Filmpuls
Filmpuls

Filmpuls’ skraldespand: The Visitor

Sidst opdateret:

Filmpuls’ skraldespand, det er her at vi fra Filmpuls hiver det værste af det værste frem. Og nej, vi taler ikke om film, som er så dårlige at de er gode. Nej, dette er rene makværker, som vi bestemt ville ønske vi kunne slette fra vores sind. 

Titel: The Visitor / Prod. år: 1979 / Instruktion: Giulio Paradisi aka Michael J. Paradise

Nogle gange, så hænder det at skribenten bliver ”narret” når han køber ind til sin fysiske filmsamling. Man lokkes af det fede cover og troen på, at der er et par timers skæg b-films underholdning i vente. Det var da også det jeg troede med ’The Visitor’. Min udgivelse er en blu-ray skive fra selskabet Arrow Video, der for os ”hardcore” filmnørder er rent guf. Da jeg faldt over denne film i sin tid, der tænkte jeg – ”Slut 70’er gyser med gamle berømtheder + ripp offs af forskellige hollywoodfilm = KULTFILM!” – Men jeg blev hurtig meget klogere, og fattigere pengemæssigt.

Filmen er spækket med kendte ansigter fra fortiden såsom Glenn Ford, Mel Ferrer, Shelley Winters, Lance Henriksen, Franco Nero og John Huston i egen høje person. Og hvis du kære læser kender lidt til film, så ved du at dette er store og kendte navne. Det vil i anno 2019 svarer til en rollebesætning a la det vi finder i den kommende ’Avengers’ film. Så hvad kan dog gå galt?

For at forstå film som denne, så må vi forstå filmmarkedet i 70’erne og 80’erne. Her var det populært at rive kendte og store film af, og lave dem til sin egne. Italienerne var mestre til dette. Når amerikanerne lavede ’Dødens Gab’, ’Star Wars’ eller zombie-film som ’Dawn of the Dead’, ja så var der altid en italiensk pendant lige i hælende. Og så ville du måske tro at de hele blev filmet med italienske skuespillere og det foregik i Italien, men næ nej. Det var meget normalt at hyrer mindst et par engelsksprogede skuespillere, der talte engelsk overfor italiensk talende kollegaer. Det lyder måske forvirrende, men den gang der dubbede italienerne alle deres film i post-produktions fasen. Indendørsscener blev filmet ved studierne i Rom, imens udendørsscenerne blev filmet i USA, Caribien eller hvor plottet nu måtte foregå.

’The Visitor’ er en film som river mere end 1 amerikansk film af. Nej, dette er et sammensurium af ’The Omen’, ’The Exorcist’, ’Nærkontakt af Tredje Grad’ og Alfred Hitchcocks ’Fuglene’. Alt dette blandes sammen i en stor rundtosset pærevælling, som giver akkurat lige så meget mening, som opfindelsen af ostefondue… der seriøst er Djævlens værk! Skribenten vil da gerne indrømme, at man grinte et par gange, da filmen på nogle punkter er så utilsigtet komisk og sort visse steder, at man ikke kan gøre andet, end at ryste på hovedet med et smil på læben. Et smil der efter rulleteksterne blev forvandlet til et vidtåben gab, da jeg måbende gloede ind i skærmen, og prøvede at bearbejde noget, som i den grad kan beskrives som “ubearbejdsom”, hvis man lige skal finde på et ord.

Manuskriptet er en omgang inkompetent nonsens, der absolut ingen mening giver. At løse meningen med filmen, er som at sidde med verdens mest forvirrende matematiske ligning, hvilket er nok derfor at en lille flok filmnørder synes at filmen er aldeles fremragende. Man ved at det i bund og grund handler om kampen mellem det gode og det onde, men ellers så hænger hoved og hale absolut ikke sammen! Sådan er det fra første sekund af med John Huston som en Gandalf-lignende figur, Franco Nero som en slags Jesus og så nogle rumbørn, blandet med dæmoner og andet vrøvl !!!

Folkene bag filmen ved som sådan godt hvordan man laver film, men det er bare som om at alle elementer, selv den visuelle del, også skal fejle. Effekterne går fra det acceptable til det helt forfærdelige, klipningen er rædselsfuld og musikken er bizar. Og jeg kan vel og mærket godt lide noget af det underlige musik, som italienerne i 70’erne og 80’erne satte på deres film. For i en gyserfilm, hvor man er vant til uhyggelig violin og orkestermusik til at sætte stemningen, som i f.eks. ’The Conjuring’ filmene. Ja, så var det drastisk anderledes i italienske hænder, for der ville musikken være elektronisk disco-bas, der fik fuld pedal. Den slags musik virker forfriskende, når man er blevet så vant til Hollywoods måde at sætte en film sammen på. Men her der virker den musiske del irriterende.

Som bonus i Arrow-udgaven, får du b.la. et interview med en af filmens mange stjerner, nemlig gode gamle Lance Henriksen, der bruger hele sin tid på at forklarer, at han synes filmen er ren PIECE OF SHIT, og at han hverken dengang eller i dag fatter, hvad filmen i virkeligheden handler om. Så det gjorde bare tingene værre for skribenten, da Lance virkelig bekræftede, at dette var noget værre hø, imens han sad med et hånligt smil og kiggede ind i kameraet til mig, som det skøre fjols der har brugt rigtige penge på møget!

Tak for kaffe… nu går jeg hen og slår mit hoved imod noget meget hårdt!

 

Copyright: American International Pictures / Arrow Video / Drafthouse Films

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.