Filmanmeldelse: Det Tredje Mord

Japanerne har altid været en interessant filmnation. Landet har frembragt mange fremragende instruktører, der har doneret flere rigtig gode film og oplevelser til biografgængerne. Denne gang har filmpuls været inde og se ’Det Tredje Mord’, som er instrueret af Hirokazu Koreeda, der normalt altid er en solid historiefortæller. Lad os se på, hvordan han har klaret sig her:

Historie

I filmen møder vi forsvarsadvokaten Shigemori. Han har fået til opgave at forsvare manden Misumi, der er anklaget for at have myrdet og berøvet sin arbejdsgiver. Misumi har tidligere siddet i fængsel for et mord begået for 30 år siden, så Shigemori synes at have en sag mellem sine hænder, der allerede er taberdømt på forhånd. Forberedelserne til den kommende retssag er nærmest ikke begyndt, før Misumi pludselig erkender sig skyldig – til trods for, at han således giver sig selv en dødsstraf. Men Misumis forklaringer er hullede og ændrer sig konstant, og derfor bliver Shigemoros tro på, at hans klient virkelig også er skyldig, sat på en prøve. For at begrave sin tvivl, må forsvarsadvokaten stikke næsen dybere ned i sagen.

Der var nogle som beskrev denne film som et japansk svar på ’True Detective’, hvilket jeg synes er en forkert sammenligning. Der er krimielementer, men primært, så er filmen et drama. Ligesom mange af Hirokazu Koreedas andre film, så er det familieelementet, som er i centrum. Der fokuseres på emner som familiebånd, fraværende fædre og ensomhed, og det bliver nærmest poetisk fortalt, hvilket er en fortælleform japanerne mestrer. Der er også en snært af film noir, men det bliver ikke leveret på den traditionelle forstand, men snarere på dens egen unikke form. Filmens retssalsdel er også ret tilfredsstillende og er et frisk pust, hvis man kun er vant til de amerikanske retssalsdramaer.

’Det Tredje Mord’ er ikke et mesterværk, men det er en særdeles fremragende film. Filmen har visse steder tempomæssige problemer, hvor det hele synes at gå i slowmotion, men det er kun små petitesser, som jeg kan hive ud. Det er klart en film man bør se, hvis man har fået nok af mainstream-industriens måder at fortælle historier på, og man gerne vil se retssalsdramaet med nye briller.

Skuespil

Hvis man ikke er til eller ikke har set mange japanske film, så vil skuespillet nok virke sært og morsomt. Japanerne udtrykker sig anderledes end europæere, men når man først har vænnet sig til denne udtryksform, så bliver fascinationen af japansk sprog og kultur stor. Og skuespillet er absolut i højeste kaliber hér. Masaharu Fukuyama, der spiller Shigemoro, gør et fortrinligt job i rollen som en forsvarsadvokat, hvis travlhed og besættelse af sagen, gør hans forhold til datteren anstrengende. Ligeledes brillerer den altid solide og meget erfarne, Kôji Yakusho, som absolut beviser, at han er en af landets stærkeste talenter. Generelt set, så kan der ikke sættes fingre på skuespillet.

Visuelt

Mikiya Takimoto er filmens fotograf, og har flere gange arbejdet med Hirokazu Koreeda. Kameraarbejdet er i topklasse og er en vigtig faktor for filmens fortælling, hvor hver en frame af filmen tydeligvis har været tænkt over. Visse kameravalg undervejs er virkelig med til at skabe spænding, hvor der hos mindre talentfulde filmmagere ville have været ingen ting. Denne skribent synes i hvert fald, at der på den visuelle side er meget, man kan lade sig drage af.

Musik og lydbillede

Ludovico Einaudi leverer et interessant soundtrack. Det er ikke musik, som man vil sidde og nyde, ligesom John Williams, men det passer perfekt til dette værk. Godt nok er det stemnings og følelsesdrevet musik, men den er på toppen og er en vigtig faktor for filmens historie og visuelle sprog. Lydbilledet synes ganske afbalanceret, der er ikke de helt store overraskelser, men det fungerer.

Billede copyright: Øst for Paradis