filmanmeldelser

Skrevet den 21 juni, 2018 | af Rikke Ingemann Jensen

0

Filmanmeldelse: Love, Simon

Endelig kom dagen hvor “Love, Simon” har fået premiere. Jeg læste bogen som filmen er baseret på “Simon vs the  homosapien agenda” (lidt bedre titel ikke?) dengang den udkom i 2015 og har ventet på filmatiseringen lige siden. Derfor skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde ret høje forventninger til den. Med alle de små teasers der hele tiden popper op på min Facebook, havde jeg dannet mig et godt overblik over, hvordan filmen vil forløbe. Jeg blev heldigvis ikke skuffet. Det bemærkes at filmen “Love, Simon” vil blive bedømt som et værk for sig selv, og vil derfor ikke blive sammenlignet med bogen.

Historie

Filmen handler om Simon, der er en helt normal fyr. Han hænger ud med sine venner og familie og glæder sig ligesom alle andre til at blive færdig med skolen. Han bærer dog på en hemmelighed: han er homoseksuel. Da han en dag læser en anonym post på skolens uofficielle side “Creeks secrets”, finder han ud af, at der er en anden fyr, der går under navnet Blue, som også er homoseksuel. Simon skriver til ham, og de begynder at indlede et forhold. Han ved dog ikke, hvem Blue er. Da en af hans klassekammerater pludselig finder ud af, at Simon er homoseksuel og truer med at afsløre det, får Simon masser af problemer.

Selve historien er egentlig meget simpel. Filmen er drevet af Simon, og publikums, lyst til at finde ud af hvem Blue er. Man ved præcis det samme som Simon ved, så i takt med at han danner nye hypoteser om, hvem den mystiske fyr er, gætter vi med. “Love, Simon” har en fin balance mellem at handle om hvordan det er at være ung og homoseksuel, og bare at være ung generelt. Der er også meget fokus på Simon’s venner, der alle har deres egne problemer. Det fungerer rigtig fint uden at de overskygger Simon.

© FOX

Det store tema i filmen er selvfølgelig det at være homoseksuel og “komme ud af skabet”. Simon bliver presset til at tage stilling til, hvornår og hvem han ønsker skal vide, at han er homoseksuel. Det jeg rigtig godt kan lide ved historien er, at det aldrig problematiseres at være homoseksuel. Der er ikke nogen som synes det er forkert. Simon ved også godt, at det er helt i orden, han ved bare ikke, hvordan han skal fortælle det. Han kommer med en rigtig fin pointe om, hvorfor det kun er homoseksuelle, der skal springe ud og stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor alle overhovedet har ret til at vide det. Derudover tager filmen også fat i alle fordommene om at være homoseksuel, blandt andet hvordan man bør klæde sig. “Love, Simon” viser at der ikke er en rigtig måde at være homoseksuel på, og at det trods alt blot er en seksuel orientering og ikke ændrer ens personlighed. Ligesom heteroseksuelle klæder homoseksuelle sig forskelligt og har forskellige interesser.

Overordnet lykkedes filmen med at komme ud med sit budskab om, at det er okay at være anderledes. Den behandler homoseksualitet rigtig fint: filmen er hverken for seriøs eller for pjattet. Den har alvorlige emotionelle scener, der får publikum til at græde, men også sjove scener hvor der tages pis på fordomme. Da det er den første store Hollywoodfilm med en homoseksuel teenager protagonist er den med til at lægge standarden for de forhåbentlige kommende LGBTQ film, og jeg må indrømme, at standarden er lagt højt med denne film.

© FOX

Skuespil

Filmen har et skønt ungt cast bestående af blandt andet Katherine Langford, som de fleste nok kan genkende fra Netflix-serien “Thirteen reasons why”, Miles Heizer der er med i samme serie og Alexandra Shipp fra “X-men: apocalypse”. De komplementerer hinanden rigtig godt, og gør alle sammen et godt stykke arbejde. Det hjælper da også, at alle deres karakterer er elskværdige og sjove. Karaktererne er ikke stereotype high-school typer, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Især vil jeg rose Alexandra Shipp for hendes fine præstation som Abby. Jennifer Garner og Josh Duhamel gør det også godt som Simons forældre. Den eneste lille klage jeg har er, at skuespillerne selvfølgelig ikke er de cirka 17 år, som de skal forestille at være. Det er dog ikke noget der irriterede mig særligt meget i denne film, da skuespillerne spillede så godt, men det er stadig værd at bemærke.

Nu til ham det hele drejer sig om: Nick Robinson, der spiller Simon. Jeg har alle dage været fan af Nick Robinson, lige siden “Jurassic World”, og han skuffer mig ikke. Han spiller formidabelt og er i stand til at udtrykke alle følelser perfekt, fra sorg til glæde og vrede. Dette betyder dog ikke, at vi skal forvente at se ham stå med en Oscar i hånden under den næste prisuddelingssæson, men han gør et fint job for et ungdomsdrama. Han er relaterbar og dygtig.

Ros til filmproducenterne for diversiteten blandt deres cast. Det er en ting, der ikke skal gå uhørt hen. Det er en glædelig udvikling i ungdomsfilm, som jeg tager imod med klapsalver.

© FOX

Visuelt 

Jeg var positiv overrasket over, hvor realistisk filmen var. Selvfølgelig vidste jeg, at selve handlingen var meget realistisk, men jeg synes at Hollywood har en tendens til at glamourisere teenagelivet i deres film. Man ser ofte teenagere kører i Mercedes biler i deres fine designertøj på vej til fester, hvor de drikker mere end menneskeligt muligt. Dette er heldigvis ikke tilfældet her. Simon kører rundt i sin gamle familiebil, som der overhovedet ikke er noget glamourøst over. Ja han fester, men får det vanvittigt skidt bagefter. Ham og hans venner klæder sig som faktiske teenagere og ligner ikke nogen, der træder direkte ud fra en catwalk i London. Det er, ifølge mig, meget forfriskende og gør karaktererne meget mere relaterbare.

Derudover kan jeg godt lide, hvordan de skiftede karakteren Blue ud, når Simon fantaserede om ham, alt efter hvem som Simon troede var Blue i det givne øjeblik. Det var med til at skabe forvirring og fik hele tiden en til at tro at man havde regnet det ud, lige indtil Simon fandt på en ny hypotese. De havde tilføjet den sjove detalje, at farverne på skærmen var blå når man så Blue, hvilket er ret sjovt.

© FOX

Musik og lydbillede

“Love, Simon” har et fedt soundtrack med en masse både nye og gamle sange. Der er alt fra Jackson 5 til The 1975. Jeg må indrømme, at jeg sad og jammede lidt under filmen, da det lige er min musiksmag. Blandt andet er vores egen danske MØ med på soundtracket sammen med Jack Antonoff med sangen “Never Fall in Love”. Jack Antonoff har produceret soundtracket og har selv bidraget med en del sange. Troye Sivan har også bidraget med en sang.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Love, Simon Rikke Ingemann Jensen
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: "Love, Simon" er en fantastisk ungdomsfilm med et godt budskab om, at man skal være sig selv, og acceptere andre for hvem de er. Skuespillet er godt og humoren perfekt. Det er den bedste amerikanske ungdomsfilm i årevis.

5.3


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , ,


Om skribenten

20-årig medievidenskabsstuderende der elsker film og tv-serier. Har en stor forkærlighed for John Hughes film og alt med Leonardo Dicaprio.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑