drama

Skrevet den 22 november, 2018 | af Line Petterson

0

Filmanmeldelse: Widows

Instruktør Steve McQueens (’12 Years A Slave’) nyeste skud på stammen er skrevet i samarbejde med manuskriptforfatter Gillian Flynn (’Gone Girl’). McQueen blev som dreng fascineret af den britiske tv-serie af samme navn, som tilbage i 80’erne gjorde stort indtryk på den dengang kun 13-årige McQueen. Det der særligt fascinerede McQueen var det kvindebillede som serien portrætterede – ”På det tidspunkt i mit liv følte jeg en tæt forbindelse til disse kvinder, da jeg også oplevede samme overfladiske bedømmelse”. For McQueen har det altså været vigtigt at portrættere et billede af kvinder som stærke og handledygtige individer uafhængige af deres mænd. Kvinder der tager sagen i egen hånd og får udrettet noget i deres liv.

Historie

’Widows’ er historien om fire kvinder der, trods det at de intet har tilfælles udover den gæld, som deres omkomne kriminelle mænd har efterladt dem, beslutter sig for at arbejde sammen for at skabe en fremtid for dem selv på deres egne vilkår. Filmen foregår i nutidens Chicago, en by der er ved at eksplodere mellem fingrene på magthaverne og tingene begynder lige så stille at løbe løbsk.

Jeg er meget splittet! Og min splittelse skyldes blot det faktum at jeg ret godt kunne lide denne film – den fungerede, skuespillet var godt, historien og plottet var flot bygget op, MEN jeg kedede mig sgu lidt undervejs. Filmens spilletid er på lige over to timer (hvilket jo ikke er noget særligt i dag), men af en eller anden grund og selvom jeg var godt underholdt, så føltes spilletiden som lange 3-4 timer!

Widows, Michelle Rodriguez, Cynthia Erivo: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Nu sidder jeg lidt tilbage og undrer mig over hvad ovenstående kan skyldes? Jeg har jo ofte nævnt at jeg er vild med film og instruktører, der tør give sig tid til at bygge sit plot og sine karakterer op, og det gør ’Widows’ virkelig, men den bliver til tider også lidt langtrukken og det går ud over filmens tempo. Jeg hader at skulle sige, at det er som om den næsten giver sig for god tid, for kan man det? Det synes jeg desværre denne film er et bevis på at man netop godt kan, for taber publikum tråden, så skal filmen hele tiden kæmpe for at få samlet sit publikum op igen og det kræver mange unødige kræfter. Det er desværre lidt det der er tilfældet i filmens første del.

Ud over dette, så har jeg faktisk ikke rigtig en finger at sætte på selve filmens historie og plot. Historien er fyldt med guf og så er den relevant! Plottet kredser om temaer som politik, nepotisme, religion, klasse, race, kriminalitet og sorg, og jeg må sige at det er en højaktuel film i henhold til den politikerlede, som synes at herske ikke blot i det danske samfund, men egentlig hele verden over (dette siger jeg uden at have læst nærmere ind på sagen, det er blot min fornemmelse). Samtidig får McQueen understreget hvor trættende og nedværdigende det er, når ’white mans burden’ inspirerede politikere, forsøger at skabe fremgang for borgere gennem race- og klassekampe, kun fordi det ser pænt ud for dem selv og deres egen valgkampagne. Det er en film der i den grad kan få én til at miste troen på dem der burde have samfundets og de svagestes bedste for øje. Og ja ja jeg ved da godt at det er fiktion, MEN når jeg kigger på de gentagne sager med politikere der bruger mange hundrede tusinder af skatteborgernes penge på at indrette deres kontorer, sagen om svindel i socialstyrelsen og Danske Bank, så kan min fantasi sgu hurtigt løbe af med mig! På denne måde rammer McQueen og Flynn virkelig ned i et emne som jeg tror er presserende for mange mennesker i dag.

Widows, Viola Davis, Cynthia Erivo: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Skuespil

Generelt er skuespillet ret godt over hele linjen. Særligt Viola Davis er som altid stærk og troværdig i sit spil. Davis har samtidig et stærkt greb om sine tre kvindelige medspillere Elizabeth Debicki, Michelle Rodriquez og Cynthia Erivo (sidstnævnte glæder jeg mig personligt meget til at se mere til i fremtiden), der også arbejder på et fint niveau. Kvindefirkløveren får virkelig bygget et fint samspil og forhold op, og det er en fornøjelse at se de forskellige karakterer folde sig ud, ikke blot i samspil med de andre, men samtidig også som enkeltindivider. Det er virkelig et stærkt kvindeligt cast der er sat til at bære denne film! Personligt er jeg så lidt usikker på om McQueen har opnået sin idé om at portrættere disse kvinder, som han havde til hensigt. Selvom de i filmens sidste halvdel fremstår stærke og tager sagen i egen hånd, så synes jeg stadig at der er lige lovligt meget fokus på et poleret udseende og det at være afhængig af en mand – jeg synes godt man kunne have gjort mere ud af netop denne vinkel!

En skuespiller jeg bare må nævne er Daniel Kaluuya som jeg virkelig blev stærkt fascineret af, efter hans arbejde i ’Get Out’ sidste år. I ’Widows’ spiller han en upcoming politikers søn, som er dybt involveret i det kriminelle miljø. Kaluuya er vanvittigt intens i sit arbejde og formår virkelig at få skabt en creepy karakter, der flere gange fik hårene på mine arme til at rejse sig.

Widows, Daniel Kaluuya, Brian Tyree Henry: Læs anmeldelsen her på filmpul.skd

Visuelt

Visuelt får Sean Bobbitt skabt en film som udtryksmæssigt giver et indblik i Chicagos under- versus oververden. Man kunne også kalde det under- versus overklasse. Særligt en specifik scene synes jeg var ret genial – Colin Farrels karakter, hvis familie har siddet på magten i byen gennem generationer, kører efter et vælgermøde fra Chicagos lidt smudsede kvarter, til hvad der fremstår som et rigtigt overklassekvarter med store huse og pæne alléer. Køreturen bliver filmet udefra og har fokus på bilen og vejene. Imens hører vi dialog mellem Farrels karakter og dennes sekretær som voiceover, sådan at man får en fornemmelse af hvor lille en afstand der skiller de to kvarterer ad, men hvor stor betydning det har på hvilken side af byen du er født. Det var virkelig et fint billede der blev understreget der.

Widows, Viola Davis, Michelle Rodriguez, Elizabeth Debicki, Cynthia Erivo: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Musik og lydbillede

Scoren til ’Widows’ har Hans Zimmer stået for og jeg må indrømme at jeg ikke synes det er noget af hans bedste eller mest detaljerede arbejde. Hvordan skal den mand også snart blive ved med at overgå sig selv? Musikken er i spillescenerne egentlig ret sart og ikke så fremtrædende, det bliver den til gengæld i de mere action og thrillerfyldte øjeblikke, hvor den fint lever op til filmens genre.

Foto copyright: Twentieth Century Fox Film Corporation

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Widows Line Petterson

Widows - premiere den 22. november 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Widows’ lægger en anelse langsomt ud og taber i starten en masse suspense og flow, idet historien og plottet trækkes i langdrag. Filmen får dog hentet ind i sidste halvdel hvor spændingen øges og intensiveres, idet de fire hovedpersoner virkelig får noget at arbejde med - Davis, Rodrigues, Debicki og Erivo er en herlig firkløver! Fint drama, som godt kunne have tålt en anelse mere tempo.

4


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , , , , , , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑