Filmanmeldelse: ‘Utøya 22. juli’

Fortællingerne om Utøya er allerede blevet gengivet utallige gange i både medier, bøger og dokumentarer, som alle har søgt at skildre hvad der egentlig skete den sommerdag i 2011. Det er dog de færreste af os, der reelt kan forstå den ufattelige tragedie, som udspillede sig for de mange unge på AUFs sommerlejr, en tragedie både overlevende og efterladte skal leve med resten af deres liv. Det er med denne indgangsvinkel at den norske prisbelønnede filminstruktør Erik Poppe, på baggrund af vidneforklaringer og i tæt samarbejde med flere overlevende, har begivet sig ud i projektet om at gengive de lange 72 minutters terrorangreb.

Historie

I filmen møder vi Kaja og hendes venner på sommerlejren og ser hændelserne sådan som de kunne have set ud på øen. Filmen starter da de unge, chokerede over bombeangrebet i Oslo, beroliger deres pårørende med at de er befinder sig i sikkerhed på Utøya langt fra Oslo. Den trygge atmosfære bliver dog brudt, da der høres skud i det fjerne. I resten af filmen følger vi Kaja i hendes kamp for at overleve – minut for minut.

Efter terrorangrebet på Utøya har medierne hovedsageligt fokuseret på terrorristens manifest, retssag og dom. I denne henseende lykkes Poppes intention, om at bringe opmærksomheden tilbage på ofrene. Filmen igennem skabes der medfølelse, omsorg og forståelse for, hvordan det kaos som opstod da Breikvik angreb Utøya, kan have udspillet sig. Poppe har rettet al sin fokus på det at portrættere de unges oplevelse af situationen og Breikvik ser vi derfor kun en enkelt gang i silhuet. Jeg er lettet over at det er dette perspektiv Poppe har valgt at filmatisere ud fra og set i lyset af filmens historie, er jeg helt enig i at det er den rette vinkel. Jeg har dog stadig en nagene følelse af uforståethed, over hvorfor der overhovedet skal laves en sådan film? Jeg har derfor talt med en del mennesker om netop dette og sent fredag aften, sagde en af mine venner klogt nok til mig – så længe der er en god og vigtig historie, så synes jeg sagtens man kan forsvare at lave den film! Og det kan han jo som sådan have helt ret i, for der er ingen tvivl om at historien netop er vigtig, men for søren hvor er den også hård og ubærlig og jeg er stadig ikke helt overbevist om at det er en god idé!

Filmen er med sine 92 minutters spilletid meget voldsom at komme igennem. Filmen skildrer hele massakren i dens fulde 72 minutter og man får virkelig en fornemmelse af, hvor langsomt tiden har sneglet sig afsted og hvor klaustrofobisk det har føltes at være fanget på øen, uden et reelt gemmested og uden at vide hvornår politiet ville komme til undsætning – det føles kort sagt som en evighed. I den henseende kan man vel konkludere at Poppe er lykkedes med sit projekt, for det er en historie vi ikke bør glemme, og mest af alt er dette vel netop for de overlevende og efterladtes skyld, og bestemt ikke for Breikviks.

Utøya 22. juli. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Skuespil

Castet består hovedsageligt af unge amatør skuespillere og til tider er det noget man godt kan mærke lidt til, idet både små og store roller spiller på forskelligt niveau. Samtidig halter karakterernes psykologi en anelse og det kan sagtens være grunden til at dialogen til tider virker en anelse banal, særligt når man har in mente hvilken situation der udspiller sig omkring karaktererne. Det lidt vekslende niveau forstyrrer lidt, men i det store hele gør det dog ikke så meget og jeg tror det er på grund af filmens præmis. En præmis der går ud på, som tidligere beskrevet, at samarbejde med overlevende og efterladte for at kunne behandle det der skete på Utøya med allerstørste respekt, og derved fortælle en historie fra de unges perspektiv, som ligger så tæt på sandheden som muligt. Her er skuespillernes forskelligheder faktisk med til at belyse, hvordan tilfældigheder nogle gange kan have enorme konsekvenser for det enkelte menneske. Dette eksempelvis når en af birollerne udbryder noget i retningen af ‘jeg skulle slet ikke have været her, jeg kom kun for at score piger’. Dette skaber for mig et meget intenst og virkeligt billede, som kun gør det norske sammenhold omkring filmen og filmens fortælling endnu vigtigere, for der kommer et lag af – det kunne lige så godt have været dig eller mig! Og lige præcis dér tror jeg spørgsmålet om hvorvidt denne film overhovedet skulle laves ligger, det er for vigtig en del af Norges historie til at den blot kan blive forvist til glemmebogen og det skal den omkringliggende verden mindes om!

Hovedrollen Kaja (Andrea Berntzen) spiller dog helt fantastisk og bærer virkelig filmen i sit troværdige spil. Berntzen arbejder sig igennem hele sit følelsesregister og er på intet tidspunkt hverken overspillet eller utroværdig. Hun balancerer Kajas kamp så smukt og jeg er dybt imponeret over hendes præstation og koncentration. Derudover skildrer denne film også meget interessant, hvordan mennesker reagerer meget forskelligt under pres og stress af denne kaliber.

Utøya 22. juli. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Visuelt

Visuelt fremstår filmen som et ‘one take’, det vil sige at man som tilskuer ikke kan se tydelige klip imellem de forskellige scener og kameravinkler (en teknik der blandt andet også blev brugt på filmen ‘Birdman’). Kameraet følger derimod vores hovedperson fra start til slut, uden at slippe hende af syne. Kaja er derfor konstant i fokus og vi følger hendes kamp for overlevelse helt tæt på. Dette tekniske virkemiddel er enormt effektfuldt, idet vi som tilskuere bliver lukket ind i hvert et skridt Kaja tager og hver en ting hun oplever gennem de 72 minutter angrebet varer. Det er en genistreg der skaber en enorm kontakt tilskuer og hovedperson imellem, for ligesom Kaja er vi fanget uden mulighed for pause.

Det visuelle skildrer samtidig, hvordan de unge under angrebet har været overladt til naturen, idet de var fuldstændig afhængige af de gemmesteder som naturligt fandtes på øen. Her er naturen brugt eminent som kulisse og det er så smukt at observere, hvordan øens omgivelser bruges til at skabe både rå og sårbare filmiske udtryk, der virkelig klæder denne film.

Musik og lydbillede

Idet filmen som værk forsøger at respektere både overlevende og efterladte, er der ikke produceret en original score. Det har man valgt af hensyn til, at ovenstående ikke skal kunne støde ind i hverken lyd eller billede materiale sådan uden videre imod deres vilje. Der findes således heller ingen trailer og filmen består derfor mest af reallyde, altså de lyde som naturligt omgiver filmens personer.

Den helt store lydeffekt er dog larmen af skud, som oftest befinder sig udenfor billedet. Skuddene er voldsomme og optræder ofte uafbrudt, for derefter at lade vente på sig i nogle minutter. Så bryder de atter ud igen og det virker enormt effektfuldt, idet skuddene er med til at portrættere den klaustrofobiske tortur de unge har været fanget i, når de for det første ikke har kunnet lokalisere hvor skuddene kom fra og for det andet hvor mange der rent faktisk skød. Jeg vil faktisk driste mig til at sige, at skuddene virker som en birolle der har enorm effekt på historiens karakterer og tvinger dem under et konstant pres. De bliver samtidig et billede på den gerningsmand, som gennem hele 72 minutter terroriserede og dræbte de unge på Utøya og fra Poppes side fremstår de som en magtdemonstration, der er med til at skildre hvilken uforståelig ondskab der skal til, for at gennemføre det terrorangreb der ødelagde så mange uskyldige unge menneskers liv.

Billede copyright: Nordisk Film Distribution