interessant uden for X-men filmene. Karakteren er ellers meget interessant, da der er mange facetter af ham, som man kan udforske – facetter, som udforskes langt bedre i tegneserierne end på det store lærred.
Skuespil
Hugh Jackman er blevet synonym med Wolverine, ligesom Sean Connery er med James Bond og Robert Downey Jr. efterhånden er med Iron man. Det er altså en rolle han kan spille i søvne.
Han er samtidig også en skuespiller, som skal tages seriøs, da hans talent stikker dybere end bare Wolverine figuren. Så når det kommer til hans præstation i ’The Wolverine’, så synes jeg, at han gør det godt, men at historien er så overfladisk, at man ikke får mulighed for at se så meget af den dramatiske side af figuren, som man ellers kunne have ønsket sig.
Rila Fukushima gør det godt i rollen som Yukio, der får opgaven at finde Logan i Canada. Hun passer også godt ind i rollen som lillesøster/side-kick, og deres forhold minder lidt om den Logan havde med Rogue i X-men filmene (hun virker som en interessant figur til x-men universet).
Haruhiko Yamanouchi er også god i rollen som Lord Yashida, Logans ven fra 2. Verdenskrig, og giver rollen en god dosis mystik.
Visuelt
Frank Miller er kendt for at have givet tegneserier lidt mere kant ved at introducere superhelte, der skal håndtere problemer, som savnet af døde forældre, at skulle håndtere deres udødelighed ( meget relevant i dette tilfælde) osv. Altså meget dystre fortællinger.
De visuelle virkemidler underbygger de seriøse temaer. Hvis du er bekendt med bl.a. ’300’, ’The Dark Knight Returns’ og ’Daredevil’, så har de alle det til fælles, at de er meget blodige, sproget grimt og nætterne lange.
Dette er også tilfældet for Frank Millers skildring af Logans tur til Japan, hvor den cigarrygende antihelt navigerer rundt i Tokyos mørke, regnfulde og neonbelyste nætter.
The Wolverine leverede ikke på det visuelle plan, da den let og elegant hopper over endnu et aspekt af historiefortællingen, som kunne have hjulpet til at bringe en af de mest vellidte tegneseriehæfter til det store lærred.
Jeg savnede en visuel tone, der underbyggede historien ligesom i tegneserien (jeg forestiller mig noget i stil med Blade Runner – dog uden de flyvende biler).
Den eneste visuelle lækkerbiksen er en action sekvens ovenpå et højthastighedstog, hvor man via perfekt CGI får inkorporeret en af Japans store attraktioner.
Musik og lydbillede
Ligesom der visuelt ikke bliver gjort noget væsentligt for at underbygge filmens dystre tone, så sker der heller ikke noget på lydsiden.
I filmen bliver Logan kaldt for en Ronin (samurai uden herre), han er i Japan, han er sammen med japanere….hallooo?. Selvom at filmen er influeret af Japan og japansk krigerkultur (hvorfor man har action sekvenser, der indeholder samuraisværd og ninjaer), har man alligevel ikke brugt et lydbillede, som forstærker det faktum, at man er i Japan (forestil dig ’The Last Samurai’, men med musikken fra Die Hard)……skuffende!