Filmanmeldelse: They Shall Not Grow Old

Peter Jackson tager et stort skridt tilbage i fortiden ved hjælp af teknologi fra nutiden og skaber et visuelt vidunder, der er storslået på en helt anden måde end hans episke fantasy-filmatiseringer af J.R.R. Tolkiens populære bøger. ’Ringenes Herre’ og ’Hobitten’ har imponerende kampscener fra slagmarken, og over næsten to gange ti timer formår Jackson at fortælle en berettende historie om vores hovedpersoners utrolige rejse. ’They Shall Not Grow Old’ formår at gøre det samme på knap og nap halvanden time. Forskellen er også, at teknologien her ikke optænker det uhåndgribelige – den realiserer det på allerværste vis.

Historie

Det er ikke første gang, at Peter Jackson arbejder med en dokumentarisk stil, da han i 1995 udgav filmen ’Forgotten Silver’ fyldt med arkivmateriale og interviews. Forskellen var bare, at det dengang var et stort fupnummer. Intet i filmen var faktuelt, selvom det blev fortalt og fremvist sådan. Med ’They Shall Not Grow Old’ kan Jackson dog ikke gå ud bagefter og sige, at det hele bare var bluff. Der bliver gravet op i en fortid, der stadig er særlig nær for nogle, men desværre også nærmest uvirkelig for endnu flere. Vi snakker trods alt også begivenheder, der foregik, for mere end 100 år tilbage. Men mange mennesker har familie, venner og bekendte, der kæmpede og muligvis mistede livet i krigen – inklusive Jacksons egen bedstefar, som filmen er dedikeret til.

© Warner Bros.

’They Shall Not Grow Old’ er et farligt forsøg på at skabe et teknologisk testamente, til dem der faldt før deres tid… Kan Peter Jackson ære deres minde gennem banebrydende billedmanipulation, moderne lydredigering og tilføjelsen af et tredimensionelt billedplan? De gamle optagelser fra første verdenskrig er stærkt manipulerede, men faktisk i endnu større grad, imponerende realiseret og ikke mindst respektfuldt håndteret. Som det ellers er tilfældet med de fleste dokumentarer af slagsen, så er Jacksons film ikke et forsøg på at føre publikum tilbage til fortiden, men derimod bringe fortiden til os. Filmen ønsker ikke fortælle os om begivenhederne – den vil vise os dem – ej heller skal en tilfældig historiker med interesse i faget tage os med på rejsen – det skal soldaterne, der stadig husker det, som var det i dag.

Jacksons ambitiøse eksperiment er elegant udført og som filmoplevelse gør den underværker. Hvis man ønsker en dybdegørende analyse af første verdenskrig fra start til slut, så skal man nok opsøge nogle af de mange lange tv-serier, der findes derude. Filmens fortælling er ret ligefrem og især hen imod sit klimaks bliver det hele lidt monotont og derfor også mindre effektivt i længden. Men som sagt er det ikke så meget hvad der fortælles, men hvordan det fortælles. Hvis man ønsker at komme tættere på krigen end nogensinde før og sidde side om side med de unge soldater, så er det bare med at komme afsted! Jackson tager os med helt ned i skyttegravene, henover slagmarkene og ind gennem de destruerede landsbyer; og tilmed uden det store besvær.

© Warner Bros.

Filmen er i høj grad en anonym men meget menneskelig fremstilling af første verdenskrig, hvor navne og lokationer betyder langt mindre end følelser og oplevelser. På mange måder, er det en side af første verdenskrig, vi aldrig helt har set før. Man tages med på klodshold og fornemmer lugten af rådne lig, brugte læderstøvler, varm stuvning og sort kaffe. Der er masser af tunge bøger og timelange dokumentarer om første verdenskrigs begivenheder og konsekvenser… men der er ikke mange om kammeratskabet, der foregik, når uniform og gevær blev lagt fra sig; hvis blot for en stund. Dette er noget, som Peter Jacksons dokumentar gør til en aboslut æressag, og det kan mærkes hele vejen igennem.

Visuelt

Filmen starter ud i mere traditionel dokumentarisk form, med et 4:3 format af soldaterlivet i sort-hvide billeder, der bestemt har set bedre dage. Disse optagelser blandes med propagandaplakater og andet materiale fra den tid. I takt med at filmens visuelle side får tildelt mere dybde, bliver vi langsomt integreret ind i tidsperioden og bl.a. introduceret til, hvordan helt unge drenge ned til 15-årsalderen fik lov til at hoppe i de alt for store læderstøvler og drage afsted mod den sikre død. Da vi omsider ankommer til slagmarkene, er de trygge rammer ikke de eneste, som brydes…. Filmens sort-hvide ”smalfilms æstetik” bliver brat efterladt, sammen med de unge drenges uskyld, til fordel for et fuldkommen illusionsløst indblik i krigens hærgen, som nådesløst har efterladt både landsbyer og menneskesind i ruiner.

© Warner Bros.

Det man er vidne til her, er noget af det mest imponerende restaureringsarbejde jeg nogensinde har set. Filmen føles ikke længere, som en række billeder projekteret på et hvidt lærred – det er den barske virkelighed, som foregår lige inde på den anden side af et gigantisk vindue, som vi er vidne til. Der er heller ikke så meget som en mikroskopisk plet eller andet snavs i sigte. Det her er ikke en gengivelse af gamle begivenheder – det er en komplet genoplivning af fortrængte tider.

De fantastiske farvelagte billeder sender ikke signaler om, at et filter er blevet lagt henover – men nærmere, at et filter er blevet fjernet. Også billedernes hastighed er blevet tilpasset nutidens standard og lyde og stemmer er blevet lagt på efterfølgende. 3D-effekten har minimal indflydelse på åbningsbillederne, men når filmen går fra sort-hvid til farver, kommer der en enorm dybde i billedet, og man er pludselig med helt nede i skyttegravene, hvor man kan se, høre og mærke bomber springe omkring sig.

Musik og lydbillede

Første verdenskrig er ikke en historie, der fortælles af en behagelig og rolig stemme, som tager os i hånden, så vi kan spadsere lystigt henover grusomhederne fra dengang. Krig er ikke en historietime i folkeskolen og ’They Shall Not Grow Old’ forstår i den grad dette. Filmen har ikke blot én fortæller, men mange. Faktisk vil jeg gå så langt og sige, at ingen i filmen fortæller noget – de erindrer, mindes og afskyer den sandhed, de skulle igennem i sin tid.

© Warner Bros.

Tonsvis af vidt forskellige lydoptagelser er sat sammen til en, lang og sammenhængende anekdote, der gennemgår krigen fra start til slut, som set igennem deres øjne, hørt igennem deres ører, mærket igennem deres fingre og gennemlevet med hver deres sjæl. Dette skaber et meget overbevisende nærvær, der virkelig fungerer for filmen.

Nøjagtig som det var tilfældet med det visuelle, så går lydsiden også fra en mere kompakt oplevelse til en kaskade af indtryk og oplevelser hele vejen rundt om dig, så snart vi træder med ind på slagmarken. Bomber springer til højre, soldater snakker til venstre, fodtrin kan høres foran og bagved dig… det er i sandhed som at være der selv.

  1. Det lyder fantastisk og enormt nyskabende!
    Ud fra hvad jeg har set, så er det især pålægningen af lyd der skær lidt i ørene på mig – men måske det fungerer godt i en hel film! Det lyder ihvertfald som en meget speciel og unik oplevelse!
    Tak for anmeldelsen!

    1. Pålægningen af lyd ER lidt underlig og man skal lige vende sig til det. Hvis man virkelig er skraptante-agtig, så kan man også side og pege fingre af det og sige det er dumt. Men overordnet set, så skaber det den nødvendige indlevelse i dokumentaren, så Jackson kan forme sit fulde billede. Uden lyden, så havde det SLET ikke været det samme…

      Det er også mest snak og sådan det kan virke lidt akavet til tider, men alt det andet lyd (foley), som fx når bomber springer, geværer affyrer skud eller når soldater går gennem mudder eller mark er MEGET overbevisende og imponerende. Det ER en ny og anderledes måde at lave dokumentar på og man kan sige, at der “pilles” for meget ved det. Men det også mest fordi det er så ny en ting. Det ville jo langt fra være første gang, at en dokumentar manipulerer ting 😉

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.