pulsen

Skrevet den 19 februar, 2019 | af Jakob Sørensen

0

Filmpuls’ skraldespand: Funny Man

Filmpuls’ skraldespand, det er her at vi fra Filmpuls hiver det værste af det værste frem. Og nej, vi taler ikke om film, som er så dårlige at de er gode. Nej, dette er rene makværker, som vi bestemt ville ønske vi kunne slette fra vores sind. 

Titel: Funny Man / Prod. år: 1994 / Instruktion: Simon Sprackling 

Hvis man har læst mange af denne skribents artikler, så er det mere end tydeligt, at man er pænt tosset med gyser genren. Og derfor, så er der måske også en genre som jeg giver længere snor, når det kommer til kvalitet. Ikke fordi genren er ”nem” af mestre, for det er meget svært at få folk til at gyse, lige såvel at få dem til at grine. Der er bare noget ved horror, som jeg fra spæd af har fundet yderst lokkende, hvilket måske forklarer hvorfor jeg er så underlig.

’Funny Man’ var en af de film som jeg endnu ikke havde fået at se, og siden at Christopher Lee (ren horror-legende) medvirkede, og at coveret på Blu-ray’en så fed ud, så tænkte jeg, at dette måtte da være et rent ”home run” af et køb. Javist, så havde filmen ikke fået et særlig godt score på IMDB, men det er ikke altid at man skal tage majoritetens vurdering seriøst, hvert fald ikke på lav budget gyser-området, hvor mange skønne film bliver haglet ned af godtfolk, som mere burde se ’Broerne over Madison County’.

Så jeg smed min kritiske fornuft overbord, og brugte ca. 120 kroner på denne lille sag. Og det kom jeg hurtig til at fortryde!!! For titlen burde klart hedde ’Un-Funny Man’. Dette er klart en af de største fejlkøb jeg har gjort, og det er meget sjældent sådan noget sker for mig, da jeg normalt tænker mig om, før visa kortet bliver kørt i gennem.

Filmen handler om en fyr der hedder Max, som i et slag poker vinder et hus (eller et såkaldt mansion) af en mystisk karakter, som spilles af Christopher Lee, der i alt er 2 minutter med. Max og hans familie (samt en gruppe hippier, der kommer senere i filmen) ved ikke at huset også har en dæmonisk figur boende, kaldt The Funny Man. Denne onde jester-type (hofnar) nyder at gøre det af med folk imens han fyrer jokes af. Så nu er spørgsmålet om Max og familien mon overlever den første nat i deres nye hjem?

Dette er den britiske fattigmands version af Freddy Krueger (morderen fra ’A Nightmare on Elm Street’). Filmen er på ingen måde interessant, underholdende eller skæg. ’Funny Man’ i egen høje person kommer med jokes, som kun har været sjovt for dem der har lavet filmen. Dialogerne er kedelige og gennemgribende klichéfyldte, ligesom resten af plottet, hvis man kan kalde det et plot. Der er måske et par originale dødsscener, men det kan ikke opveje alt det dårligdom som man må gå i gennem.

På den positive side, så er billedsiden ret pæn for en film lavet for 1000 kroner og en rulle sejlgarn, men desværre så er det bare drøn ærgerligt at alt andet fejler. Eftersignende så skulle denne film forsøge at genoplive britisk horror, efter at genren havde ligget i dvale i et stykke tid i landet. Men det skete først da Neil Marshall kom frem med hans fremragende varulve-film, ’Dog Soldiers’ i 2002. Dette forsøg er yderst ”problematisk”, og det eneste jeg fik ud af elendighederne var en blu-ray med et fedt cover…. HURRA!



 

Copyright: Arrow Media / Screenbound Pictures

Tags:


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑