vi anbefaler

Skrevet den 26 november, 2018 | af Line Petterson

0

Klassiker: The Godfather (1972)

”I’m gonna make him an offer he can’t refuse”

Det er blevet tid til endnu en klassiker artikel, og denne gang vil jeg dykke ned i mafiafilmen over dem alle! ’The Godfather’ indeholder smukt filmhåndværk på alle fronter og udmærker sig særligt i både manus-, instruktions- og skuespilregi!

Prolog – Hvorfor ’The Godfather’?

Denne klassiker er en af mine absolut yndlingsfilm, og det er samtidig en af de klassikere, som nærmest ikke behøver en introduktion. Denne film er nemlig en af verdens mest ikoniske værker, og så er den inspireret af Mario Puzos roman af samme navn. I samarbejde med instruktør Francis Ford Coppola skrev Puzo også drejebogen til filmen der, med sine gennemborende karakter- og miljøbeskrivelser, for alvor fik placeret mafiafilm på det filmiske verdenskort. Coppola har, med sine smukke og overdådige beskrivelser af den italienske kultur og livsstil – med familien i centrum, skabt et portræt af den italienske mafia overklasse som er uden lige. ’The Godfather’ er den første ud af tre film, som omfavner Corleone familiens affærer i et generationsdrama over tre forskellige årtier.

Coppola, Brando og Pacino

Fra filmselskabets side var hverken Coppola, Marlon Brando eller Al Pacino blandt produktionens favoritter til at indtage de respektive roller, som de senere endte med at udfylde. Filmen havde på denne baggrund lidt svært ved at komme fra start, da mange uenigheder, gang på gang, satte en stopper for både castingen og selve filmens indspilninger. Producenterne blev dog overbevist om Coppolas lyst om at caste Brando i rollen som Vito Corleone, da Brando troppede op til selve castingen med kæberne stoppet med kleenex. Her introducerede Brando meget levende, som den ægte method-acting skuespiller han er, sin bulldog-agtige fortolkning af karakteren, som senere endte med at skabe grobund for den endelige Vito Corleone karakter.

Også Pacino hang fra starten i en tynd tråd. Produktionen havde nemlig udset sig andre og mere populære skuespillere til rollen som Michael Corleone, herunder Robert De Niro (som senere endte i rolle som den unge Vito Corleone i ’The Godfather ll’), Robert Redford og Jack Nicholson. Heldigvis fik Coppola, der efter Pacinos præstation i ’The Panic in Needle Park’ (1971) var fast besluttet på at caste Pacino i rollen, også her gennemtrumfet sin mening. Alligevel kom filmen ret langt ind i optagelsesperioden, før også produktionen blev overbevist om Pacinos kunnen. Pacinos præstation endte med en oscarnominering, som bedste birolle ved årets oscaruddeling og ’The Godfather’ var nomineret til i alt 11 oscars. Filmen vandt i kategorierne: bedste film, bedste hovedrolle (for Brandos præstation) og bedste manuskript.

Godfather-universet – en kulturhistorie

Generelt gælder det for alle filmene i ’The Godfather’ trilogien, at de giver sig enormt god tid. Nogle vil måske mene, at de tager sig for god tid og er alt for lange. Personligt er det præcis denne form for opbygning af et filmisk univers, som jeg er helt tosset med. Coppolas træk med at tage sig virkelig god tid gør nemlig, at han får opbygget sit Godfather univers vanvittigt detaljeret, hvilket skaber en fuldstændig unik tilknytning mellem værket og dets tilskuer. Eksempelvis varer Coppolas åbningsscene (Connies bryllup) i ‘The Godfather’ hele 27 minutter. På disse 27 minutter får vi, som fluer på væggen, lov at tage et kig ind i det allerhelligste hos Corleone familien. Vi introduceres for alle de vigtige medlemmer af Corleone familien, deres lyssky forretninger og så får vi et unikt indtryk af den italienske kultur, som filmen tager sit store afsæt i. Coppola gør brug af enormt mange sanseindtryk som virkemiddel i denne scene, og det gør at vi som tilskuere lynhurtigt, kommer til at føle os tæt knyttet til Corleone familien. Personligt kan jeg blive ved med at studere den 27 minutter lange scene igen og igen, den er magisk!

Mændenes imperium

Ordet familie er vigtigt i ’The Godfather’ filmene, det er et af filmens helt centrale temaer, og dette tema er samtidig tæt beslægtet med et af filmens andre temaer – opbygningen af Corleone mændenes imperium. Vi er nemlig tilbage i de gamle kønsroller, om man kan lide det eller ej, og hjemme hersker mændene, imens kvinderne blander sig udenom de mange beslutninger, som skal træffes. Filmens helt centrale historie omhandler sønnen Michaels rejse fra dreng til mand. Michael har nemlig tidligt trukket sig fra familiens affærer og valgt en anden vej i livet. En række hændelser medvirker dog til, at Michael alligevel opsluges af sin families forretninger, og pludselig er han blandet så voldsomt ind i dem, at han ikke har mulighed for at finde en vej ud igen. Inden længe har Michael indtaget familiens førersæde, og han har ikke tænkt sig at give slip igen. Michaels kone Kay (Diane Keaton) er den eneste kvinde, som ikke sådan lige lader sig kue af det faktum, at kvinderne hører til i køkkenet. Det kommer der en helt særlig magi ud af i samspillet mellem Al Pacino og Diane Keaton. Særligt i ’The Godfather ll”, hvor netop Pacino og Keaton, ligger krop og sind til en af mine absolut yndlingsscener NOGENSINDE!

En levende legende – Epilog

Selv den dag i dag er populærkulturen fyldt med referencer, som stammer fra ’The Godfather’. Både film og tv-serier verden over har lånt og kopieret scener, replikker og symbolikker fra Godfather filmene. Påbegynder man selv en analyse af ’The Godfather’, så vil man ret hurtigt indse, at det kommer til at tage én uendeligt lang tid at komme i bund med det væld af symbolikker, som er indlejret i filmen. Eksempelvis optræder frugten appelsin gennem hele trilogien og fungerer, som et symbol på døden. Så vær på vagt når en karakter nærmer sig eller får lyst til en appelsin! (Er du interesseret i mere baggrundsviden fra Coppola selv, så har han udgivet den notesbog – ‘The Godfather Notebook’, som han holdt tæt ind til kroppen under hele indspilningsperioden på ‘The Godfather’).

Der er mange grunde til, at man bør se dette episke værk, og er du en af dem der endnu ikke er nået dertil, så skal der lyde den største anbefaling herfra! Se den ikke mindst for Al Pacinos fremragende magtpræstation i rollen som Michael Corleone. Sjældent har jeg set en skuespiller udføre så flot en fortolkning af et menneskes rejse og udvikling gennem blot én film, det er et must see!

Filmpuls Klassikere: et tiltag på vores side, hvor vores skribenter tager fat i højtelskede klassikere, nye som gamle, der betyder noget helt særligt for dem. Vi håber, at alle Jer læsere vil være med til at se tilbage på nogle af de film, som har været med til at ændre filmmediet og måden vi oplever film på.

Du kan læse de tidligere indlæg om CasablancaThe ShiningDr. Strangelove, Festen, Grease og Dirty Dancing.

Billede copyright: © 1972 Paramount Pictures

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , , , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑