filmnyheder

Skrevet den 16 marts, 2019 | af Jakob Sørensen

0

Hvilke nørde-arrangementer bør du gå til her i foråret?

Er du ligesom skribenten lidt ”mærkelig”? Og med det menes der en über-nørd inden for film eller videospil. For hvis svaret er ja, så er der jo ikke andet at gøre end at troppe op ved de forskellige arrangementer, der findes rundt omkring i Kongeriget såvel som på den anden side af sundet.

Hvis du er til cosplay, så husk kostumet. Hvis du gerne vil have autografer af de kendte, ja så husk den film eller plakat du gerne vil have signeret. Og for alt i verden, så husk at tage penge med, for du kommer til at bruge dem!

SciFiWorld i Malmø (30. – 31. marts)

Tag et hurtig smut til det svenske og dit indre nørdehjerte vil banke. For 150 svenske rigsdaler bliver Pandoras Geek-æske lukket op, og du har adgang til et stykke af himmeriget. Der vil selvfølgelig være en masse stande, hvor du kan købe ting og dejlige sager til din private hule. Du kan se rekvisitter fra originale film. Der er lyssværd-træning for børnene, workshops, koncerter med filmmusik og andet gejl. Nå ja, og så kan du også møde nogle kendte ansigter såsom Natlia Tena fra ’Harry Potter’ og ’Game of Thrones’, Jennifer Blanc fra ’Dark Angel’, Eric Roberts som har medvirket i utallige film (’Runaway Train’, ’The Dark Knight’, ’The Expendables’ mm.), Robert Patrick som selvfølgelig er T-1000 robotten/skurken fra ’Terminator 2′, og så kommer Michael Biehn også, som jo er Kyle Reese i ’The Terminator’, Hicks i ’Aliens’ og skurken i ’The Abyss’. Der er mulighed for autografer og fotografering sammen med dem – så kom ikke og sig at du ikke har lyst til at køre over Øresund nu.

Sci-Fi-Con i Randers (13. april)

Den 13. april kan du jo tage forbi Arena Randers, hvis du er gigantisk fan af- eller fanatisk med ’Star Wars’, for dette er landets største komsammen for fans af ’Stjernekrigen’ – samt dem der elsker Science Fiction-genren. Der er rig mulighed for at gå lidt på opdagelse i en verden af memorabilia, vintage-legetøj, foredrag, cosplay og aktiviteter for de mindre størrelser. Gæster er der også, for du kan møde skuespillere, der har optrådt i de gamle ’Star Wars’-film. Der er Tim Rose, som nok mest er kendt for at spille Admiral Ackbar fra ’Return of the Jedi’, ’The Force Awakens’ og ’The Last Jedi’, Alan Harris der mest er kendt for sin korte (men mindeværdige rolle) som dusørjægeren og reptil-mennesket Bossk fra ’The Empire Strikes Back’, og så er der Femi Taylor den dansende slave i Jabba the Hutts tilholdssted i ’Return of the Jedi’.

Blodig Weekend i København (10. – 14. april)

Er du til gys og splat, ja så er det her en ”no-brainer”. Du skal selvfølgelig tage et smut forbi Empire Bio på Nørrebro, hvor Danmarks største festival for horror-nørder holdes. Her er der en masse skønne og uhyggelige film som vises. Du kan deltage i en stor quiz, hvor du alene kan demonstrere, at du er den største nørd af dem alle. Der vil også være en paneldebat omkring årets bedste horrorlitteratur, der afholdes i samarbejde med Dansk Horrorselskab. Lørdag den 13. april fra klokken 12.00 til 17.00 er der Collectors Market, hvor du kan bruge alle dine sidste spareskillinger på at købe fysiske film, originale horror-plakater, lobby-kort og meget andet. Dette års gæst ved Blodig Weekend er manuskriptforfatter og instruktør Mick Garris, som er et kendt navn inden for horror-genren. Han er manden bag ’Critters 2’, ’Psycho 4’, ’Sleepwalkers’ og miniserier som ’The Shining’ og ’The Stand’. Så hvis du har film på hylden med hans navn, så det bare med at dukke op og få en fed autograf på.

Nu er der ingen dårlige undskyldninger for ikke at nørde igennem! Må kraften være med dig… og din pengepung!

 

Tags:


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑