Første trailer til Matthesens ‘Ternet Ninja’

Så er traileren til en af Danmarks mest ventede animationsfilm i år offentliggjort. Det er selvfølgelig Anders Matthesens ‘Ternet Ninja’, der er en film for hele familien. Komikeren har tidligere haft succes med filmatiseringer af hans værker. Hans radioføljeton ‘Terkel i Knibe’ blev filmatiseret i 2004 og var en kæmpe succes. ‘Ternet Ninja’ er filmatiseringen af bogen ved samme navn, som er Matthesens børnebogsdebut.

Filmen handler om Aske der går i 7. klasse og er forelsket i Jessica fra 8. Aske har et anstrengt forhold til sin stedbror Sune og sin stedfar Jørn, og så er der Glenn fra specialklassen, som forfølger Aske og hans bedste ven Odysseus. En dag vender Askes onkel Stewart hjem fra Thailand med en ternet ninjadukke i fødselsdagsgave til Aske. Det viser sig dog ikke at være nogen almindelig dukke… Den er blevet til ved en fejl på en børneslavefabrik i Thailand. Den overtrætte og udsultede Quang Cow Bak FuFu er i et øjebliks uopmærksomhed kommet til at sy dukken af et dyrt ternet tørklæde, som tilhører fabrikkens danske direktør Phillip Eberfrø. Og som straf for denne brøde er Quang blevet tæsket ihjel af den kyniske Phillip Eberfrø. Ninja-dukken er altså den eneste af sin slags i verden. Og nå ja, så viser den sig at være levende, dødsens farlig og besat af tanken om retfærdighed og blodhævn. Begreber der ligger langt fra Askes hverdag. Ternet Ninja vinder Askes tillid og hjælper ham med effektivt at få styr på alle sine problemer. Aske afgiver forinden et højtideligt løfte om at gengælde tjenesten og hjælpe Ternet Ninja med sin mission (uden dog at ane hvad missionen går ud på). Et løfte som Ternet Ninja har i sinde at holde Aske fast på…

‘Ternet Ninja’ har dansk premiere den 25. december.

Ternet Ninja
copyright – Nordisk Film