I forbindelse med den danske premiere på filmen ’Den Grønne Cyke..." /> Interview med Haifaa al-Mansour – instruktøren bag filmen ’Den Grønne Cykel’ - Filmpuls

Interviews

Skrevet den 23 februar, 2014 | af Tia-Maria Frank

0

Interview med Haifaa al-Mansour – instruktøren bag filmen ’Den Grønne Cykel’

I forbindelse med den danske premiere på filmen ’Den Grønne Cykel’ fik Filmpuls en enestående mulighed for at interviewe instruktøren bag filmen, nemlig den første kvindelige saudiarabiske instruktør, Haifaa al-Mansour.

I Saudi-Arabien må kvinder hverken køre bil, færdes offentligt med mænd, få et job eller leje en lejlighed uden en mandlig værges samtykke – og det er bare nogle af de mange restriktioner som kvinderne er nødsaget til at leve under.  Men Haifaa al-Mansour har formået at fremtvinge et mindre oprør i Saudi Arabien med spillefilmsdebuten ’Den Grønne Cykel’ (org. titel ’Wadjda’). Her giver al-Mansour os et indblik i Saudi-Arabiens stærkt konservative samfund set gennem øjnene på den 10-årige rebelske saudiarabiske pige Wadjda, som brændende ønsker sig en grøn cykel. Filmen fik verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2012, men det er først i år, at ’Den Grønne Cykel’ er kommet til Danmark. 

Om karakteren Wadjda

Haifaa al-Mansour kommer selv fra en familie, hvor forældrene altid har støttet deres børn og sørget for, at de havde adgang til videofilm, tidsskrifter, tv-serier og udlandsrejser. Hendes første biograftur var på en familieudflugt til Egypten, eftersom biografer har været bandlyst i Saudi-Arabien siden 1980erne. Hun priser sig lykkelig over, at hendes forældre har givet hende og hendes søskende plads til at være kreative og nå deres mål, og det er da også ud fra hendes egne livshistorier, at karakteren ’Wadjda’ udspringer.

”I starten havde jeg tiltænkt en anden slags rolle til Wadjda, en mere passiv og uskyldig rolle, men så så jeg en film, der mindede om det, jeg ville portrættere, men jeg havde bare ingen sympati med pigen, og derfor var det vigtigt for mig at give Wadjda en form for helte-rolle, så man kunne heppe på hende igennem filmen. Jeg prøvede at bygge karaktererne efter personer, jeg i forvejen kender. Jeg har en niece, der minder meget om Wadjda – hun har humor og er altid obs på muligheden for at tjene en skilling… derfor baserede jeg Wadjda ud fra hende.”

Haifaa al-Mansours filminspiration

”Da jeg skrev på filmen, tænkte jeg særligt på italienske forfattere og deres film, der ofte belyser samfund og kultur i forskellige dele af verdenen uden at sige det direkte. I stedet viser de det på film og så er det op til seeren at tage stilling. Den tilgang var jeg stor fan af samt Dardennes-brødrenes film ’Rosetta’ – en film om en kvinde der arbejder sig ud af slummen. Hun beder ikke om store ting i livet, men mere de basale ting som mange tager for, ” siger al-Mansour.

”Mit formål med at lave denne film var at fortælle en engagerende historie. Jeg er feminist med stort F, og derfor var det vigtigt for mig at benytte stærke feminine karakterer. Jeg tror, der er et behov for sådanne stærke karakterer i Mellemøsten fordi, at der i Mellemøsten ofte er fokus på meget store spørgsmål og problemer, som vi alligevel ikke kan kontrollere.”

Religionens betydning i filmen

“Når jeg laver en film i Saudi-Arabien, kan jeg ikke lave en film uden at belyse det religiøse element…Religion er ekstremt vigtigt i saudiarabisk kultur og samfund. Fem gange i løbet af en skoledag skal vi bede og derfor var skolen og hele Koran-citeringen et vigtigt element at få med. Filmen ville rent ud sagt ikke være komplet, hvis det religiøse element ikke var med…Jeg dømmer ikke folk om de er dedikeret eller ej, jeg ønsker blot at forklare og vise, hvor betydningsfuld og vigtig religion er for folk i Saudi-Arabien. Forhåbentligt er dette med til at give andre ude i verden en forståelse for religionens betydning, hvordan den bruges og håndteres i det daglige i Saudi-Arabien.” siger al-Mansour.

Kvinder i den saudiarabiske kultur

Haifaa al-Mansour ved godt, hvor heldig hun er at komme fra en utraditionel familie med en utraditionel far, som aldrig har villet lægge bånd på hende eller hendes søskende, men i stedet opdraget dem til at være selvstændige, moderne mennesker. Hun mener derfor, det er vigtigt at der findes mænd som hendes far i et samfund, hvor mændene forventes at holde kvinderne under kontrol. Men mange saudiarabiske piger er desværre ikke så prisgivet og lever under meget strenge forhold. Derfor har det været vigtigt for al-Mansour at lave en film, hvor saudiarabiske piger kan nikke genkendende til lignende problemstillinger og hvor budskabet forhåbentligt går direkte ind i hjertet på dem. 

”For mig repræsenterer Wadjdas mor mange saudiarabiske piger, som er unge og smukke og som prøver at tilfredsstille alt det, som samfundet kræver af dem. De laver mad til deres mænd, de klæder sig anstændigt, sparer deres penge op osv. De bøjer sig ekstremt meget for samfundet for at få det til at fungere uden egentligt at blive belønnet for dette. Det er som om, at kvinderne i Saudi-Arabien bliver taget for givet og at det er forventet af dem, at de tager sig af det ene og det andet uden at man egentligt ser, hvordan det påvirker dem. Så Wadjdas mors rejse i filmen svarer stort set til mange saudiarabiske pigers hverdag.”

”Saudiarabiske piger vil helt sikkert kunne identificere sig med en masse elementer fra filmen såsom sproget, skolegangen og hele kulturen generelt…For mig var det vigtigste dog at lave en film, hvor børn og unge får en stemme så at sige. Jeg vil have dem til at omfavne håbet for fremtiden, deres eget potentiale og lære dem, at de aldrig skal give op. Der forgår så meget mobning overalt i verden i dag, og af den grund er det meget vigtigt for børn i den alder at få det skub til at tro på dem selv, og at det godt kan lykkes… At have en historie omhandlende en person, man kan sympatisere med,  sætte sig i samme sted som og hvor tingene faktisk lykkes, er meget vigtigt for børnene, derved går budskabet lettere igennem.” siger al-Mansour.

Mænd i den saudiarabiske kultur

Der er ingen tvivl om, at al-Mansour har formået at skildre nogle af problematikkerne for kvinder i Saudi-Arabien fra en anstændig og flot vinkel. Filmen var meget fortjent med i opløbet om at blive blandt de Oscar-nominerede for bedste udenlandske film. Hendes formål med filmen har netop været at portrættere Saudi-Arabien uden at nedgøre og fornærme nogen.

”Filmen viser ikke nødvendigvis mænd onde på den måde. Det er både mænd og kvinder, som er berørt af restriktionerne. Begge køn er fanget i et konservativt samfund, der til tider tvinger dem [mændene] til at træffe beslutninger, der går imod deres personlige opfattelse, men som passer til samfundet. Med karakterer som ’Abdullah’ ville jeg vise, at der er medfølende mænd/drenge, som er charmerende og afslappede, og som ikke nødvendigvis har behov for at have magt.”

Haifaa al-Mansours håb for fremtiden

”Folk i Mellemøsten glemmer ofte de basale små ting i hverdagen, der kan gøre os glade. Jeg håber fremadrettet for det mellemøstlige folk, at de vil omfavne deres egen personlige lykke endnu mere og ikke bekymre sig så meget om fremtiden – vi kender den jo alligevel ikke endnu,” fortæller al-Mansour og fortsætter:

”Selvfølgelig håber jeg, at kvinder kan få lov til at køre motorkøretøjer selvstændigt, men jeg håber mere, at de bliver meget mere synlige på den politiske scene. Det er meget vigtigt med flere kvindelige politikere, da det kan inspirere flere kvinder og fremme en form for tro på realisering – selv blandt ’normale’ kvinder i samfundet. Ligeledes håber jeg, at kvinder vil få mere indflydelse og få ændret nogle love og regler. Det gælder virkelig om at ændre nogle af de restriktioner og reguleringer, der er for kvinder og det håber jeg kan ske ved, at der kommer flere kvindelige politikere ind på den politiske scene i Saudi-Arabien. Kvinder som ved hvordan de skal manøvrere sig rundt i et mandsdomineret politisk system og som vil kæmpe for deres ret.”

Fakta om Haifaa al-Mansour

Født 1974 i Saudi-Arabien (nummer 8 ud af en søskendeflok på 12)Gift med en amerikansk diplomat og bosat i Australien

Saudi-Arabiens første kvindelige film- og tv-instruktør. Har studeret litteratur på det amerikanske universitet i Kairo og filmteori i Sydney.

Debuterede som filmmager i 2005 med dokumentaren ’Women Without Shadows’ om kvinders vilkår i det saudiarabiske samfund.

Spillefilmdebut med ’Wadjda’ (2012), som hun også har skrevet manuskript til, og som bl.a. er blevet vist på Venedig Biennalen 2012 og var med i OSCAR opløbet som bedste udenlandske film.

 

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , ,


Om skribenten

er en sucker for romantiske film og komedier



Tilbage til toppen ↑