"Not quite my tempo..."

Filmanmeldelse: Whiplash - Filmpuls


drama Anmeldelse af 'Whiplash' på filmpuls.dk

Skrevet den 17 februar, 2015 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Whiplash

“Not quite my tempo…”

’Whiplash’ er skrevet og instrueret af den kun 29-årige fransk-amerikanske filmskaber, Damien Chazelle. Det er en mand, der har krediteret arbejde på diverse filmproduktioner rundt omkring i al verdens cinematiske genrer, dog med allermest succes som følge af sin egen kritikerroste debut, ’Guy and Medeline on a Park Bench’. Ligesom Chazelles debut, cirkulerer ’Whiplash’ omkring en særdeles subjektiv og svært jazzbetonet fortælling, der også ligeligt forsøger at vægte den splittede kærlighed mellem kvinden og kunsten, som det så ofte er tilfældet hos lidenskabelige og evnerige artister.

Damien Chazelles nyeste film virker dog som den hidtil mest subjektive, da både instrumentet, musikken og mentoren er inspireret af instruktørens egen livserfaring, og ikke mindst stræben efter at blive en fabelagtig musiker. Alligevel har instruktøren udtalt, at hans evner næppe ligger i nærheden af dem portrætteret i filmen, og at filmmediet altid har været hans første og største kærlighed. Så lad os da endelig tage et kig på, om det mon var det rette valg som Damien Chazelle han tog sig, da han valgte at dedikere sit liv til det filmiske medie frem for musikken…

Anmeldelse af 'Whiplash' på filmpuls.dk

Historie

I ’Whiplash’ følger vi den kun 19-årige trommeslager, Andrew Neiman, og hans målrettede vision om at blive det næste enestående geni inden for jazzens taktfaste verden. Andrew er både hårdtarbejdende, talentfuld, og stensikker omkring sin drøm, og da han endelig bliver accepteret ind på Schaffer Conservatory begynder tingene pludselig at se en hel del lysere ud. Desuden ved han, at den infamøse dirigent Terence Fletcher er på udkig efter en ny alternativ trommeslager til sit band, og selvom Andrew føler sig både selvsikker og fix på trommerne, så er man alt andet, når først Fletcher verbalt bedøver alle ens sanser, og man pludselig står ude af stand til at nå i nærheden af de ønskede musikalske eller psykiske højder. Fletcher tester nemlig ikke kun sine elevers musikalske færdigheder, men også deres mentale stabilitet og ikke mindst indre viljestyrke. Andrew presses langt ud over egne grænser under Fletchers skarpt kontrollede gestikulationer, men til trods for denne ”taktløse tortur” som Andrew så umenneskeligt udsættes for, har han ikke tænkt sig at opgive troen på, at han er født til denne branche – og der er absolut intet, som skal stå i vejen for hans store drøm om fuldstændig og absolut succes.

Så hvordan sørger man for at give sit publikum det bedst mulige ”åbningsnummer” til en film af denne kaliber? Simpelt. Man åbner med små slagvise trommeslag der derefter gradvist, og i et fremadrettet tempo, løfter sig til noget der mildest talt kan sammenlignes med skuddene fra et eksplosivt maskingevær. I selvsamme scene bliver vi tilmed introduceret til filmens to bærende slagkræfter: den lettere nervøse og kiksede trommeslager, Andrew Neiman, samt den nærmest diktatoriske og magtsyge dirigent, Terence Fletcher. Altså har man allerede fra start et godt greb om fortællingen, der desuden, via åbningens hektiske trommesolo, næsten praktisk talt varsler sit publikum om hvilken forbløffende høj og tempofyldt spændingskurve, som filmen i sit relativt korte forløb forsøger at presse til sit absolutte bristepunkt. Filmen er måske overvejende middelmådig i dramaturens klassiske vendinger og velvante vaner, men til gengæld rammer den hjernerystende hårdt, når det kommer til den stærke og livsbekræftende historie om et menneskes drøm om succes.

Anmeldelse af 'Whiplash' på filmpuls.dk

Men hvad der til gengæld, rent fortællermæssigt, løfter filmen til fuldstændig ubegribelige højder, er de to hovedpersoners indbyrdes kamp på musikkens åbne slagmark. En kamp, der henholdsvis fremprovokerer det værste i dirigenten og det bedste i artisten. Kombinationen af Fletchers forslagne fornærmelser og Andrews forrygende evner til at forbipassere sit maxpunkt, er hvad der ultimativt får filmen til at tromle eksplosivt derudaf, i et nærmest løssluppen tempo, og simultant torpederer samtlige middelmådige melodramaer på sin vej. Filmen opnår faktisk ofte de samme højder som for eksempel ved en anspændt og intens bombedesarmering, der ofte pryder selv de mest spændingsdrevne thrillerdramaer. ’Whiplash’ giver dig, i takt med filmens hovedkarakter, både sommerfugle i maven og svedige håndflader, samt en ustoppelig galopperende hjerterytme, der næsten falder perfekt i takt med de lynhurtige og ustoppelige trommeslag, som behersker filmen. Man kan heller ikke andet end at have medfølelse med Andrew, når den benhårde Terence Fletcher angriber fra alle tænkelige vinkler; både verbalt, mentalt og fysisk. Det er en mand, der i sandhed er villig til at gøre alverdens unoder, for at opnå de helt igennem perfekte noder. Det er både opbyggende og ødelæggende på samme tid, og filmisk set, så er der ikke den mindste tvivl om, at ’Whiplash’ fejlfrit rammer stort set alle de perfekte toner på sin vej…

’Whiplash’ er bestemt også en fængende titel, der i øvrigt kan bruges på forbilledlig vis til at beskrive selve filmen og dens fremtrædende aggressivitet i mere end én form. Det er først og fremmest en film, der pisker ustoppeligt derudaf i et konstantstigende tempo, og slutteligt rammer dig så hårdt og uventet bagfra, at du efterlades med noget der minder om et metaforisk musikalsk piskesmæld. Du bliver mere eller mindre gennempisket fra start til slut, indtil du ingen anelse har om, hvad der er op og hvad der er ned – og som om det ikke skal være nok, så langer Fletchers dominerende nærvær ud efter dig i hans forsøg på at få Andrew til at holde både takt og tone – også selvom man ikke kan sige, at han ligefrem gør det samme. Denne fuldstændig ustyrlige tour de force af en film, holdes også primært oppe af øjeblikkene og deres nær perfekte udførsel. Som nævnt tidligere, så er ’Whiplash’ ikke noget mirakel når det kommer til enten et perfekt skrevet drama, eller en fuldstændig gennemført karakterudvikling. Men filmen er dog heller ikke i tvivl om, hvad det er den gør, hvordan den gør det, og hvor godt og gennemført filmen triumferer på sine veludvalgte punkter.

Anmeldelse af 'Whiplash' på filmpuls.dk

Filmen kaster sit knivskarpe projektørlys på sine to hovedpersoner, og som historien skrider frem, udviskes, langsomt men kontrolleret, alle de omkringliggende karakterer – præcis som man ville gøre det, omend bevidst eller ubevidst, hvis man selv dedikerede sit liv til en passion der ligger på et så højt og ultra-avanceret niveau. Som publikum har man heller ikke brug for familiedramaer snakket i langdrag, eller kærlighedshistorier der alligevel aldrig lykkedes. Vi ved godt hvor historien vil hen og vi tager imod dette valg med åbne arme – og ikke mindst vidt åbne øjne. Det er ikke Andrew Neiman der i sig selv behøver en dybdegående historie, for pointen er, at vi skal kunne placere os selv i den lave stol bag trommesættet, se publikum for øjnene af os, og så ellers skabe den succes vi selv går og drømmer om. Men indtil da, burde du bestemt lige bruge små to timer på at gennemleve dette furiøse, fænomenale og filmiske drømmescenarie, som ’Whiplash’ så elegant orkestrerer – og endda også med det vildest overskud. Det er heller ikke alle film der kan prale med, at have hele to mulige intensfyldte afslutninger, og hvis du går glip af denne film i biografen, så har du formentlig lavet én af de største fejl i dit liv. Dette er en film der svæver i sin helt egen liga, og burde bestemt opleves på det store lærred!

Skuespil

Det der for alvor driver de rytmiske elementer og drastiske musikalske sekvenser i ’Whiplash’, er en imponerende og eksplosiv kraftpræstation af en blændende Miles Teller. En seriøst undervurderet skuespiller, der besidder den helt rette balance mellem en kikset indadvendt teenager, og en målrettet og viljestærk musiker, og derfor er han også perfekt til filmen. Det er ikke svært at købe både hans akavede personlighed og hans imponerende musikalske talent – specielt fordi Teller rent faktisk har trommet siden han var 15 år gammel. Dog har han aldrig eksperimenteret med jazzens toner, selvom man må sige, at dette stort set er umuligt at se. For når først Teller trommer derudaf med en hastighed og præcision der er mere end imponerende at se og høre på, så ved man, at det var det helt rigtige valg der blev taget til rollen som Andrew Neiman.

Anmeldelse af 'Whiplash' på filmpuls.dk

Alle de talrige trommesoloer i filmen eksporteres eksplosivt ud af lærredet og helt ned blandt publikum i biografsæderne. Dette forbliver dog en rummelig oplevelse, der til gengæld kan give alle sanserne baghjul. Men til trods for den overbevisende tiltrækningskraft, så kommer musikken kun til de yderste hår på huden, som bestemt også rejser sig, grundet den overvældende gennemslagskraft som filmen besidder. Men som nævnt tidligere, så er ’Whiplash’ uden tvivl en komplet oplevelse, og der er bestemt én person, der nok skal sørge for komme helt ind under huden på dig; en person, der måske også får hårene til at rejse sig, men i denne forbindelse er det på grund af en decideret dybtliggende frygt… Der er selvfølgelig tale om det arrige ansigt bag den temperamentsprægede mentor, nemlig ingen ringere end J.K. Simmons.

Når der snakkes om skuespillere der rent faktisk dominerer lærredet, så er der ingen tvivl om, at Simmons falder inden for lige præcis den kategori. Det selvfølgelig en ret så fantastisk karakter som Damien Chazelle har skrevet, men jeg kan virkelig ikke forestille mig andre i rollen, end lige præcis J.K. Simmons. Som publikum er det hverken os der trommer, eller os der råber, men alligevel så er det os der mister pusten, og bliver tør i munden, når først Fletcher indtager lærredet. Man kunne sagtens dykke ned i alverdens detaljer og tilføje en masse afvekslede tillægsord for at beskrive Fletcher på overbevisende manér, man ærlig talt så vil jeg mene, at man simpelthen bare skal opleve både filmen og dens præstationer for sig selv. Det er i sandhed et skræmmende godt stykke skuespillerhåndværk, med en fuldent gennemført levering af både J.K. Simmons og Miles Teller.

Visuelt

Filmens visuelt sammensatte billedsymfoni er lige så fingernem til at holde sin takt, som når det kommer til dens nærmest ”retina-rytmiske” portrættering, af en historie om musikalsk og menneskelig succes. Som publikum, dykker vi direkte ned i et jazzet univers med livligt svævende kameraindstillinger, samt intense og hastighedsnedsatte close-ups. Vi er ikke det mindste i tvivl om, hvornår der er fuld fokus på filmens musikalske tilgang, og hvornår vi indiskret rykker endnu tættere på den dramatiske og iskolde intensitet. Desuden, så holdes hele showet kørende af eminent kontrolleret klipning, der faktisk er et kunstnerisk komponeret stykke rytmik i sig selv. Et potpourri af perfekte tektoniske temposkift leveret med et tjekket teknisk flair, der simpelthen aldrig lader sit publikum, eller sin sans for musikalsk dominans, falde til jorden.

Anmeldelse af 'Whiplash' på filmpuls.dk

Musik og lydbillede

Musikken i ’Whiplash’ rammer ind i mellem så hårdt med sin gennemslagskraft, at man rent faktisk bliver i tvivl, om det mon er filmens hurtige trommeslag eller ens egen konstante hjerteslag, der hamrer allermest højlydt. Til trods for jazzens typiske associationer med det fine og lettere elegante, så kan man snildt efterlade både blazer og butterfly ved indgangen, når først Fletcher han indtager filmens klaustrofobiske scenarie, og i stedet præsenterer genrens elegance som et djævelsk pulserende pandæmonium. Musikken er uden tvivl stadig jazzet og fantastisk at lytte til, men det er netop denne ambivalente atmosfære, som tilføjer filmen et ekstra lag af skræmmende uforudsigelighed. Ind i mellem kan filmen føles som et frisk pust, og andre gange som en altødelæggende storm.

Jazzen har næsten en mousserende musikalitet over sig, men alligevel er der en vis autokratisk mentor, som nok skal nok få hele herligheden til at bruse over. Det er nøjagtig denne stærke kontrast mellem den ekskvisitte jazzmusik og den demoraliserede dirigering, der gør filmen utrolig magtfuld – hvad end det er en autentisk portrættering af genren eller ej. Det er måske ikke ligefrem et smukt udskåret stykke livsglæde, men det er både imponerende og pulsende poetisk i sin udførelse; og alle filmens grandiose scener bliver altid serveret i sit mest øredøvende og ikke mindst øretævende tempo. Så hvis ikke man kan overgive sig til filmens løjer, så er man også selv ude om det.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Whiplash Anders Bjerg

Whiplash - premiere den 19. februar 2015

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Ord kan slet ikke beskrive hvilke voldsomme emotionelle højder, som ’Whiplash’ rammer i så perfekt en grad, at kun et stående bifald er på sin plads. Filmen præsenterer sit publikum for en person, der er villig til at gå linen ud, og han har både sjæl, hjerte, hjerne og de trofaste trommestikker med sig i baggagen. Han ser sig aldrig tilbage på sin jagt efter stjernestatus; end ikke efter sporet af blod, sved og tårer, som han har efterladt bag sig. Du har muligvis set det før, du har måske også hørt det før, men du har aldrig nogensinde oplevet det før… ’Whiplash’ er en fanatisk cinematisk tour de force, og desuden den mest medrivende filmoplevelse jeg har haft inden for de seneste ti år.

5.8


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , , , , , , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑