Gyser-genrens nye dukke-darling er tilbage i sin helt egen film, og ..." /> Filmanmeldelse: Annabelle - Filmpuls

gyser Annabelle

Skrevet den 16 oktober, 2014 | af Michella Malin Petersen

0

Filmanmeldelse: Annabelle

Gyser-genrens nye dukke-darling er tilbage i sin helt egen film, og hun vil gerne lege.

Mange gyserfans virker til at have opgivet håb om en dag at få liv i genren efter dens storhedstid i 70’erne og 80’erne. For tandløst, for ukreativt, for mange remakes, for lidt sjæl – klagerne har været mange. Og selvom nogle af dem er begrundede, så tror jeg også det er vigtigt at huske på, at vi har nået en tid hvor vi har set alt. Det er næsten umuligt at chokere publikum mere, hverken teenagerne, de voksne, eller de garvede horror-fans. Så mange nye aspirerende gyser-instruktører står falder over deres egne fødder i forsøg på at rive tæppet så hårdt væk under seeren som muligt, hvilket giver os film som f.eks ‘The Human Centipede, Part II′. Men man kan også tage en gylden mellemvej, og tage et plot som vi alle har set før, med et setup som vi alle kender bedre end vores mødre, og lægge sit hjerte og sjæl i at alligevel gøre det så mindeværdigt, stærkt og overraskende som man alligevel kan, ved at lege med genrens mange klichéer. Det giver os film som ‘The Conjuring′. I 2013 opnåede James Wan noget sjældent. Han formåede nemlig at lave en gyser der imponerede både den almene biogænger, de inkarnerede gyser-fans, OG størstedelen af verdens anmeldere, og der er altså en svær bedrift. ‘The Conjuring′ tog det klassiske haunted house-setup, tilføjede en gruppe virkelig dygtige skuespillere, og trods nogle få typiske gimmicks, blev der konstant leget med ens forventinger, hvor især slutningen elegant undgik at følge trop med mange andre lignende film. Det var en fantastisk tilføjelse til en synkende skude.

Annabelle

For mig er der en del instruktører indenfor gysergenren som jeg har høje håb for; Pascal Laugier, Eli Roth, Rob Zombie, Adam Green, Alexandre Aja, Neil Marshall… Men den gut der lå i toppen, var Wan. Gennembrudet kom med den geniale ‘Saw′, som endte med at skabe 00’ernes definitive horror-franchise, og med senere film som ‘Dead Silence′ og ‘Insidious′, havde jeg fået ekstra håb for genren. Men der gik selvfølgelig ikke længe inden glæden voldsomt blev revet væk fra mig som slik fra en buttet dreng, da Wan meddelte at hans fortsættelse til ‘Insidious′, blev hans sidste gyserfilm, og han derfor ikke ville stå bag de allerede offentliggjorte fortsættelser til sine sidst færdiggjorte projekter. Da det lykkedes familien at få mig ned fra balkonen, og aflyse den selvtægtskrig som jeg havde planlagt i min dagbog (den rækkefølge havde jeg vist ikke tænkt helt igennem), prøvede jeg at se på det positive. ‘Insidious: Chapter 3′ ville trods alt have Wan med som executive producer, og det samme kunne siges om den første af hele tre spin-off’s til ‘The Conjuring′, og denne anmeldelses yndige hoved-attraktion; ‘Annabelle′.

Historie

Vi er tilbage i 1969, hvor det unge par, John og Mia Form, venter deres første barn. En dag giver John sin kone en sjælden vintage-dukke som hun længe har ønsket sig til sin store samling. Alting er fryd og gammen, indtil de hører et skrig fra deres naboer, og den højgravide Mia bliver angrebet af en mystisk kvinde i sit hjem. Hun reddes i sidste øjeblik, og den ubudne gæst bliver skudt, og dør med Mia’s nye dukke i sine arme… Parret prøver at komme videre med deres hverdag efter den frygtelige aften, men mærkelige hændelser begynder at finde sted i deres hjem. Har det noget at gøre Mia’s dukke? Hvad er det nøjagtig der er efter hende? Og hvad vil det med hendes ufødte barn?

Ligesom ‘The Conjuring′, er ‘Annabelle′ baseret på “virkelige” hændelser, men det skal virkelig tages med et gran salt. Annabelle eksisterer, men der taget episke friheder med historien om den angiveligt besatte dukke, og det er kun meget få af filmens hændelser som skulle være fundet sted i virkeligheden (læs historien om den ægte Annabelle her – artiklen er spoiler-fri), så derfor kan man godt se det som lidt af en fejl at filmen bliver annonceret med det klassiske “Baseret på virkelige hændelser”. De fleste af denne slags film pynter ofte på hvad der angiveligt er sandheden, men ‘Annabelle′ er nok mest af alt ment som en fiktionel prequel til ‘The Conjuring′, og ikke en berettelse om hvordan dukkebarnet i virkeligheden skulle være blevet besat. For mig, er virkeligheds-baserede spøgelsesfilm ligesom film baseret på Biblen. I min verden er det hele baseret på velskrevet fiktion så jeg har intet imod at filmskaberne tager sig kunstneriske friheder, og derfor kunne jeg sagtens acceptere ‘Annabelle′ som den var, og bare fokusere på kvaliteten af selve filmen. Kan man selv det, så er der en fin, lille gyser at finde. Når der satses på at skabe en snigende uhygge, så lykkedes det for det meste, og der var flere gange hvor jeg måtte stramme grebet om mine egne fingre i frygt for hvad der ville ske når Mia nåede hen til den mystiske barnevogn, eller når en ukendt skygge krydsede baggrunden uden hendes viden. Bevares, ‘Annabelle′ er intet mesterværk, og slet ikke på højde med Wan’s forgænger, men den er lysår bedre end saftevands-gys som de utallige ‘Paranormal Activity′-film, eller mange af de CGI-orgier vi konstant bliver spidset af med.

Annabelle

Filmen er instrueret af John R. Leonetti, og hans eneste instruktør-erfaring stammer fra den ringe ‘The Butterfly Effect 2′ og den ubeskriveligt torturende ‘Mortal Kombat: Annihilation′, så man kan roligt sige at ‘Annabelle′ er hans største bedrift. Jeg mistænker at James Wan har været inde og guide ham lidt på vej, for man kan tydeligt fornemme hvilke scener der kunne stamme fra en erfaren gyser-instruktør, og hvilke der nok blev skruet sammen af manden der instruerede æsel-ekskrementer som denne her perle… Wan’s fingeraftryk præger filmen, men man kan tydeligt fornemme hvilke dele han ikke har haft indflydelse på, og ofte er ‘Annabelle′ langt mindre subtil end f.eks ‘The Conjuring′. Wan er glad for scener hvor kameraret fokuserer på en karakter i forgrunden, mens en af spøgelserne befinder sig i baggrunden, uden karakterens viden. Kameraret fokuserer aldrig på den ubudne gæst, og musikken indikerer aldrig at de er der – det er helt og holdent op til publikum at være opmærksomme, og det er pokkers effektivt. I ‘Annabelle′ er der lignende momenter, men personen der invaderer baggrunden er langt mere tydelig, og John R. Leonetti vælger desværre at akkompagnere med et højlydt stykke musik der skriger “SE NU DER, SER NU DER, VI SKAL ALLE SAMMEN DØ!”, i stedet for bare at lade stilheden styre, og stole på at publikum faktisk har øjne i hovedet. Der bliver også satset en del mere på jump-scares, men til filmens forsvar, så er det virkelig effektive jump-scares. Desværre bliver en del af dem afsløret i trailererne, så at undgå dem kan godt anbefales, hvis man vil have mest ud af oplevelsen. Sjovt er det, at selvom ‘Annabelle′ er en prequel til ‘The Conjuring′, så er den langt mere 70’er præget og skæv, hvilket får den til at minde mere om en film som ‘Insidious′ eller ‘Rosemary’s Baby′, hvor især sidstnævnte må ha været en stor inspiration for Leonetti. I forhold til førnævnte film, får ‘Annabelle′ heller ikke en tilfredsstillende slutning, og det allersidste shot er næsten decideret copy/pasted fra ‘The Conjuring′. Den sammenblanding gør desværre helhedsindtrykket en smule fladt, men gyser-delen er altså ret forbandet effektiv.

Titelkarakteren kunne altså også godt have fået lidt mere screentime. Det er trods alt hendes baggrundshistorie, men hun fungerer mere som en tilskuer end en rigtig trussel, og man kunne godt ønske sig lidt mere fokus på hende og hendes klamme rottehaler. Men ih, hvor jeg dog elsker Annabelle-dukkens design – der er noget virkelig levende over ansigtet, og selvom hun aldrig ytrer et ord eller bevæger sig som f.eks Chucky fra ‘Child’s Play′-franchisen, så er hendes tilstedeværelse mere end rigeligt. Den ægte Annabelle er faktisk en nuttet, lille kludedukke, også kendt som en “Raggedy Ann”, men Wan måtte ikke bruge sådan en fin rødtop, da firmaet bag, frygtede at det ville gå ud over salget. Der har været en del klager over at man i stedet valgte at gå efter et så uhyggeligt og “urealistisk” design i stedet for, men det bliver der drejet elegant rundt om i  ‘Annabelle′ – Hun er et samlerobjekt, og ikke skabt til at blive leget med af børn, men er derimod en del af et sæt af lignende dukker, som er både dyre og sjældne. Designet er langt mindre dystert i starten af filmen, og hun ligner noget som man rent faktisk kunne finde i en omfangende samling. Det er først efter et uheld med ild, samt den der pokkers besættelse hun udsættes for, at dukken fin får det sort-smudsede og ubehagelige look som vi kender og elsker fra ‘The Conjuring′. Jeg får også mere og mere forståelse for at man valgte ikke at bruge en kludedukke, da de få gange hvor Annabelle bevæger sig, ville være langt sværere at få til at fungere med en dukke der ikke har samme led, og ville på ingen måde have samme effekt. Annabelle kan sagtens konkurrere med genrens andre dukke-“giganter”. Hun er ikke en rar lille dame at se på.

Annabelle

Er ‘Annabelle′ en god film? Hm, jeg vil nok mere kalde den solid. Den vil ikke huskes på samme måde som ‘The Conjuring′ forhåbelig vil blive, slutningen er alt for tam og letkøbt, og de mange Polanski-inspirerede scener, får den til at virke som en light-version af ‘Rosemary’s Baby′. Men er ‘Annabelle′ en uhyggelig en film? Efter min mening, ja. Den har sine billige gimmicks, og det er ikke en film der vil være fastbrændt i din hjerne flere uger efter, men grundelementerne er stærke nok, og de effektive chok-scener skal nok holde adrenalin-pumpen i gang mens du har numsen plantet i biografsædet.

Skuespil

En af de store styrker i ‘The Conjuring′ var det dygtige cast af erfarne film-skuespillere, som Wan havde fået skruet sammen, og der blev givet nogle virkelig sympatiske præsentationer hele vejen rundt. I ‘Annabelle′, er castet for det meste hentet fra tv-seriernes verden, og i hovedrollerne som det unge par, spilles da også af to skuespillere, hvis erfaring stammer derfra, nemlig Ward Horton og… Annabelle Wallis! Tilfælde?!?!… Ja, det er det nok, men det er meget sjovt alligevel. Wallis, der er kendt fra BBC’s ‘Peaky Blinders′, spiller den gravide Mia (endnu end ‘Rosemary’s Baby′-reference) solidt nok når der ikke kræves de store følelsesmæssige bevægelser af hende, men så snart hendes karakter udsættes for plottets rædsler, falder hun ret meget til jorden. Hendes skuespil er på ingen måde forfærdeligt, men med de ting hendes karakter udsættes for, så er hendes reaktioner alt for afdæmpede. Hvor meget af dette der skyldes Wallis’ selv, og hvor meget der skyldes manglede instruktion fra Leonetti’s side, skal jeg ikke kunne sige, men jeg ville gerne have set en stærkere skuespillerinde i rollen. Horton’s præsentation som Mia’s mand, John Form (lyder det ikke bare som noget fra en billig 80’er actionfilm?), virker lidt mere overbevisende, selvom deres sammenspil når de snakker om par-ting med deres naboer og bekendte, er stivere end dukkebarnets led. I bi-rollerne ses ‘The Mask Of Zorro′-skuespilleren, Tony Amendola, der spiller en venlig præst, og Alfre Woodard, nok bedst kendt fra ‘Desperate Housewives′, i rollen som den hjælpsomme og overtroiske Evelyn, og de gør det begge fint, især Amendola. Præsentationerne i ‘Annabelle′ er ikke på højde med Wan’s film, men der er ingen ovenud ringe præsentationer at finde, selvom man godt kunne ønske mere selvsikkerhed i Leonetti’s instruktion af castet.

Annabelle

Der skal dog gives virkelig stor ros til Tree O’Toole, stunt-performeren fra både ‘The Conjuring′ og ‘Insidous: Chapter 2′, der spiller den næsten ord-løse rolle som Annabelle Higgins – kvinden hvis sjæl besætter den lille dukke. Med sine sjuskede mørke krøller, ekstreme crazy-eyes, og hvide natkjole, er hun noget af det mest ubehagelige jeg længe har set i en gyserfilm, og det er uden nogle former for monster-sminke eller dæmon-tænder. Føj, hun er mareridt’s benzin af højeste klasse.

Visuelt

Til filmens store fordel, har Leonetti været filmfotograf på næsten alle James Wan’s projekter, lige siden ‘Dead Silence′, så han kender de visuelle midler fra ‘The Conjuring′ rigtig godt. ‘Annabelle′ har samme look, med flotte, klare billeder, og et overbevisende billede af de sene 60’eres tøjstil og indretning uden at det nogensinde stjæler fokus fra historien. Leonetti kan sit kram, og billedsiden i ‘Annabelle′ kan sagtens konkurrere med ‘The Conjuring′, trods et mere end halveret budget.

Annabelle

I forhold til mange nymoderne genre-film, er brugen af CGI sparsom, og når den endelig er der, så er det virkelig svært at få øje på. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige at effekt-brugen er mere subtil end ‘The Conjuring′, men sidstnævnte er trods alt også en større historie og film end ‘Annabelle′. ‘Rosemary’s Baby′-inspirationerne går igen her, f.eks med lokationerne, specifikt det lejligheds kompleks som filmens sidste halvdel foregår i, der til stor del minder om The Dakota. Leonetti’s kameravinkler er effektive, og helt sine egne. Han må have lært lidt af sit samarbejde med Wan, for det er lysår fra det roderi som hans makværk, ‘Mortal Kombat: Annihilation′, bød på. ‘Annabelle′ er ikke ligeså flot som ‘The Conjuring′, eller så 70’er grumset som ‘Insidious′, men produktions værdierne er høje, og instruktørens erfaring med det visuelle, er et kæmpe plus.

Musik og lydbillede

Hvis der er noget der er vigtigt i en gyser, så er det lydsiden. Alle der nogensinde har prøvet at smække ‘Halloween′ i afspilleren, og derefter skruet ned for lyden, ved hvor stor en del af skrækken som det helt rigtige soundtrack, og effektive lydeffekter kan tilføje til oplevelsen. Heldigvis er det Joseph Bishara, komponisten der også stod bag musikken til ‘The Conjuring′ og begge ‘Insidious′-film, der også står for øre-bomberne som vi udsættes for i ‘Annabelle′. Alt for mange nutidige gysere glemmer at forsøge at skabe et mindeværdigt soundtrack, så det er rart at der bliver holdt lidt fast i traditionerne her. Filmens musik lægger stærkt op af de bombastiske 70’er toner fra ‘Insidious′, og de står i stærk kontrast til filmens meget enkle billedside, og holder virkelig fast med et jerngreb uden lige under de mere skrækindjagende scener som Leonetti byder på. Lydsiden i ‘Annabelle′ er ligeledes stærk, især når den opleves med biografernes omfattende surround sound. Der er ikke meget at sætte en finger på i den tekniske afdeling. Det er et fantastisk throwback til de skarpe soundtracks som især blev mestret i 60’erne og 70’ernes genre-film, og jeg elsker det.



Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Annabelle Michella Malin Petersen

Annabelle - Premiere den 16. Oktober 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ‘Annabelle′ sætter sig slet ikke fast som ‘The Conjuring′, og der er taget ekstremt store friheder med historien, men det er stadigvæk en solid omgang retro-gys, der tilbyder nogle virkelig skræmmende øjeblikke, der fik hårdt fat i nakkeskindet på den ellers hærdede gyserfan, som jeg gerne ser mig selv som.

3.8


User Rating: 6 (1 vurderinger)

Tags: , , , , ,


Om skribenten

har et ekstra hjertebank for superhelte, gyser-genren, 80'er film, tragiske dramaer og alt af Christopher Nolan. Taler flydende i film-citater, og ville se en film om tørrende maling hvis Tom Hardy var på rollelisten.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑