Filmanmeldelse: The World’s End

Cornetto trilogien er nået til vejs ende, og meget passende ender den med ’The World’s End’. Men trods mange gode grin undervejs, når den ikke helt samme underholdningsniveau som ’Shaun of the Dead’ og ’Hot Fuzz’. Til gengæld byder den på karakterer med dybde og bromance, der varmer. For fans af Cornetto trilogien er det et bittersødt farvel, mens det for andre måske bare bliver en lidt ‘meh’ oplevelse.

Historie

Den 22. Juni 1990 fejrer vennerne Gary, Andy, Steven, Oliver og Peter, at skoleåret er slut med en pub crawl til Newton Havens 12 pubber, hvor de planlægger at slutte af på ”The World’s End”. Men deres høje ambitioner overgår deres evner til at indtage fadbamser, og de går alle kolde, inden de når derhen.

The World's End - unge
Mere end 20 år senere er den aften stadig højdepunktet i Garys sølle liv. Han overtaler (manipulere, tigger og afpresser følelsesmæssigt) derfor sine gamle venner, der alle har fast arbejde og familieforpligtelser, til at tage tilbage til Newton Havens og denne gang nå til ”The World’s End”. Men drengene opdager snart, at tingene og folkene i deres barndomsby har ændret sig, og det der egentlig var en nostalgisk pubcrawl med tømmermænd dagen efter, bliver lige pludselig en kamp for hele menneskeheden overlevelse.

The World's End - middelalder

Historien væver genrerne action, sci-fi og komedie legende let. Wright sætter fokus på venskaber, teenager vs. voksen og ensformighed – eller som de siger: Starbucked. Som altid er der homager, parodier og små hints til genren og til Cornetto trilogien selv, hvilket er nok til at få ens lille geek-hjerte til at hoppe af glæde. Og igen er der hints i navnene på pubbene i forhold til handlingen, små godbider. ’The World’s End’ byder på god britisk humor, men filmen kræver også, at man er villig til at bare at følge handlingen, der til tider virker lidt lang og ensformig (oh the irony), og du skal heller ikke stille alt for mange spørgsmålstegn. Hvis du er villig til det, så er du sikret rigtig god underholdning med skarpe replikker i de 109 minutter filmen varer.

Skuespil

The World's End

‘The World’s End’ ville helt sikkert ikke fungere uden et godt hold skuespillere, så det er heldigt at Wright har sammensat det perfekt hold.
De to bærende kræfter er igen Simon Pegg og Nick Frost. Deres bromance er guld værd og de ping-ponger med hinanden, som kun to rigtig gode venner kan. Simon Pegg er perfekt i rollen, som den fortabte og taberagtige Gary King, der hellere vil ofre sit liv og vennernes for at gennemføre pubcrawlen. Gary King kunne let blive en karakter, som man bare ikke kan udstå, men Pegg formår at gøre King sårbar, så man alligevel håber, at han når frem i god behold. Eller også får man bare så ondt af ham, fordi han stadig kører rundt i samme bil, farver håret sort og går i det samme tøj som i 1990.
Nick Frost er denne gang ”the straight guy” til Peggs King, og han gør det rigtig godt som den meget modvillige deltager på pubcrawlen, der trods alt stadig passer på sine venner.
Martin Freeman, Eddie Marsan, Paddy Considine, Rosamund Pike og David Bradley gør bare filmen endnu bedre. Det er fedt, at de alle har en historie fremfor at være et-dimensionerede karakterer, dog lugter det lidt, som om Pikes karakterbruges lidt for meget som et plot device.

Visuelt

’The World’s End’ har Wrights aftryk med de hurtigt klippede scener, der gør selv det at hælde øl op til en vigtig og stor begivenhed. Kampscenerne i filmen er fede og godt koreograferet, og Wright leder kameraet med en sikker hånd der fanger alt, som kun få andre kan. Special effekterne er også gode og skaber associationer til nogle af de gamle 70er sci-fi film. I like.

Musik og lyd

Steven Price, manden bag lydsporet til Gravity, står også bag musikken til ’The World’s End’, som dog ikke er nær så fremtrædende som hans andre værker. Der er noget fed musik i filmen, som er med til at forstørre ”helte”-effekten.