drama

Skrevet den 7 marts, 2019 | af Jakob Sørensen

1

Filmanmeldelse: ‘Van Gogh – Ved evighedens port’

Sidste år havde vi fornøjelsen af den utrolig flotte animationsfilm, ’Loving Vincent’, og nu er det så den amerikanske kunster/instruktør Julian Schnabel, der hiver fat i den verdensberømte hollandske maler. Willem Dafoe er Van Gogh, og han vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle ved dette års Venedig Filmfestival, samt var han nomineret til en Oscar-statuette. Så der var bestemt forventninger, da Filmpuls var til pressevisning.

Historie

Vi møder Vincent Van Gogh i 1880’ernes Paris, hvor kunstneren er omgivet af sin egen fattigdom, dårligt vejr og andre kunstnere, der bruger tiden på trættende kollektive initiativer. Hans ven Paul Gauguin (der også blev en verdensberømt maler) råder Vincent til at rejse sydpå for at få inspiration, bedre vejr og mere frihed. Et råd han tager til sig, og drager mod den sydfranske by Arles. Men under huden er Vincent ikke sig selv. Han er ved at blive vanvittig, og hans drikkeri tager også til. Det varer ikke lang tid, før han vender den lille franske by på hovedet, samt hans egen forstand.

Der er faktisk lavet mange filmatiseringer om Van Gogh, og dette er desværre ikke en af dem som stikker mest ud i bunken. Filmen har alt det med vi kender, ikke mindst det afskårne øre og teorien omkring hans død. Ellers så er ‘Van Gogh – Ved evighedens port’ en øvelse i at være prætentiøs. Og selvom ordet prætentiøs er negativ ladet, så kan denne skribent til tider godt lide prætentiøse film, hvis de ellers synes at have et glimt i øjet eller en fed visuel stil, hvilket denne film ikke har. Der er scener, hvor Van Gogh går i mellem marker og grønne landskaber, og denne skribent kan sjovt nok forestille sig at instruktøren giver Willem Dafoe instruktioner såsom: ”Okay Willem, nu rulle du dig i græsset… og nu tager du en håndfuld jord op og gnider det ind i dit ansigt”. Altså scener som man måske har troet virker enorm følelsesladet og kunstnerisk, men som er… prætentiøse, klasket sammen med noget fakta vi ved om hovedkarakteren. Sådan virker mange scener i filmen, og det bliver meget trættende.

Julian Schnabel har ellers bevist før at han godt kan lave en god biografisk fortælling. Ikke mindst i ’Before Night Falls’ fra år 2000. Her spiller Javier Bardem (i hans første engelsktalende rolle) den cubanske forfatter Reinaldo Arenas, der kæmper imod det kommunistiske styre i Cuba, imens har prøver at skjule hans homoseksualitet. Der var en stærk film, som måske slet ikke er ”mainstream” i dens filmsprog, men som slet ikke bevæger sig over i ligegyldige prætentiøse øvelser i fortællingen. Så i denne kategori, der rammer vi næsten bunden!

Skuespil

Willem Dafoe er helt klart for gammel til at spille Van Gogh, men han gør alligevel karakteren troværdig. Dafoe er en af de bedste skuespillere der findes, og man kan kun beskrive ham som en sand kamæleon. Men manuskriptet (eller mangel derpå) er imod ham, og selvom man anerkender hans fine præstation, så hænger man alligevel fast i Schnabels måde at lave en biografisk fortælling, der fjerner fokus væk fra skuespillet. Der er ingen i filmen som spiller middelmådigt eller dårligt, hvilket er filmens redning fra en dårligere karakter.

Visuelt

Franske Benoît Delhomme, er filmens fotograf. Han er en både dygtig og erfaren herre med et CV fyldt med gode titler, såsom ’The Proposition’, ’1408’, ’Lawless’ og ’Teorien om alting’. Derfor er mange af billederne i filmen også pæne at kigge på, lige indtil der kommer bevægelse i dem, og man dermed bliver udsat for Schnabels instruktion. For det er meget sjældent at man ser en film, hvor man næsten bliver bevæget af den kønne ”maleriske” billedside, for derpå at blive irriteret og næsten køresyg af kameraet, der suser rundt, som om det er en dogmefilm på ADHD. Og hvis dette ikke får en op i det røde felt, ja så gør nogle af Schnabels ”kameratricks”, hvor han b.la. sætter samme scene på lag, som om man ser samme billede tre gange, med en lille smule forsinkelse. Og det kan godt være, at hvis man er rigtig fin på den, ser allegorier i hvad som helst og elsker sådanne filmiske øvelser, at man vil falde pladask for sådan et visuelt sprog. Men det gør denne skribent slet ikke. Men point til Delhomme for at skabe et pænt billede og belysning.

Musik og lydbillede

Tatiana Lisovskaya er kvinden bag musikken, som svinger i kvalitet. Nogle musiske elementer virker meget rørende, hvor andre virker som et 3-årigt barn, som banker løs på et dyrt Steinway-klaver. Lydmæssigt fungerer filmen okay, indtil at instruktøren igen laver prætentiøse stiløvelser, hvor man b.la. skal hører de samme replikker 2 gange, hvilket måske skal forestille at fortælle om Van Goghs vej mod hans vanvid, men som i stedet kunne drive denne skribent til samme mentale stadie, hvis man havde brugt denne øvelse et par gange mere.

Copyright: Scanbox
Filmanmeldelse: ‘Van Gogh – Ved evighedens port’ Jakob Sørensen

'Van Gogh – Ved evighedens port' - Premiere den 7. Marts 2019

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Er man vild med at se en billedkunster lege med filmiske stiløvelser, jamen så er dette nok et mesterværk for dig. Men kort sagt: Dafoe spiller godt, men filmen er for prætentiøs!

3


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , ,


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



One Response to Filmanmeldelse: ‘Van Gogh – Ved evighedens port’

  1. Line F. Svare says:

    Hahaha! Underholdende anmeldelse – lyder som om den er sjovere og en bedre oplevelse end selve filmen xD

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑