drama

Skrevet den 25 oktober, 2018 | af Rikke Ingemann Jensen

2

Filmanmeldelse: ‘First Man’

Damien Chazelle er langt væk fra sit typiske musiktema. Han har sigtet mod galaksen sammen med Ryan Gosling for at portrættere Neil Armstrong’s liv som astronaut. Spørgsmålet er, hvorvidt de når i mål med missionen, eller om de rammer et par asteroider undervejs.

Historie

‘First Man’ følger Neil Armstrong karriere som astronaut før, han bliver en del af NASA-teamet, og op til efter han lander på månen. Både hans privatliv og hans arbejde bliver portrætteret, og man får et indblik i hans dagligdag lige efter en tragedie har ramt familien. Kronologisk bliver der vist, hvordan Armstrong langsomt stiger i graderne hos NASA, og hvor hårdt det er at blive astronaut. Udover at følge Armstrong får man også et indblik i NASA generelt og den politiske debat, der foregik i 1960’erne, hvor der var et hårdt kapløb mellem USA og Rusland om at få den første mand til månen.

Det er altid lidt spøjst at gå ind og se en biografisk film, da man kender udfaldet af historien. Vi ved alle sammen godt, at det lykkes Armstrong at komme sikkert til månen og tilbage igen. Det, der er så spændende er alt arbejdet op til selve månelandingen. Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste meget om emnet, inden jeg så filmen. Jeg ønskede blot at få fortalt, hvordan fanden man sender en mand til månen på en underholdende måde. Det levede filmen op til. Det foregik på et niveau, hvor alle kunne forstå, hvad der skete i handlingen uden at formlerne og fysikken tog for meget over og gjorde historien kedelig. Det var ikke blot månelandingen som blev portrætteret, men også alle de øvelser som astronauterne lavede inden, og de fejlforsøg der skulle til for, at få det hele til at lykkes.

© UIP

Tilbage til Armstrong: handlingen er fordelt cirka 50/50 mellem hans privatliv og hans arbejdsliv. Man lærer hans kone og børn at kende og får sympati for de små drenge, der ikke forstår hvorfor deres far skal til månen, når de har et svømmestævne samme uge. Det er ikke bare en film om det pres der lægges på astronautens skuldre, men også på konens og hele familien. June, Neils kone, skal få en hverdag til at hænge sammen uden sin mand i længere perioder, samtidig med at hun er bange for at miste ham. Det er en virkelig fin fordeling som Chazelle har lavet, og det bevirker, at man ikke ser for meget af hverken det ene eller det andet. Det eneste negative jeg har at sige er, at historien var en smule langtrukken til tider. Filmen varer 2 timer og 21 minutter, og det kan mærkes. Man kunne godt have skåret lidt ned.

En anden ting jeg elsker ved filmen er, at den også viser de andre astronauter, der tog del i månelandingen. Armstrong knytter et tæt bånd til de andre mænd, og man kommer til at holde af dem alle. Det er en historie om alt den tid, penge og menneskeliv som månelandingen har taget og som, ifølge nogen, ikke var nødvendig. Det har ikke været en dans på roser at være de første på månen, og det viser filmen. Jeg havde frygtet at historien vil blive for glamouriseret, og den amerikanske patriotisme ville skinne igennem filmen. Dette var heldigvis ikke tilfældet. Armstrong er et helt specielt menneske, men han bliver aldrig portrætteret som en usårlig helt. Han er et menneske ligesom alle andre, der har sine fejl og mangler. Hvorvidt månelandingen overhovedet skulle have fundet sted bliver også diskuteret.

Skuespil

Chazelle og Gosling har før vist sig at være en kombination, der sikre oscarnomineringer, og mon ikke det kan være tilfældet for denne film også?

Ryan Gosling gør det godt som den relativt udtryksløse Neil Armstrong, der går sikkert efter målet. Det er især i hans mest følelsesladede scener, at hans gode præstation virkelig skinner igennem. Han er troværdig, og man ønsker ham kun det bedste. Selv til sidst hvor han faktisk er pænt irriterende. Hans kemi med Claire Foy er fin.

Hvis Gosling er jorden, så er Claire Foy den næsten uopnåelige måne. Hun gør det simpelthen så godt.Foy er langt fra hendes rolle i ‘The Crown’ som jeg kender hende for, men det gør ikke noget. Hun beviser, at hun kan spille forskellige roller med stor overbevisning. Hvis ikke det var for hendes gode skuespil, vil jeg have syntes, at mange scenerne med hende var kedelige. Hun er yderst sympatisk, og det skulle ikke undre mig, hvis der venter en oscarnominering til hende i januar.

© UIP

Visuelt 

Igen er det en helt anden stil, end Chazelle normalt er vant til. Han klarer den dog med sine helt specielle visuelle evner. Det hele er så gennemført. Selve billedkvaliteten er en smule grynet, og får det til at virke som om, at filmen er filmet for mange år siden.

Alt NASA-udstyret, maskinerne og raketterne ser realistiske ud, og man lever sig virkelig ind i det. Der er ikke pyntet så meget på kulisserne som i andre af hans film, men det er dog på den gode måde, da det forstærker filmens realisme. Tøjet og stylingen passer til tidsperioden, og man er ikke i tvivl om, hvor man befinder sig henne.

Kameraføringen er eminent, især i scenerne, der foregår i raketterne.  Kameraet er placeret således, at det føles som om, at seeren sidder ved siden af astronauterne. Man bliver svunget rundt i galaksen sammen med dem. I disse scener er der ofte begrænset udsyn, hvilket betyder, at man kun ser, hvad Armstrong kan se. Jeg tog mig selv i at holde vejret, når de fløj rundt i rummet og dreje med kroppen for at styre raketten. Meget realistisk!

©UIP

Musik og lydbillede

Justin Hurwitz gør det igen. ‘First Man’ er fyldt med storslået musik, der rammer lige i hjertet. Musikken formår virkelig at piske en stemning op. Det er dog lydbruget, der imponerer mig mest. Hurwitz forstår hvornår der skal bruges musik, og hvornår der bare skal være stilhed. Lyden er det der for rummissionerne til at virke mest realistiske. Det hele er gennemtænkt ned til den mindste detalje, og gør bare filmen endnu bedre.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: ‘First Man’ Rikke Ingemann Jensen
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: 'First Man' er en smuk film om en enestående begivenhed. Vi kommer tættere på Armstrong og livet som astronaut. Tag i biografen og kom lidt tættere på månen.

4.7


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , ,


Om skribenten

20-årig medievidenskabsstuderende der elsker film og tv-serier. Har en stor forkærlighed for John Hughes film og alt med Leonardo Dicaprio.



2 Responses to Filmanmeldelse: ‘First Man’

  1. Jakob Sørensen says:

    Som både film og rumnørd, så glæder jeg mig til at se filmen 🙂

  2. Oscar Gade-Frimann says:

    Den her film er ikke en film jeg ville kalde et mesterværk. Det fik jeg i hvert fald ikke fornemmelsen af, da jeg så den. Men var den god? Åh ja, den var fantastisk. Instruktøren formår at fortælle den her historie om Armstrong perfekt. Jeg har læst andre anmeldelser af filmen der siger at han gjorde Armstrong til en ufølsom iskold mand uden særlig meget sympati. Det er jeg på ingen måde enig i. Jo, jeg kan godt forstå at man ville sige det, men filmens intention er jo at fortælle Armstrongs historie. Og hvis historien var sådan, at han var rimelig indelukket og var ufølsom ved første øjekast, så giver det da mening, at forfatteren og instruktøren vælger at portrættere ham på den måde. Hvordan ville man egentlig selv have det? Ens datter er død, og ens kolleger og venner falder på stribe ved hans skulder, allesammen med det mål at nå Månens overflade. Bliver man så ikke en smule humørforladt og ufølsom? Who knows. I hvert fald, så kæmpe et cadeaux herfra til Chazelle, Singer og Gosling.
    En anden ting jeg også var meget glad over, var den intensitet instruktøren, cinematografen, klipperen og lyddesigneren formåede at projektere. Når man sad i raketten og hørte lydende omkring dig (kig længere nede), så på astronauternes udtryk og koncentration, så var det virkelig somom at man var til stede inde i raketten. Det var virkelig fedt. Fantastisk arbejde.

    Så til billedet.
    Nøj hvor er jeg glad for at cinematografen valgte at bruge 16mm til at skyde størstedelen af filmen med. Det giver, som du skriver, et tilbagekast til ældre dage. Og så er det også med til at indføre et rustikt og patineret udseende, som passer filmen perfekt. Og når vi så kommer til månen, så skifter vi med det samme over til 65mm. Er du gal et skarpt billede. Jeg så den ikke i IMAX, men Imperials projektor var fuldstændig udmærket til at projektere den skarphed og dybde der var i billedet på månen. Det spillede også supergodt ind i en cinematografisk sammenhæng.
    Farverne var også fine. De var rimelig neutrale og havde et blåt og rent udseende. Det var med til at styrke billedet af at det er en realistisk og troværdig film. Så, også fantastisk dér.

    Lyd.
    En vis mand sagde engang at lyden er 80% af filmen. Og han havde ret.
    Den her film ville ikke være det sammen, uden det lydbillede den har. Er du gal, jeg var helt blæst over det mix denne film havde. Hvis dette Atmos mix ikke bliver transfereret til Blu-ray udgivelsen, så ved jeg ikke hvad. Lydene de var overalt. Især i de meget intense scener oppe i raketterne. Rumlen og bassen, wooferen spillede, blæste én helt tilbage i sædet, og man sad med en nervepirrende fornemmelse, fordi at det var så intenst. Helt ærligt, så tror jeg ikke at jeg har hørt et bedre mix før den her film. Det var så fedt.
    I hvert fald, jeg var imponeret.
    Forresten, hvis du skal se den her film, så skal det forresten være i Imperial i København. Det er ikke nok med færre højtalere end 64. Sådan er det.

    Ja, jeg var glad for den her film. Jeg kan dog godt forstå at den ikke får ratings på 8,5 eller derover på IMDb. Fordi som sagt, så er det ikke et mesterværk.

    (Jeg har ikke kigget denne tekst igennem, så hvis der er stavefejl, så er det sådan.)

    God dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑