Filmanmeldelse: Thor – Ragnarok

To år efter hændelserne i Sokovia, som tordenguden Thor både var med til at redde og ødelægge sammen med resten af The Avengers, finder vi ham nu alene og i en lidt uheldig tid i sit liv. Intet er helt som det plejer, hverken omkring ham eller på Asgård, og efter at Thor ved et uheld bliver kastet ud af Bifrost og lander et fremmed sted, bliver han taget til fange og tvunget til at kæmpe mod en gammel bekendt – Hulk. Og som om dette ikke skulle være nok, så er en ny ond skikkelse kommet til magten, som har planer om at overtage alle universets riger og dermed igangsætte dommedag – kendt i norsk mytologi som ”Ragnarok”…

Historie

Thor kommer svigende – hammerløs men langt fra hovedløs – ind i sin tredje solo-film med et brag af fest, farver og farefulde eventyr! Efter hvad der muligvis var Marvel Universets værste film, ’Thor: The Dark World’, springer filmserien frem fra gråtonerne i en kæmpe humørbombe af yderst eftersøgt kulør, der bare blæser den bælgmørke besværgelse, som tidligere lå over Thor-universet, helt væk, og sætter dermed karakteren i et komplet nyt lys… bogstavelig talt. Bare rolig, dette er ikke blot en kikset kopi af den kolonorme succes som ’Guardians of the Galaxy’ har fået på grund af sin fede musik og farvefyldte stil og stemning. ’Thor: Ragnarok’ redefinerer fuldstændig fundamentet for karakteren og den norske mytologi, hvor det bedste ved Thor og de tidligere film bibeholdes og instruktør, Taika Waititi, får tilmed sin egen stemme sat selvsikkert ind i det store superhelte univers!

Hvis nogen husker den første film, så er det formentlig for humoren, som stod som filmens stærkeste trækplaster – dog ikke prominent nok indarbejdet i historien, men mere som små glimt af et glimt i øjet, som lige kort vækkede publikum fra deres blunden i de bløde biografstole. Men for at være helt ærlig, så var den første ’Thor’ faktisk ikke dårlig, men den er lidt malplaceret i resten af MCU og set i lyset af den første efterfølger, så er det, indrømmet, nærmest et mesterværk. Men som sagt, humoren var vellykket i veludvalgte perioder under den første film, men i ’Thor: Ragnarok’ har humoren fået et ordentlig hammerslag opad – og kun til fordel for filmen og universet.

©Marvel Studios

Jeg elskede den første ’Guardians of the Galaxy’ – i hvert fald efter et par gennemgange – men synes dog 2’eren til tider kunne blive for dum og fjollet at se og høre på, hvor mange af karaktererne var blevet reduceret til ”one-liner” jokemaskiner, eller har fået fjernet deres intelligens og dybde til fordel for dumme kommentarer. ’Ragnarok’ er bestemt fjollet til tider, men på en mere sofistikeret måde, hvor filmen føles mere selvsikker og kontant omkring sin tone, i stedet for at bare sprede så mange jokes ud så muligt, på et alt for tyndt og tætpakket underlag. ’Ragnarok’ lader det regne med humor, når filmen kalder for det, men kan sagtens holde sig selv på jorden, når dette er nødvendigt. ’Ragnarok’ virker lalleglad i sin tone, men uden at være ligeglad med sin historie. Der er en god balance undervejs, hvor humoren sjældent overdøver resten af elementerne og i stedet løfter dem eller lader sig udvikle naturligt – dog holdes der ikke tilbage når det endelig skal være.

Historien er en blandet oplevelse og bestemt ikke det stærkeste element, men på den anden side, så fungerer den lidt løse fortællerstil meget godt i hånd med den løse humor, der præger filmen. ’Thor: Ragnarok’ er på mange måder en lang og løs snor af tilfældige hændelser og konfrontationer, hvor Thor trækkes gennem en helvedes masse problemer og må løse dem på stedet – og ofte uden sine guddommelige kræfter. Desuden er han ikke bare reduceret til ”tordenguden-med-hammeren-der-kan-sparke-syg-meget-røv”, men får i stedet en mere menneskelig side af sig selv, hvor det bliver lettere at relatere til ham og forstå ham. Det samme gælder faktisk alle de andre karakterer, hvor især Bruce Banner får mere at lave, som ikke direkte involverer hans grønne alterego. Loke er stadig Loke, men broderskabet mellem ham og Thor samt hans egen personlighed er mere spændende og interessant end tidligere – især grundet begges ”interesse” i skurken, Hela, som desværre er en tynd omgang og formentlig filmens svageste punkt… ”en film er kun så god som sin skurk”, tja, dette lader til at være en undtagelse her, for ’Thor: Ragnarok’ er overraskende vellykket.

Skuespil

Chris Hemsworth er bedre end nogensinde som tordenguden Thor og rammer alle de tørre humoristiske øjeblikke helt perfekt. Hans komiske timing og taktiske charme er fantastisk at overvære… Tom Hiddleston, som Loke, er også bedre end nogensinde og følger Thors ”deadpan” humor meget nøje. Mark Ruffalo som Bruce Banner – og Hulk – er et dejligt syn; mest fordi både det grønne og det geniale ved karakteren får lov til at skinne. Normalt siger Hulk ikke meget, men her hører vi mere til ham. Normalt har Bruce Banner heller ikke meget at lave, fordi Hulk bare er ”sejere”, men det har han altså her og det fungerer rigtig godt. Det er tydeligt at filmens mål har været at fjerne ”det overmenneskelige” fra karaktererne og give publikum en mere jordnær oplevelse, der giver dybde og dynamik til skuespillerne og deres karakterer uden alle de opmærksomhedskrævende effekter… og når ja, så er Jeff Goldblum genial i filmen også!

©Marvel Studios

Visuelt

Det ville ikke være en Marvel ”MCU” superheltefilm uden alle computereffekterne – og dette for godt og dårligt. Man forventer jo lidt, at filmen kommer til at læne sig meget op ad dette, så det kommer ikke som en overraskelse. Grundet den finurlige, farverige og spændende billedside, så får de ”døde pixels” alligevel lidt mere liv med sig på vejen. Der er god humor i filmen og på mange måder er billedsiden også en sjov oplevelse. Dette gælder også de mange kostumer, make-uppen og de forskellige verdener vi besøger. I det mindste har holdet bag haft det sjovt med effekterne og det skinner igennem til publikum.

Musik og lydbillede

Som om det ikke gik dårligt for DC Comics i forvejen, så kommer Thor lige og gør patent på Led Zeppelins ”Immigrant Song” og tilføjer en masse retro toner til Thors ’Ragnarok’! Det er en ballade af fantasynth og rockmusik, der virkelig skaber den her stemning af god underholdning og nærmest kaster tankerne hen på spillemaskiner – og gør det mere sofistikeret og subtilt end at kaste en forvokset Pacman ind i filmen… Ja, et lille slag til ’Guardians of the Galaxy vol. 2’, men det er mest kærligt ment. I hvert fald, musikken og resten af lydbilledet synkroniserer fint med både historien og det visuelle og slår endnu engang fast hvor meget filmen ønsker at underholde og også selv have det sjovt undervejs.

©Marvel Studios