have a/s

Instruktørdebutant bag filmatisering af dansk klassiker

En dansk romanklassiker rammer det store lærred næste efterår med filmatiseringen af Marie Bregendahls selvbiografiske gennembrudsroman ‘En dødsnat’ fra 1914. Filmens titel bliver ‘HØST’ og er et stjernebesat periodedrama, instrueret af den spillefilmsdebuterende Tea Lindeburg. ‘HØST’ optages netop nu på Fyn og får biografpremiere over hele landet d. 21. oktober 2021.

Handlingen
‘HØST’ ser livet gennem tre generationer af kvinder på en gård i slutningen af 1800-tallet: Den 14-årige Lise, hendes faster og farmor, der midt i en brydningstid kæmper hver deres kamp med den kvinderolle, de har fået tildelt.

Lise er den ældste i en søskendeflok på otte og er snart på vej væk fra gården for at gå i skole. Hun er brændende forelsket i en af gårdens karle, og hun er fuld af håb, ungdom og en lovende fremtid. Men da hendes mor går i fødsel, må hun tage ansvaret for sine mange søskende, og efterhånden som timerne går og den smertefulde fødsel tager til i styrke, må både Lise og hele familien indse, at intet bliver som før… ‘HØST’ er et intenst og bevægende portræt af en dansk familie i en brutal tid – en fortælling om at blive voksen, tage ansvar, blive forelsket og holde fast i det vigtigste, der findes. Håbet.

Fra børne-tv til Netflix
Tea Lindeburg er med ‘HØST’ i fuld gang med sin første spillefilm som instruktør og manuskriptforfatter. Hun er uddannet fra New York University (2000) og Super16 (2006). Hun har skabt den kommende danske Netflix-serie Equinox, baseret på hendes egen DR-podcast Equinox 1985, der blev nomineret til Prix Italia 2017. Derudover har hun bl.a. instrueret en række børne- og ungdoms tv-serier for DR og TV 2. Fra 1999 til 2007 organiserede hun filmfestivalen Cosmic Zoom og var vært på DR2 Premiere fra 2009-10.  

Rollelisten 

 I hovedrollen som Lise ses Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der tidligere også havde hovedrollen i filmen ‘Landet af glas og forinden’ da vandt MGP som 9-årig i 2015. Rundt om hende ses bl.a. Stine Fischer Christensen som hendes faster, Lisbet Dahl som hendes farmor, Thure Lindhardt som hendes far, Ida Cæcilie Rasmussen som hendes mor samt Kirsten Olesen, Albert Rudbeck Lindhardt, Cyron Melville, Emma Rosenzweig, Jesper Asholt og Hanne Hedelund i øvrige roller.

kilde: HAVE A/S

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.