streamingfilm Netflix

Skrevet den 3 februar, 2019 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Velvet Buzzsaw

Da manuskriptforfatter Dan Gilroy besluttede sig for at indtage Hollywood, i skikkelsen af en instruktørrolle, var det i form af en snu spadseretur ned af The Walk of Fame, med blodige efterladte fodspor som følge. Filmen ’Nightcrawler’ kravlede ind i varmen hos Hollywood gennem dens knivskarpe skildring af forholdet mellem uetisk journalisme og hungrende forbrugerefterspørgsel. Manuskriptet til filmen sikrede Gilroy en Oscar-nominering og alle ventede i spænding på hans næste træk…

Gilroy gav os dog ikke endnu en gedigen gennemarbejdet thriller, men derimod et mere direkte drama om Roman J. Israel, Esq og til blandet modtagelse. Mange har derfor ventet på, at Gilroy igen ville vende næsen mod den mørke satire, der fik ham i det filmiske søgelys til at starte med. Ak ja, kunst tager tid og derfor kan vi, som publikum, endelig bydes velkommen ind i Gilroys gakkede galleri i form af filmen med den fængende (og frække) titel ’Velvet Buzzsaw’!

Historie

Josephina arbejder som agent for den kommanderende og kontante kunstgalleriejer, Rhodora Haze, og falder pludselig over et par ukendte kunstværker, som i den grad fanger interesse – faktisk så meget, at ingen kan tage øjnene fra dem, mens alle og enhver lader til at ville have fingrene i disse mageløse malerier. Men under de bløde penselstrøg hviler noget langt mere barbarisk, som truer med at passere mellem lærredet og livet, for at tage hævn på kunstgalleriscenens ubarmhjertige grådighed…

© Netflix

Med en titel der klinger seriøst godt og et cast der gør en kunst ud af deres arbejde, er det en overraskelse at overvære, hvor banalt det ellers balstyriske koncept bliver fremført i ’Velvet Buzzsaw’. Allerede ved filmens start virker det tydeligt, at manglen på stil, tone og tvetydighed bliver et problem senere hen, hvis ikke den bliver mere konkret og mindre forvirret. Karaktererne sejler alle rundt i hver deres personlige problemer imens deres dedikation til kunsten virker nærmest kunstigt omklamrende, i dens bevidste forsøg på at portrættere både førsteklasses snobberi og kunstnerisk klammeri, i en film fyldt med spydig latterliggørelse på ligefod medbundløs respekt for kunsten og ikke mindst kunstneren selv.

’Velvet Buzzsaw’ er bl.a. en film, der taler for at kunstens subjektivitet, ikke bliver til objektiv udnyttelse og at vi skal se dybere i enhver detalje. Desværre virker det bare ikke som om, at filmen i sig selv har særlig meget at byde på der gør det værd at kigge dybere, udover en forvirret og lettere prætentiøs præsentation af førhen nævnte problematikker kombineret med et indrømmet interessant, men langt fra fuldt udnyttet, ”horror koncept”, der i stedet bliver offer for en balancegang, der hverken virker godt nok til at være skarp satire eller dårligt nok til at være ukontrollerbar uhygge i gyserfilmens tegn.

’Velvet Buzzsaw’ lader simpelthen ikke til at have nok at byde på, og det virker som om, at manuskriptet er skrevet ud fra en opmærksomhedsvækkende outline, der efterfølgende er blevet udsat for unødvendig fylde, for at få filmen til at fungere i fuld spillefilmslængde. Satiren virker for steril og ligefrem i sin fremførelse og med en plaprende, pladret dialog der kører i ring uden særlig mange skarpe kanter, ja, så har vi en knap så interessant eller underholdende film.

© Netflix

Det bliver trættende i længden og man venter spændt på, at filmen tager en drejning ud af det blå og springer til live – ligesom kunstværkerne i filmen. Desværre sker førstnævnte aldrig rigtig og sidstnævnte alt for sent. Jeg ville virkelig ønske, at Gilroy ikke havde leveret så underspillet en film det meste af tiden, når den nu engang huserer så overdrevet fedt et koncept, som bare skriger på en ustoppelig og ustyrlig udpensling af både vigtigheden, vittigheden og volden gemt i (filmhånd)værket.

Skuespil

Et pragtfuldt galleri af garvede skuespillere leverer knap så pragende præsentationer, i en film der nok til stadighed er en del mere forvirret, end de er. Der er intet som sådan dårligt at sige om hvordan skuespillerne hver især forsøger at vække deres ret så indholdsløse roller til live – problemet er udelukkende netop dét – der er ikke nok kød på karakterne til at køre den helt hjem for det ellers talentfulde cast. Personlighederne er som sådan interessante nok på papiret, de kommer bare aldrig rigtig ud over kanten ellers udvikles til flersidede karakterer. De kan, uden særlig besvær, inddeles i grupperinger, som man så som publikum kan studere, uden nogen særlig chance for at blive intellektuelt stimuleret eller abrupt overrasket af nogen af dem, som stort set alle har en ret så konventionel aura over sig, som er svært at abstrahere fra.

Jake Gyllenhaal er på overfladen både excentrisk og ekstatisk, Rene Russo er benhård og ”bossy” mens John Malkovich render rundt og… ja, jeg ved ikke rigtig, hvad han egentlig laver. Derudover er der selvfølgelig de obligatoriske selvfede autoriteter i kunstverdenen, hvor min holdning til de karakterer er lidt ligesom designertasker – ekstravagante udadtil og ret så funktionelle men ikke noget jeg gider investere i – specielt ikke, hvis der intet indhold er i dem.

© Netflix

Visuelt

Den visuelle side fanger det kolde og kyniske ved den verden – og underverden – som ’Velvet Buzzsaw’ prøver at portrættere, men dette gør også, at den visuelt set er ret kedelig at se på. Filmen er skudt af den garvede filmfotograf, Robert Elswit, men jeg synes ikke umiddelbart, at han bringer sit bedste til denne film. Jeg vil gerne have haft, at billedsiden havde mere personlighed, selvom jeg måske godt kan forstå valget af det modsatte. Og selvom der er små glimt af noget mere genialt, sker det bare ikke ofte nok…

Musik og lydbillede

De musikalske noder syntes ikke rigtig at lave unoder nok til at blive bemærket, selvom det falder meget fint i stil med resten af filmen. Det mest prominente ved lydsiden, er den mere atmosfæriske halvdel. Flere steder i ’Velvet Buzzsaw’ er de små subtile lyde nøje balanceret og praktisk placeret i løbet af filmens mere gruopvækkende scener. Dette er faktisk en af filmens stærkere områder, hvor historien muligvis får tildelt mest liv.

Filmanmeldelse: Velvet Buzzsaw Anders Bjerg

'Velvet Buzzsaw' - kan ses på Netflix lige nu!

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Dan Gilroy forsøger at sætte gang i den satiriske motor igen, men saver sig selv i foden ved kun at gestikulere galskaben i stedet for at dyrke den fuldt ud. Desværre er filmen bare ikke interessant nok som helhed, da dens plapren om kunst, kreativitet og kolde kontanter er mere en pestilens end en ”excellence”. De brogede personligheder virker fuldstændig blottede i den her tomme verden og det hele udspiller sig nærmest som en Terrence Malick film på speed og svampe. ’Velvet Buzzsaw’ forbliver desværre mest interessant på sit koncept og sin titel alene.

2.8


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , ,


Om skribenten

FILM er en fantastisk udtryksform, jeg elsker at blive informeret, stimuleret og provokeret af. Der er uendelige muligheder, genre og stilarter gemt i filmmediet og jeg brænder for at finde og opleve hver og en. Film har forskellige udgangspunker, og det er også, hvad jeg er determineret på at dømme dem ud fra. En god film er en film, der lykkedes på sine egne præmisser - hvad de så end måtte være.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑