Filmanmeldelse: Wonder

’Wonder’ er baseret på romanen af samme navn og instrueret af Stephen Chbosky. Han er formentlig bedst kendt for sin tidligere succes med indie-hittet ’Perks of Being a Wallflower’, som også var baseret på en roman og ligeledes besad lignende temaer om at føle sig udenfor eller være anderledes.

I denne film følger vi drengen August Pullman, som skal starte i skole for første gang efter at være blevet undervist hjemme af sin mor. Grunden til dette er, at Auggie lider af en sjælden ansigtsdeformitet, hvor han har måtte gennemgå hele 27 operationer, bare for at kunne se og trække vejret ordentligt. Disse operationer har reddet hans liv, men han ligner stadig ikke alle andre, selvom han er og opfører sig som enhver anden på hans alder. ’Wonder’ giver os et indblik i dette dilemma, ikke kun fra Auggies side af, men også fra dem omkring ham…

Historie

Forventningerne omkring filmen stod forholdsvis klart allerede fra start af: et følelsesladet og sentimentalt drama, der får tårerne til at trille og dermed holder kleenex-pakken i konstant bevægelse fra lomme til løbende saltvandsdråbe i øjenkrogen. Men spørgsmålet er, om der er mere ved denne film end blot sin historie? Skal vi som publikum sidde i to stive timer og have ondt af drengen med deformiteterne, eller er der faktisk mere dybde at komme efter her?

© Lionsgate, Nordisk Film

Der er ingen tvivl om, at ’Wonder’ besidder alle brikkerne til at opsætte en nærmest overmanipulerende film, fyldt med følelsesporno og falske filmtricks, der kun har til formål at få sit publikum til at fælde tåre på tåre, indtil der er knastørt i tårekanalerne. Men selvom ’Wonder’ bestemt er en film, der falder i en passende sentimental kategori, så er der elementer undervejs, der lige løfter filmen en tak eller to over sine konkurrenter – herunder hvordan filmen vælger konstant at flytte sit fokus undervejs, i sådan en grad, at en langt mere nuanceret film kommer ud på den anden side…

Auggie Pullman er selvfølgelig selve kilden til hele historien og alle problemstillingerne undervejs, men i ’Wonder’ skvulper tingene frem og tilbage mellem Auggie og hans omgivelser og giver os et mere virkeligt og ærligt billede af en lignende situation. For hvem tænker mon på søsteren i familien, som føler sig udenfor og forladt grundet sin tidskrævende bror? Hvem tænker på forældrenes ståsted, når de altså ikke er sammen med deres søn? Hvad med lærerne, vennerne eller fjenderne?

’Wonder’ skaber et mere tredimensionelt billede af en umiddelbar endimensionel fortælling og sætter dermed sit eget fingeraftryk på genren. Men det er bestemt stadig en film der ikke kan undslippe sine rødder i en allerede rørende fortælling, der ikke holder tilbage med at ruske op i vores følelsesregister, ved hver en mulighed der byder sig, og selvom dette ikke er ødelæggende for filmen, så er det en smule ærgerligt, da filmen faktisk kan fungere fint på egne ben.

© Lionsgate, Nordisk Film

Auggies mor viser en vis tillid og selvkontrol ved at lade sin søn tage alene ud i den store verden og man kunne ønske sig, at instruktør Stephen Chbosky havde gjort det samme ved filmen – det er som om, at han holder lidt for meget fast i faste rammer og rutiner, især der hvor filmen havde fungeret allerbedst uden en ”filmisk følgesvend”. Jeg ville ønske, at ’Wonder’ havde fået tildelt mere luft og et større pusterum, netop fordi historien har så meget at give af i sig selv. Fortællingen har ikke brug for alle de klichéer eller klistrede anekdoter, om hvad vi lige har oplevet på skærmen. Scenerne kan sagtens stå på egne ben og behøver ikke alt det ekstra fyld og den enorme mængde vise ord med i baggagen. Det er lidt ærgerligt, at filmen ikke stoler mere på sig selv og sine skuespillere, for så havde oplevelsen været noget helt andet…

Skuespil

Som sagt, så er skuespillertalentet i ’Wonder’ dejligt stort og alt fra børn til voksne spiller vidunderligt i filmen. Ikke overraskende, så er Jacob Tremblay endnu engang et lysende talent i filmbranchen, som under alle lagene af make-up viser, om muligt, endnu flere lag af følelser. Det er utrolig svært at udvise overbevisende følelser på film – især for en dreng så ung som Tremblay – men han gør det super godt. Hans personlighed, i virkeligheden, er som enhver anden på sin alder – en dreng fyldt med kreativitet, energi og legesyg livsglæde – hvilket kun gør hans præstation endnu mere imponerende, da han ofte skal præstere noget i den komplet modsatte retning.

De andre børn er også gode, måske især Jack Will og Summer, men selvom ingen er dårlige, så falder de fleste igennem som nødvendige spillere i historien, som ikke rigtig giver deres eget bidrag med, ud over hvad der står på manuskriptsiderne. Søsteren Via, hendes kæreste samt Vias veninde er alle rigtig gode uden at være vildt mindeværdige. Owen Wilson og Julia Roberts er et af de bedste filmpar i lang tid og deres forskellighed er varm og naturlig. De er begge dejlig underspillede og fjerner overbevisende sig selv fra Hollywoods rammer af rigdom og succes. Jeg synes de sælger sig selv som ”hverdagens almindelige helte” overraskende godt.

© Lionsgate, Nordisk Film

Visuelt

Filmens ydre passer rigtig fint med historiens varme og kærlige indre, da selve billedsiden også er en varm og indbydende oplevelse. Der er et par velfungerende visuelle fortællertricks undervejs samt et fint tempo i filmen til trods for den udfordrende opdeling af historien, men den visuelle oplevelse er ikke banebrydende. Det er dog heller ikke fordi, man nødvendigvis forventer dette fra en film som ’Wonder og et egentligt kritikpunkt bliver det aldrig til…

Musik og lydbillede

Præcis ligesom billedsiden, går musikken til ’Wonder’ hånd i hånd med filmens historie og temaer – faktisk også til en større grad end det visuelle… Der er en stærkere stemme af noget mere personligt og ærligt, hvor stroferne ofte er opløftende og lidt melodramatiske, men også legesyge og livlige. Dette passer perfekt til en film om en dreng med en stor fantasi og livsglæde, der forsøger at overkomme kæmpemæssige forhindringer i livet. Filmen er blød og varm fra alle vinkler af, så det er svært for musikken at skille sig ud fra mængden, men hvis ikke andet, så er det et fint og fornemt element til det store hele.